Vi intensiverer kampen mod skattely

12. jun 2016

Vi er blevet den danske del af en af verdens mest indflydelsesrige organisationer i den globale kamp mod ekstrem ulighed.

Det betyder, at det ikke kun er Lars Løkke, men også Obama og Verdensbanken, der lytter, når vi kæmper for lukke skattely og reducere verdens ekstreme ulighed. I januar diskuterede hele verden vores budskab om, at 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning.

Hvis vi skal bekæmpe fattigdom og skabe en retfærdig verden for alle, må vi gøre op med den koncentration af rigdom og magt, der er i hænder på de få. For uligheden påvirker os alle. Den hindrer vækst, skaber korruption og knuser og ambitioner for mennesker. Den stigende ulighed truer med at underminere kampen mod fattigdom. Kun hvis vi gør op med den, kan vi for alvor nå målet om en lige og retfærdig verden uden fattigdom.

I Oxfam kæmper vi for at lukke skattely og skabe åbenhed, så absurd rige og store selskaber husker at betale deres fair andel af skatten. Vi kæmper forfat for, at der er gennemsigtighed og demokratisk kontrol med udvinding af naturressourcer, og at lokalsamfund bliver hørt, inden nye udvindinger starter. Og vi kæmper for, at regeringer bruger skattepengene til at sikre borgerne gode uddannelser og sundhed for alle.