Uligheden eksploderer: Smid sparepolitikken i skraldespanden

10. mar 2022

Af Trine Pertou Mach, politisk chef, og Lars Koch, generalsekretær

Den 11. marts 2022 er det to år siden, at WHO erklærede Covid-19 for en global pandemi, der samtidig udløste en kollektiv og ødelæggende bølge af nedlukninger både i Danmark og resten af verden.

Det blev to år med restriktioner, nedlukninger og delvise genåbninger og ikke mindst massive økonomiske følgevirkninger i kølvandet på pandemien.

Danmark er kommet stærkt gennem krisen. Heldigvis. Samfundet er åbnet igen trods høje smittetal. Vi er et helt andet sted, end man overhovedet havde forestillet sig midtvejs. Det er bla. takket være et videnskabeligt gennembrud på Covid-19-vacciner, der har sikret, at langt de fleste danskere har kunnet vende tilbage til en normal hverdag.

Men i særdeleshed skyldes det et velfærdssamfund, der har holdt hånden under udsatte borgere og virksomheder. Et velfærdssamfund, der til trods for periodiske hjemsendelser og isolation har kunnet holde fast ved den vigtige skolegang og uddannelse. Et velfærdssamfund vi har brugt årtier på at opbygge til netop at bære befolkningen, virksomheder og staten gennem høj bølgegang i usikre tider.

Man kan rolig sige, at det er blandt de vigtigste investeringer, vores samfund har lavet.

For er der noget, coronakrisen har lært os, så er det, at lande med stærke sociale sikkerhedsnet, god offentlig uddannelse og lige adgang til sundhed står stærkere i en krisetid. Vi ved også, at høj grad af lighed skaber samfund med større tillid til det politiske system og videnskaben. Afgørende faktorer for at håndtere enhver krise.

Derfor står verden også lige nu ved en skillevej; vil vi – eller vil vi ikke – gøre, hvad der kræves for at sikre, at vi fremadrettet netop får skabt modstandsdygtige, stærke og stabile samfund i hele verden?

Desværre er de internationale udviklingsbanker lige nu ved at forlænge følgevirkningerne fra pandemien for landene i det globale syd. Det skal bremses.

I de rige lande går det stærkt med come-back’et efter Covid-19

I den rige del af verden er man allerede kommet sig over krisen med stor økonomisk fremgang, som var det de brølende 1920’ere version 2.0. Efter krisen har forbrugerne åbnet for lommerne med fuld fart på rejser og restaurationsbesøg. Der er gang i økonomien - måske lidt for meget. Erhvervslivet råber på arbejdskraft, og flere forbrugsvarer rives ned af hylderne i en sådan fart, at verden er ved at løbe tør for varer som biler, cykler og elektronik, og der kan end ikke skaffes pap nok til at pakke alle varerne ind, forlyder det.

I Danmark er vi også kommet stærkt tilbage; dansk økonomi buldrede igennem 2021 med den højeste vækst i årtier, og arbejdsløsheden har ikke været lavere i 12 år.

Med andre ord: I de rige lande går det stærkt med come-back’et efter Covid-19.

For nogle har krisen ligefrem været en rigtig god forretning. De rigestes formuer er steget med over 4.000 mia. dollars siden verden lukkede ned i marts 2020. Det er mere end, hvad deres formuer samlet set steg med i hele perioden fra 2008 til 2020. Det skyldes bl.a., at der har været fart på både aktie- og boligmarked.

Faktisk har verdens dollarmilliardærer under pandemien haft den største årlige formuestigning, siden man begyndte at registrere milliardærformuer.

Derimod har verdens fattigste betalt den højeste pris i form af arbejdsløshed, sygdom, uddannelsestab og sult. Og i sidste ende har det kostet menneskeliv.

Over 160 millioner flere mennesker er blevet tvunget ud i fattigdom, og millioner af mennesker har mistet livet som følge af ulige adgang til vacciner og sundhed. Dertil kommer alle dem, der har mistet job eller indtægtsmuligheder samt de millioner af børn, hvis skolegang har fået et alvorligt knæk, og som måske aldrig kommer tilbage på skolebænken igen. Dét vil gøre vejen ud af fattigdom og ulighed langt sværere.

Coronapandemien har skabt en hidtil uset stigning i uligheden globalt, og de eksisterende uligheder i verden er blevet markant forstørret under pandemien. Dem, der rammes hårdest, er kvinder, minoriteter, oprindelige folk, og folk, der allerede lever i fattigdom. Ligeledes har Verdensbanken fundet, at børn fra lavindkomstfamilier er dem, der har mistet mest skolegang under nedlukningerne.

Med andre ord står langt størstedelen af verdens befolkning i et utroligt ringe udgangspunkt for at have nogen som helst chance for at komme sig over krisen.

