Forside / Nyheder / Regeringen har taget et vigtigt skridt for Yemens børn
Artikel

Regeringen har taget et vigtigt skridt for Yemens børn

22.11.2018

kids-from-yemen-photo-moayed-al-shaybani-1-680x453.jpg
Foto : Moayed Al-Shaybani

Udenrigsministeren tog i dag et vigtigt skridt, da han meddelte, at Danmark suspenderer våbensalget til Saudi Arabien. Men der er stadig danske våben involveret gennem saudernes koalitionspartnere i Emiraterne.

”I dag er jeg stolt over at være dansker! Regeringen har lyttet til alle os, der ikke vil acceptere, at danske virksomheder er involveret i Saudi Arabiens grusomme krig i Yemen,” siger engagementschef Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Vestens våbenhandel med Saudi-Arabien har holdt krigen i Yemen i gang i årevis. Det britiske medie Middle East Eye har for nyligt opgjort, at Europa i krigens første to år solgte våben til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater for 55 gange så mange penge, som vi gav nødhjælp til Yemen for.

I Danmark har vi også fået vores del af kagen gennem salg af såkaldt dual-use produkter, der har både en civil og militær anvendelse, som eksempelvis overvågningsudstyr.

Tyskland og Norge har for nyligt indstillet deres våbeneksport til sauderne. Og Oxfam Danmark har på den baggrund i de seneste uger kæmpet for at få den danske regering til at tage stilling i sagen.

”En kort overgang var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt vi her i Danmark var mest som Trump eller Merkel – om penge kommer før alt andet, eller om vi er parate til at kæmpe for de ting, vi tror på. Trump vil fortsætte med at sælge våben til sauderne, fordi det er en god forretning - Tyskland har allerede sagt stop. Heldigvis vandt det Danmark, som vi kender og elsker, i dag en vigtig sejr over griskheden: Vi vægter menneskerettigheder, demokrati og børneliv højere end et kortsigtet overskud på handelsbalancen,” siger Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Krigen i Yemen har medført, hvad FN kalder den værste humanitære krise i 100 år. 14 millioner mennesker er i akut fare for at dø af sult, fordi sauderne har lukket for al import af mad og medicin. Koalitionen med sauderne i spidsen bomber systematisk civile mål som hospitaler og skolebusser.

”Danmarks skridt er et vigtigt bidrag til at få afsluttet krigen. Nu må de danske politikere i gang med at få deres kollegaer rundt omkring i Europa til at gøre det samme. Den gældende EU-lovgivning skal implementeres stramt, også herhjemme. Det internationale samfund er nødt til at stå sammen for at presse parterne til forhandlingsbordet. Man er nødt til at finde en politisk løsning, hvis der skal skabes varig fred, og yemenitternes lidelser skal stoppe,” siger Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Han peger dog på, at der i dagens udmelding fra udenrigsminister Anders Samuelsen intet er nævnt om saudernes koalitionspartnere i Yemen.

”Vi ved, at der flyver F16-fly rundt over Yemen med isenkram produceret af firmaet Terma fra Lystrup ved Aarhus. Det er saudernes tætte allierede i De Forenede Arabiske Emirater, der har købt dem, og Terma har siden leveret reservedele til flyene. Den trafik bør naturligvis også stoppes nu,” siger Per Bjerre fra Oxfam Danmark.