Oxfam IBIS' generalsekretær får nyt job

15. nov 2021

Oxfam IBIS’ generalsekretær, Kristian Weise, har fået nyt job og skal fremover være en del af topledelsen i TrygFonden. Det betyder, at han stopper i Oxfam IBIS. Efter planen sker det ved årets udgang.  

”Det har været et stort privilegium at stå i spidsen for Oxfam IBIS i kampen mod ulighed og for en mere retfærdig verden. Organisationen er fuld af dygtige og dedikerede folk, der virkelig brænder for dens sag, og som del af den globale Oxfam-konføderation er gennemslagskraften virkelig stor. Jeg havde set frem til at være en del af arbejdet og de spændende opgaver, organisationen står overfor, de næste par år. Men jeg må også konstatere, at jeg har fået en mulighed, som jeg ikke har kunnet sige nej til”, siger Kristian Weise 

I de tre år Kristian Weise har været generalsekretær for Oxfam IBIS, har han stået i spidsen for en række vigtige resultater. Oxfam IBIS er blevet mere kendt i den brede offentlighed og har markeret sig stærkt på flere dagsordener for verdens fattige og mest udsatte. Det er endvidere lykkes at tiltrække en række nye bevillinger og igangsætte nyt spændende programarbejde. Omsætningen til arbejdet i det globale syd er blevet forøget markant i perioden og Oxfam IBIS egenkapital er blevet mere end fordoblet. 

"Kristian Weise har repræsenteret Oxfam IBIS utroligt flot og har leveret resultater, der betyder at vi i dag står et solidt sted. Vi vil gerne takke Kristian Weise for den store indsats han har lagt hos os og ønsker ham alt godt fremover", siger bestyrelsesformand, Christian Damholt.

Stillingen som generalsekretær for Oxfam IBIS vil hurtigst muligt blive slået op. I perioden fra januar og frem til at en ny generalsekretær tager over vil bestyrelsen konstituere en midlertidig topledelse.