Da de to magtfulde finansinstitutioner, Verdensbanken og IMF, afholdt deres årsmøder i efteråret, var et af de vigtigste budskaber at ”sikre en retfærdig genopretning efter coronapandemien”.

Men desværre risikerer det stik modsatte at ske.

Et fuldstændig forkert tidspunkt at begynde at skære ned

IMF’s betingelser for den hjælp og de lån, som mange lande modtog i begyndelse af pandemien, var krav om besparelser på landenes offentlige budgetter. Oxfam har gennemgået 107 lån, som IMF har indgået med forskellige landes regeringer som respons på Covid-19-pandemien, og i 85 pct. af dem indgår, at der skal gennemføres besparelser i genopretningsperioden.

Der skal altså skæres på sygehusene og børnenes skoler, ligesom der enten vil være lønnedgang eller masseafskedigelser blandt offentligt ansatte. Ikke just noget, der vil hjælpe på at få landene tilbage på fode efter coronakrisens ødelæggelser. Og særligt ikke, når pandemien langt fra er forbi i verdens fattigste lande, og man stadig kæmper med at få lige adgang til Covid-19-vacciner.

I 14 ud af 16 vestafrikanske lande er der i de næste fire år planlagt offentlige besparelser for 26,8 mia. dollars – 173 mia. kroner. I Mali er nedskæringerne eksempelvis så store, at de svarer til næsten tre gange landets årlige sundhedsudgifter. For lande som Ghana, Cap Verde, Gambia og Liberia overgår besparelserne et helt års uddannelsesbudget.

Sundhedsvæsenet i de fleste fattige lande er i forvejen underfinansieret og massivt udfordret af en fortsat rasende pandemi. Mindre end 60 pct. af borgerne i Østafrika har adgang til basal sundhedsservice. I Sydsudan – hvor der i forvejen er flere generaler i militæret, end der er læger i landet - kunne man 13-doble investeringerne i sundhedsvæsenet, hvis de planlagte besparelser på det offentlige budget blev rullet tilbage.

5,6 mio. mennesker i lav- og middelindkomst lande dør hvert år på grund af manglende adgang til ordentlig sundhedsbehandling.

Nedskæringer på uddannelsessystemer rammer særligt piger, der aldrig vil komme tilbage i skole igen efter coronanedlukninger. Særligt de fattigste piger risikerer at forlade skolen pga. økonomi, teenagegraviditeter og -ægteskaber.

Det er derfor et fuldstændig forkert tidspunkt at begynde at skære ned på den offentlige sektor, som millioner af mennesker netop står og har brug for; tilmed i endnu stærkere form.

Sparepolitikken har vist sig at være katastrofal

Besparelser koster menneskeliv og efterlader befolkninger med tabte livsmuligheder, der gør dem i dårligere stand til at modstå kriser og til at skabe sig et værdigt liv. Det gør udvikling af stærke inkluderende samfund med medbestemmelse og indflydelse på samfundsudviklingen sværere.

Derfor er besparelsespolitikken – om den kommer fra IMF eller regeringer selv - som at hælde benzin på bålet i forhold til mange års indsats for fattigdomsbekæmpelse.

Historien har netop vist os, at sparepolitik er kontraproduktivt. Samfund skal investere og producere sig ud af den slags kriser.

Efter Finanskrisen blev det politiske svar at spare. Det stoppede ikke krisen, men forlængende den tværtimod. Med store sociale omkostninger til følge ikke mindst i Sydeuropa.

Dermed gentog man den fejl, som USA’s præsident ved begyndelsen af Den store Depression i 1929, Herbert Hoover, også begik, hvor han overfokuserede på at sikre budgetbalance. Det resulterede i en forlængelse af krisen, da man hverken ville bruge ekspansiv finanspolitik eller pengepolitik til at sætte gang i hjulene. Først da Franklin Roosevelt blev præsident og igangsatte en stimulerende finanspolitik med ”New Deal” kom der igen gang i den amerikanske økonomi.

Ligeledes fastholdt man Latinamerika i en lang og ødelæggende lavvækst efter 1980’ernes gældskrise, hvor en stærkt stigende rente i den amerikanske centralbank fik latinamerikanske landes gæld til USA til at eksplodere. En af de løsninger, der skulle få styr på gælden, var nedskæringspolitik, som i stedet fastholdt Latinamerika i ”The Lost Decade” med stor, politisk uro til følge.

IMF har historisk rådgivet lande med store underskud og høj gæld til at indføre sparepolitikker, men det har de gennem mange år også høstet meget kritik for fra globale aktører, civilsamfundet og det akademiske miljø. IMF’s egen research viser endda, at sparepolitikker direkte kan øge uligheden.

