Forside / Pressemeddelelser / Verdens milliardærer er blevet 34 pct. rigere, mens over halvdelen af klodens befolkning står i stampe
Pressemeddelelse

Verdens milliardærer er blevet 34 pct. rigere, mens over halvdelen af klodens befolkning står i stampe

15.01.2024

Fatuma Salat Shoro bærer sit barn i Ziwani-lejren for internt fordrevne. Hun blev for nylig fordrevet af de ubarmhjertige oversvømmelser efter kraftige regnskyl i området. El Nino-fænomenet fortsætter med at forårsage voldsomme regnskyl i området, hvilket skader ejendom og forstyrrer livet i lokalsamfundene.
Fatuma Salat Shoro bærer sit barn i Ziwani-lejren for internt fordrevne. Hun blev for nylig fordrevet af de ubarmhjertige oversvømmelser efter kraftige regnskyl i området. El Nino-fænomenet fortsætter med at forårsage voldsomme regnskyl i området, hvilket skader ejendom og forstyrrer livet i lokalsamfundene.
Foto : Peter Irungu/Oxfam

Formuerne hos verdens rigeste fortsætter med at stige, mens kriserne står i kø. Siden 2020 er verdens dollar-milliardærer blevet 34 pct. rigere, mens fem milliarder mennesker ikke har fået nogen som helst andel i den stigende velstand.

Det viser Oxfams nye ulighedsrapport ”Inequality Inc.”, der udgives i dag i forbindelse med det årlige møde i World Economic Forum i Davos.

Rapporten sætter fokus på dette årtis stigende ulighed. For mens både coronakrisen, krige, klimakatastrofer og stigende inflation de seneste år har ramt størstedelen af klodens befolkning hårdt, så stikker nogle få milliardærer afsted med endnu flere penge mellem hænderne.

Vi er vidner til begyndelsen på milliardærernes tidsalder. Milliarder af mennesker kæmper stadig med at få lønnen til at slå til, betale regningerne eller få mad på bordet, mens de allerrigestes formuer boomer.
Lars Koch
Generalsekretær, Oxfam Danmark

Og det er ikke kun de rigeste individer, der har fået flere penge i lommen. Virksomhedernes overskud stiger markant. 148 af verdens største selskaber havde i perioden juni 2022 - juni 2023 tilsammen et overskud efter skat på næsten 12.300 milliarder kroner. Det er over 50 pct. mere end gennemsnittet for årene 2018-2021 - alt imens hundrede millioner af arbejdere har set deres lønninger blive udhulet af prisstigerne.

Samtidig er fattigdomsbekæmpelsen i verden gået i stå i de seneste tre år. Verdensbanken forventer, at den ekstreme fattigdom i 2023 vil være på niveau med 2019 på ca. 691 mio. mennesker og vurderer, at det ikke længere er realistisk at nå Verdensmålet om at udrydde ekstrem fattigdom i 2030.

Rapporten viser bla.:

  • I 2022 er den samlede formue for de fattigste 60 pct af menneskeheden (4,8 ma. mennesker) stadig lige under niveauet i 2019, når man tager højde for inflationen.

  • Siden 2020 er verdens dollar-milliardærer blevet 22.500 mia. kroner rigere (3.300 mia. dollars), hvilket er en vækst tre gange så høj som inflationen. Fraregnet inflation er milliardærernes formue vokset med 34 pct. i perioden.

  • Verdens fem rigeste milliardærer har fordoblet deres formue i samme periode.

  • 791 millioner arbejdstagere lever i lande, hvor indkomsten er faldet i forhold til inflationen.

  • 148 af verdens største virksomheder tjente næsten 12.500 mia. kroner (1.800 mia. dollars), hvilket er 53 pct. højere end gennemsnittet for 2018–21. Og 722 af de største virksomheder i verden oplevede en stigning i overskuddet på 89 pct. i 2021 og 2022 sammenlignet med gennemsnittet fra 2017-2020.

  • For hver 100 dollars, 96 af de største virksomheder har haft i overskud, er 82 dollars sendt ud til aktionærerne.

”Virksomhederne tjener flere og flere penge og udbetaler meget store udbytter til aktionærerne, imens må massevis af lønmodtagere se til, at deres løn ikke rækker lige så langt længere, og over halvdelen af klodens befolkning har ikke fået nogen velstandsstigning. Flere mennesker sulter, og de humanitære behov stiger, mens milliardærernes formuer eksploderer. Det er ekstremt uholdbart og vel i virkeligheden ikke sådan, vi ønsker at indrette vores verden på,” siger Lars Koch.

Også stigende ulighed i Danmark

Også i Danmark er virksomhedernes overskud steget markant, mens almindelige danskere er blevet fattigere. Fra 2019 til 2022 voksede de danske virksomheders overskud med 95 pct., og udbyttebetalingerne steg med 117 pct. frem til oktober 2023, mens danskernes realløn er faldet med 3 pct.

Også de rigeste danskere sætter sig på en større andel af formuerne. De 100 rigeste danskere har set deres formue vokse med knap 22 pct. fra 2019-2022, hvor den gennemsnitlige danskers formue til gengæld er faldet.

Vi er nødt til at gribe ind, så verdens velstand fordeles mere lige. Vi skal beskatte mere progressivt og mere retfærdigt. Det nytter ikke noget, at vi har en superrig elite, der stikker af fra alt og alle, og så står resten af befolkningen tilbage med regningen for kriserne og slet ikke får del i den velstand, de er med til at skabe.
Lars Koch
Generalsekretær, Oxfam Danmark

Oxfam Danmark anbefaler en fair beskatning af ekstrem rigdom og de største virksomheder, det kan være et helt afgørende redskab til at tackle kriserne og reducere ulighed og fattigdom på verdensplan og samtidig give råd til at investere i sundhed, uddannelse, grøn omstilling og social beskyttelse til gavn for alle.

Noter:

  • Hent rapporten ”Inequality Inc” og metodenotat.

  • Den samlede globale formue i 2022 var 454.385 mia. USD. Formuens andel af de nederste 60% var 2,23%, svarende til 10.123 mia. USD. I 2019 var den samlede globale formue 388.689 mia. USD. Andelen af formuen for de nederste 60% var 2,26%, svarende til 8.800 mia. USD. Formuen for de nederste 60% steg dermed med 1.300 ma. USD mellem 2019 og 2022 i nominelle termer. Til at beregne ændringerne i reale termer (under hensyntagen til inflation) er der brugt amerikanske CPI for månederne december 2019 og oktober 2023. Ud fra dette viser vores beregninger, at de nederste 60% har mistet 20 mia. USD eller 0,2% af deres formue.

  • Mellem marts 2020 og oktober 2023 steg inflationen (målt ved amerikansk CPI) med 19,2%. For perioden mellem marts 2020 og slutningen af november 2023 steg milliardærernes formue med 4.800 mia. USD i nominelle termer eller 59,8%, hvilket er 3,1 gange så meget som inflationsraten. I reale termer (under hensyntagen til inflation) steg milliardærformuen med 3.300 mia. USD eller 34,1%.

  • Tal for danske virksomheders indtjening samt reallønsudvikling er taget fra Danmarks Statistik

  • Oversigten over de 100 rigeste danskere er fra Økonomisk Ugebrevs årlige opgørelse

  • I 2023 var antallet af dollar-milliardærer på 2.565 personer. I 2020 var der 2.094 dollar-milliardærer.