I flygtningelejren er skolen din eneste chance

Dette indhold blev produceret med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Dets indhold er udelukkende Oxfam Danmarks ansvar og afspejler ikke nødvendigvis EU's synspunkter.

Borgerkrig og blodig konflikt i Sydsudan har betydet, at næsten to millioner børn lige nu står uden adgang til uddannelse. Det gør en ny stor indsats, 'Education for life', finansieret af EU og DANIDA og ledet af Oxfam Danmark gøre noget ved. Med godt 40 millioner kroner er vi og vores partnere i færd med at støtte opbygningen af et godt uddannelsestilbud til flygtninge og værtssamfund i Sydsudan og Uganda.

Massakrer på hele landsbyer. Forældre, der bliver skudt. Mange dages flugt helt alene. Gifty og de andre børn i flygtningelejren Palabek har allerede oplevet alt for meget. Skolen hjælper dem tilbage til livet – og midt i alt det håbløse giver den håbet tilbage.

Skolebænken er egentlig bygget til mindre børn. Så Giftys lange teenagelemmer har svært ved at falde på plads, som hun sidder der i den trykkende eftermiddagshede, som altid indfinder sig, når temperaturen udenfor har passeret de 30 grader, og rummets eneste ventilation er den luft, der kommer ind gennem sprækken mellem bambusmuren og bliktaget foroven.

Der er noget sitrende følsomt over hende. Stemmen er lille, og den går ofte i stå. Blikket vender ned mod jorden. Gifty fortæller om den dag, landsbyen blev angrebet. Om flugten gennem bushen og tiden, hvor hun var alene i verden. Men også om det held, der trods alt tilsmilede hende, da alt så sortest ud. Og om hvordan hun nu, et år senere, kan mærke et lillebitte håb spire et sted allerinderst inde.

En barndom på flugt

Gifty bor i flygtningelejren Palabek i det nordlige Uganda. Men hun stammer fra Sydsudan – verdens yngste nation, som for syv år siden løsrev sig fra Sudan efter mange års borgerkrig. Lige siden har landet været splittet i en af vor tids blodigste konflikter. Rivaliserende krigsherrer kæmper om magten, og mord på civile er snarere reglen end undtagelsen. Flere af Giftys jævnaldrende i lejren kan fortælle om soldater, der går målrettet efter skoler, når de angriber. Deres mål er at slå børnene ihjel.

Lige nu er mere end fire millioner sydsudanesere på flugt. Nogle er rejst til andre dele af landet, hvor sikkerhedssituationen er en smule bedre. Andre er flygtet til nabolandene. Alene i Uganda er der over en million flygtninge fra Sydsudan. Seks ud af ti af dem er børn.

Ved ankomst til flygtningelejren i Uganda registreres de uledsagede børn, der ofte er meget små.

I gennemsnit går der over 20 år, fra en person flygter fra sit hjem et sted i verden, til han eller hun kan vende tilbage. Hvis Gifty følger statistikken, vil hun være midt i trediverne, før hun kan vende hjem. Det er hele hendes ungdom, der risikerer at forsvinde et sted i støvet mellem køen til fødevareudleveringen og lejrens små lerklinede hytter. Hvis hun nogensinde skal have chancen for at uddanne sig, så hun kan skabe en bedre fremtid for sig selv – så er det nu!

Mirakelmiddel mod fattigdom

De seneste fire år har professor Mary Mendenhall pendlet mellem Columbia University i New York, hvor hun leder programmet for international og komparativ uddannelse, og flygtningelejren Kakuma i Kenya, hvor hun har nærstuderet lærernes forhold. Hun er en af verdens fremmeste eksperter inden for uddannelse under katastrofer. Og efter hendes mening bør skoler og lærere indgå i ethvert nødhjælpsberedskab på linje med rent vand, mad og tag over hovedet.

Og hun har alverdens tal og statistikker at bygge det på: Når et barn i et udviklingsland kommer i skole, stiger hans eller hendes livsindkomst dramatisk – det viser alle statistikker. Uddannelse hjælper et menneske til at få et job med en ordentlig løn. Børnedødeligheden falder, færre bliver smittet med HIV, befolkningstilvæksten bremses. Uddannelse er kort sagt lidt af et mirakelmiddel i kampen mod fattigdom og ulighed.

”Skolen redder i allerhøjeste grad liv. I akutte kriser lærer børnene om hygiejne, sygdomme og landminer, hvilket kan redde deres liv her og nu. Og på lidt længere sigt kan de for eksempel læse, hvad der står på medicinpakkerne, eller de kan hjælpe deres forældre med at få en ordentlig pris for varerne på markedet. Det redder også liv,” forklarer Mary Mendenhall.

Men skolen handler også om at give børnene en barndom. Og det er bestemt ikke mindre vigtigt for Gifty og hendes venner i lejren. For hver og en af dem bærer rundt på ufattelige traumer.

Gifty alene i verden

Gifty var på vej fra sin tantes hus mod skolen for at hente sine søskende, da soldaterne omringede landsbyen. Med koldt blod begyndte de at skyde indbyggerne ned. Folk flygtede desperat i alle retninger, og midt i al forvirringen blev Gifty væk fra sin familie.

”Jeg så mennesker bliver ramt og dø. Men jeg løb bare. Flygtede for mit liv,” fortæller hun.

Hendes fødder blev fyldt med torne, da hun stormede gennem bushen. Men det opdagede hun først bagefter, da hun sammen med en gruppe børn gemte sig i nogle huler et stykke væk. Der blev de i to dage – rædselsslagne for, om soldaterne ville finde dem og slå dem ihjel.