Alligevel er fejlen ved at gentage sig. I stedet for at investere i en ny positiv fremtid for befolkningen i udviklingslandene, risikerer disse lande at ryge ud i en negativ spiral med øget fattigdom og ulighed.

Afrika stod allerede før Covid-19 dårlig rustet til kampen mod pandemien. 52 pct. af befolkningen havde ikke adgang til sundhedspleje, 83 pct. manglede social beskyttelse, og 52 pct. havde ingen formelle arbejdstagerrettigheder.

Mange afrikanske regeringer gjorde ellers et tappert forsøg på at reagere på Covid-19-pandemiens konsekvenser, men de manglede penge til at øge de offentlige udgifter. Lavindkomstlandene brugte blot 3,1 pct. af BNP i kriserespons, mens det i OECD-landene udgjorde næsten 20 pct. af BNP.

Meget af det gik til sundhed, men de fleste afrikanske lande er nu ved at udfase initiativerne og står i stedet tilbage med en massiv gæld, som, for at kunne betale tilbage på gælden, nu står overfor yderligere besparelser.

Besparelserne risikerer at ramme enormt ulige og dermed forværre den tilstand, som sårbare lande og befolkninger allerede befinder sig i. Og det efterlader samfund med meget få muligheder for en retfærdig og bæredygtig genopbygning. Og med det resultat, at det bliver nærmest umulig at nå FN’s Verdensmål om afskaffelse af ekstrem fattigdom i 2030.

Paradigmeskifte: Kast sparepolitikken i skraldespanden

Der er derfor et behov for et paradigmeskifte, der også omfatter verdens fattigste lande, og hvor vi kaster sparepolitikkerne i skraldespanden og retter fokus på, hvordan vi efter coronapandemien bygger samfund, der er stærkere og mindre ulige, end de var før krisen.

Verdens regeringer har pumpet 16.000 mia. dollars i økonomier for at redde liv og arbejdspladser i forbindelse med coronakrisen. Der har således ikke været mangel på penge i de rige lande, men derimod mangel på vilje til at sikre, at pengene blev anvendt til gavn for verdens fattigste og til at modvirke ulighed.

De penge og ressourcer kan omfordeles bedre, så vi netop sikrer ’en retfærdig genopbygning’, og at vi ’genopbygger bedre’, som verdens ledere taler om.

IMF og Verdensbanken blev til, da man skulle genopbygge verdensøkonomien efter 2. verdenskrig. På samme vis bør vi nu bruge dem som redskaber til at bygge en stærk og bæredygtig verdensøkonomi op.

Det kan bl.a. gøres ved at opbygge en ordentlig skattebase, som langtfra er en selvfølge i verdens fattigste lande. En skattebase udgør fundamentet for et uddannelses- og sundhedssystem, der gavner hele befolkningen og sikrer, at alle borgere har mulighed for at skabe sig et godt og værdigt liv.

Her er det relevant at indføre progressiv beskatning, hvor rigdom og kapitalgevinster beskattes, samt fjerne skatteregler, der tilgodeser de rige, så flere dermed bidrager til det globale fællesskab.

Indtægterne bør anvendes til at investere i at give befolkningerne i de fattige lande bedre livsmuligheder såsom fri adgang til sundhedsbehandling af ordentlig kvalitet, uddannelse og social beskyttelse. Samtidig ved vi, at den buldrende klimakrise kræver massive investeringer i tilpasning til de klimaforandringer, som de og vi står overfor i de kommende år.

For hvis vi virkelig vil verden det bedre og ruste os alle sammen til et bedre kriseberedskab i fremtiden, så handler det om at opbygge velfungerende demokratier og modstandsdygtige samfund, der ikke indskrænkes eller væltes omkuld af en pandemi. Stærkt ulige samfund med manglende investeringer i befolkningen står svagt i mødet med fremtidige kriser, om det så er en økonomisk, sundheds- eller klimakrise.

Så mens en af de store bekymringer i verdens rige lande er, om den nye elbil bliver dyrere, eller om den overhovedet kan nå at komme frem inden sommerferien, er situationen i det globale syd en helt anden – her kan det komme til at tage et årti for verdens fattigste mennesker blot at vende tilbage til deres i forvejen udsatte økonomiske situation fra før coronapandemien.

Forskellen mellem rige og fattige lande forekommer afgrundsdyb. Derfor må verdens beslutningstagere stille sig spørgsmålet: Risikerer vi at komme ud af coronakrisen med en forværret ulighedskrise, eller vil vi lykkes med en genopretningsplan, der gavner alle?

Løsningerne ligger der til at gribe den sidste mulighed. Spørgsmålet er, om verdens ledere formår at stå sammen og virkelig vil vælge den globale solidaritet.

Kronikken blev bragt i Politiken den 10. marts 2022.