"Jeg var kun et barn"

14. Maj 2020
Af
Rikke Hovn Poulsen

Jennifer blev seksuelt misbrugt af sin svoger og var kun 14 år, da hun blev mor til en lille pige. Fuld af skyld og skam overvejede hun at gøre en ende på det hele, men hun var heldig. Hun var en af dem, der fik hjælp. 

GUATEMALA: Jennifer sænker ikke blikket en eneste gang, mens hun taler. Hun vil gerne fortælle hele verden, hvad hun har oplevet, for hun håber, at hun på den måde kan hjælpe andre. Men af hensyn til sin seksårige datter vil hun helst ikke kunne genkendes.

"Min datter er resultat af et seksuelt misbrug, som begyndte, da jeg var 13 år gammel. Det har været svært, men vi er kommet videre, og vi er begge to et godt sted i dag. Vi har en god fremtid foran os,” fastslår Jennifer.

På mange måder er 21-årige Jennifers historie en typisk fortælling om en ung pige i Guatemala, hvor fattigdom, vold og teenagegraviditeter er en del af hver-dagen. Men det er også historien om, at det ikke behøver at være sådan. Og om, hvordan en udstrakt hånd kan gøre hele forskellen mellem at stå tilbage som offer eller overlever. I dag har hun taget skæb-nen i egen hånd og er i gang med at skabe en bedre fremtid for alle omkring sig.  

Skjulte maven

Jennifer var kun otte år gammel, da hun mistede sin mor. Forældrene var skilt, og da hendes far var alkoholiker, flyttede hun hjem til sin voksne søster.

”Jeg var okay i de første fire-fem år; jeg spillede fodbold og lavede ballade. Men på et tidspunkt begyndte min søsters mand at misbruge mig. Jeg var kun et barn, så jeg anede ikke, hvad det var, der skete. Ikke engang da min menstruation udeblev, forstod jeg, hvad der var ved at ske med min krop,” siger Jennifer.

Da hun var fem måneder henne i graviditeten, fik Jennifers skole besøg af seksualundervisere fra den lokale sundhedsklinik. De fortalte, hvordan man bliver gravid, og hvad tegnene er.

”Da slog det mig: ’Åh nej, det er, hvad jeg er! Hvad skal jeg gøre?’ Jeg var desperat, for jeg vidste, at jeg ikke kunne fortælle det til min søster. Jeg overvejede at hoppe ud fra en bro og gøre en ende på det. Men noget i mig var bange for at gøre skade på barnet – hvad nu, hvis det døde, og jeg ikke selv døde?”

I stedet klyngede den 14-årige pige sig til et irrationelt håb om, at ingen ville opdage noget, hvis bare hun lod som ingenting. Hun fortsatte med at spille fodbold og skjulte maven så godt, hun kunne. Først da hun var otte måneder henne, opdagede søsteren graviditeten. 

Du har ødelagt mit liv

26 dage før sin 15-års fødselsdag fødte Jennifer sin datter. Søsteren holdt hende hjemme fra skole. Men i længden var det umuligt at skjule skandalen. Snakken gik i lokalområdet. Og efter kort tid troppede myndighederne op i hjemmet.

I begyndelsen nægtede Jennifer at fortælle, hvem faderen til barnet var. Men politifolkene lagde pres på hende, og til sidst kom sandheden om over-grebsmanden frem. Det var et chok for alle – ikke mindst for søsteren, der reagerede med dyb mistro.

”Hun sagde, at jeg havde ødelagt hendes og hendes børns liv. At jeg løj, og at det hele var min skyld. Hun ville aldrig se mig igen.”

I de første måneder af babyens liv boede Jennifer derfor på et opholdshjem, mens der kørte en retssag.

”Det var meget svært for mig – jeg var helt alene, og jeg vidste intet om at passe en baby. Mest af alt ville jeg bare væk fra opholdshjemmet, men jeg havde ingen steder at tage hen.”

Søsterens mand flygtede til USA, da det stod klart, at han ville blive retsforfulgt for overgrebene. Han blev dømt in absentia til 16 års fængsel. Og efter et år blev han udvist af USA og sendt hjem for at afsone sin straf.

”Selvfølgelig er det vigtigt for mig, at han bliver straffet. Det giver mig en følelse af retfærdighed. Men det giver mig ingen glæde, for det reparerer jo ikke på smerten og alt det, han har ødelagt.”

Efter domsafsigelsen blev Jennifer i første omgang sendt hjem til sin far. Men ud over at være alkoholiker var han også voldelig. Jennifer var bange for ham, og til sidst fik hun lov til at flytte over til en anden søster, som gav hende husly, til hun blev 18 år.