”Det eneste, jeg kunne tænkte på, var, om min tante var død – hun havde taget sig af mig, siden min mor døde, da jeg var to år gammel, og nu anede jeg ikke, om hun var i live,” siger Gifty.

Da børnene endelig vovede sig ud af hulerne, var deres hjem ødelagt. De havde ingen steder at tage hen. Så de besluttede sig for gå mod Uganda.

”Vi flygtede alene gennem bushen. På et tidspunkt blev vi fundet af en gruppe soldater. De tog alt, hvad vi havde, og jeg var sikker på, at nu ville de skyde os. Men der var én, der kendte min tante, og han fik de andre til at lade os være,” fortæller hun.

Efter to dage nåede Gifty og de andre børn grænsen. Herfra blev de fragtet i store, farverige busser til flygtningelejren i Palabek – nu var det op til de ugandiske myndigheder at finde ud af, hvad der skulle ske med dem.

Flygtningene fra Sydsudan ankommer til Uganda i farvestrålende busser.

Tilbage til livet

Livet i en flygtningelejr kan være dræbende på mange måder. Indbyggerne lever i en permanent undtagelsestilstand. De kan ikke komme videre med deres liv, de kan bare vente. Skolen giver lejrens børn en følelse af normalitet og tryghed. Den tilbyder en hverdag med faste rammer og fremdrift – noget, som de traumatiserede børn hungrer efter.

”Hvis lærerne har fået den rigtige træning, kan de yde en utrolig psykosocial hjælp i krisesituationer. De kan tilrettelægge undervisningen, så børnene får mulighed for at bearbejde deres oplevelser. Alene det at møde en voksen, der bekymrer sig om dem, kan drastisk ændre børnenes liv,” siger professor Mary Mendenhall.

Noget af det første, flygtningefamilierne som regel spørger om, når de ankommer til Palabek, er faktisk, om deres børn kan komme i skole.

”Folk vil vide, hvad deres muligheder er: om de kan tjene penge, om de får mad, om deres behov fra dag til dag bliver dækket. Og her er uddannelse en vigtig del af puslespillet,” forklarer hun.

Beatrice Angee er lærer på den skole, som Gifty går på. Hun er enig i, at det er altafgørende for flygtningelejrens børn at komme i skole.

”De har det meget svært i begyndelsen, når de først ankommer til lejren. Men de er glade for at gå i skole, og det hjælper dem til at få det bedre. Mange af dem ville helst være i skole hele tiden – de kommer her også og leger, når de har fri,” fortæller Beatrice Angee.

Hun er selv flygtning fra Sydsudan, så hun har mærket på egen krop, hvad børnene har været udsat for. Det er vigtigt for hende, at eleverne lærer, at der findes bedre alternativer til krigen.

”Som lærer er jeg med til at give børnene en viden, så de i fremtiden kan få et job og klare sig selv. De får et rigere liv. Men det er mindst lige så vigtigt, at jeg lærer dem at opføre sig ordentligt. Hver eneste dag taler vi om, hvorfor vold er dårligt. Jeg lærer dem at kæmpe for fred i stedet for krig. På den måde kan uddannelse være med til at skabe fred i Sydsudan,” forklarer Beatrice Angee.

Når børn går i skole, bliver de sjældnere børnesoldater. De lærer om fred, demokrati og nye måder at leve på. At forholde sig kritisk til verden og ikke bare tro på, hvad den lokale militsleder fortæller. Og så møder de børn, der er anderledes end dem selv.

”Skolen modvirker ekstremisme og giver folk bedre alternativer til krig. For det er meget lettere at leve et produktivt, meningsfuldt liv, hvis du har en uddannelse,” uddyber Mary Mendenhall.

Gifty føler sig tryg

Flere gange om ugen ankommer nye flygtninge fra Sydsudan til lejren i Palabek. I de første dage er de i modtagelsesområdet – et par lange barakker, hvor børn og voksne ligger på jorden, fluerne summer, og luften står stille. Imens undersøger myndighederne deres baggrund og finder et stykke jord til dem, hvor de kan bygge en hytte og plante lidt afgrøder.

Det var her, den farverige bus fragtede Gifty hen, da hun først kom til Uganda. Efter et par dage vovede hun sig uden for barakkerne. Som et lyn fra en klar himmel fik hun øje på noget på vejen udenfor: En kendt skikkelse, der kom humpende med sine varer på vej mod lejrens lille marked.

”Det var min bedstemor! Jeg anede ikke, at hun boede her i lejren. Men jeg blev meget, meget glad,” fortæller Gifty.

Ved et nærmest ufatteligt lykketræf var Gifty ikke længere alene i verden. Hun havde igen en voksen i sit liv og et sted at høre til. Og hun kunne tage hul på en helt ny tilværelse som flygtning.

På mange måder har det været hårdt. Men alt i alt synes Gifty alligevel, at livet er bedre her end i Sydsudan. Blandt andet er hun kommet i skole – noget, hun aldrig før har prøvet, da der ikke var råd til det hjemme i tantens hus.

”Jeg føler mig tryg her. Men jeg tænker stadig meget på soldaterne og skuddene. Det gør mig ked af det hver gang. Nogle gange græder jeg,” konstaterer Gifty stille.

Den 15-årige pige går i dag i 3. klasse. Hun har endnu ikke helt lært at læse og skrive. Men hun elsker skolen og undervisningen, for den får hende til at føle sig godt tilpas.

”Min drøm er at blive lærer og undervise andre børn i engelsk. Men mest af alt håber jeg bare, at jeg vil få et godt liv. Uden krig,” slutter Gifty.