”Jeg er taknemmelig mod min søster – hun har selv fire børn, og det har ikke været nemt for hende. Hun hjalp mig igennem, til jeg selv blev myndig. Men det var meget hårdt at have ansvar for en lille baby, når nu jeg ikke selv var meget mere end et barn," siger Jennifer.

"Det var svært økonomisk, og dertil kom hele usikkerheden – jeg anede ikke, hvad der skulle blive af mig, for jeg følte ikke, jeg havde nogen muligheder. Oveni gik jeg rundt med en stor skam over alt det, der var sket.”

Trods problemerne besluttede Jennifer at forsøge at vende tilbage til skolen. Og det var her, hun fik det skub, der har ændret hendes liv.

En lille revolution

Jennifers lærer arbejdede sammen med  Miriam – en lokal organisation af indianske kvinder. Sammen med Oxfam IBIS støtter Miriam unge kvinder, der har været udsat for vold. De får psykologhjælp og økonomisk støtte til at gennemføre deres uddannelse – og de bliver en del af et særligt undervisningsforløb i kvinders rettighe-der og feministiske værdier. Kort sagt lærer de unge kvinder at tage lederskab i eget liv, og de forpligter sig til at tage redskaberne og den nye viden med hjem og dele dem. På den måde prøver kvinderne i Miriam at skabe en lille revolution blandt piger og kvinder i Guatemala, så vold og undertrykkelse i fremtiden ikke skal være en naturlig del af hverdagen.

Jennifers lærer havde mulighed for at henvise et par piger til Miriam hvert semester. Og hun kunne se, at Jennifer havde brug for hjælp.

”I Miriam fandt jeg den støtte, jeg havde brug for. De har hjulpet mig økonomisk med at betale skolepengene, og det er en kæmpe lettelse. Men mindst lige så vigtigt har de hjulpet mig gennem en healingproces, hvor jeg har lært at se styrken i mig selv og det gode i livet. Jeg har tilgi-vet mig selv og givet slip på al den skyld og skam, jeg bar rundt på," siger hun.

"Hvis ikke det var for Miriam, ved jeg ærligt talt ikke, hvordan jeg skulle have klaret mig med min baby. Fællesskabet giver mig følelsen af, at jeg kan klare det her – at jeg nok skal blive okay igen!”

Guatemala har brug for mig

For et par år siden blev Jennifer forsonet med den søster, hvis mand misbrugte hende.

”Hun er stadig ked af det, og jeg kan sagtens forstå hende – det var jo hendes børns far, der voldtog mig, og det har væ-ret svært for hele familien. Men vi har fået snakket tingene igennem. Vores forhold vil nok altid være kompliceret, men vi er trods alt søstre.”

Jennifer er stolt af sit liv i dag. Hun bor med sin datter på et lille værelse i en baggård. Men hun klarer sig, har et job på en fabrik og læser jura om aftenen og i weekenderne.  

”Jeg ved, at jeg nok skal gennemføre studiet og få min eksamen. I mellemtiden er jeg i stand til at opfostre min datter på en god måde. Hver dag fortæller jeg hende, at hun skal blive i skolen. Jeg kan ikke give hende mange penge, men jeg kan give hende en fremtid.”

Når Jennifer om tre år er færdig med jurastudiet, håber hun på at få arbejde i retssystemet.

”Jeg skal hjælpe andre, der har det svært, ligesom jeg selv har haft. Måske vil jeg engang i fremtiden rejse ud i verden og hjælpe folk andre steder. Men i første omgang har Guatemala brug for kvinder som mig!”

I 2019 blev der i Guatemala registreret 113.553 graviditeter blandt piger mellem 14-19 år. Kun i 191 sager faldt der en dom. 
 

 

TIL KAMP MOD VOLD MOD KVINDER

HVAD: Samarbejdet med Miriam er en del af et program, der handler om at støtte kvinders rettigheder og bekæmpe vold og overgreb mod kvinder i Liberia, Guatemala og Burundi - tre lande, der alle er kommet ud på den anden side af voldelige konflikter inden for de senere år. 

HVORDAN: Vi støtter lokale og na-tionale organisationer, der kæm-per mod vold og diskrimination og arbejder for kvinders politiske indflydelse i samfundet.

HVEM: Det hollandske udenrigsministerium støtter programmet med 80 millioner kroner. Oxfam IBIS styrer programmet i samarbejde med ngo'en Impunity Watch, mens en lang række lokale og nationale samarbejdspartnere fører det ud livet for at skabe den størst muli-ge forandring i deres land