Om 13 år har verdens 10 procent rigeste opbrugt klodens CO2-budget

01. okt 2020
Af
Kristian Weise

Vi kender kun alt for godt argumentet om, at Danmarks klimaindsats er ubetydelig. At vores indsats blot er en lille dråbe i et kæmpe, globalt ocean. Til gengæld glemmer vi ofte historien om, at verdens rigeste mennesker i stor udstrækning er ansvarlige for klimakrisen. Men efter årtiers klimaforhandlinger, er det på tide, at ansvaret bliver placeret en gang for alle.

Det har vi arbejdet på i Oxfam. I vores nye rapport, viser vi, at verdens rigeste 10 pct. (målt på indkomst) gennem deres forbrug har været ansvarlige for 52 pct. af den samlede olie-, kul- og gasbaserede udledning af CO2 fra 1990 til 2015. Så langt, så dårligt. Men endnu værre og mere uretfærdigt bliver det, når vi nu ved, at de samme rigeste 10 pct. om kun 13 år vil have opbrugt hele det globale CO2-budget. Og det selv hvis resten af verdens befolkning stoppede deres udledning i morgen.

Hovedparten af danskerne er, ikke så overraskende, blandt verdens rigeste 10 pct. Vores analyse viser en tydelig sammenhæng mellem klimakrisen og den globale ulighedskrise. Det er de privilegerede få, der forbruger størstedelen af verdens ressourcer. Fordelingen af den C02-udledning, der er gået hånd i hånd med at samfund er blevet rigere og har haft øget forbrug, har historisk set været ekstremt skæv.

Med Paris-aftalen blev der fastlagt et fælles, globalt CO2-budget. Det er styret af, at klodens temperatur maksimalt må stige 1,5 grader indtil 2100. Men hvis vi fortsætter i samme spor som hidtil, vil budgettet allerede være opbrugt i 2030. Og mens vi styrer direkte mod grænsen for, hvad vores klode kan bære, ved vi nu også, at fordelingen af budgettet er ekstrem ulige.

De fattigste betaler prisen

Der er især to grupper, der betaler prisen. Fattige og marginaliserede mennesker, som i årevis har kæmpet med klimaforandringernes konsekvenser, og verdens unge, der arver et opbrugt CO2-budget. To grupper, der har mindst ansvar for den nødsituation, vi befinder os i.

Fra 1990 har de rigeste 10 pct. været ansvarlige for 46 pct. af den totale stigning i CO2-udledningerne. Det er primært baby-boomere, altså generationen, der blev født i årtierne efter Anden Verdenskrig, i Europa, Nordamerika, de rigeste Golf-lande og andre af verdens mellem-indkomstlande.

Stigningen i udledning er stort den samme for de 40 pct., der befinder sig i det globale midterfelt, som dog er fire gange så mange mennesker. Kina og Indiens voksende middelklasse kan altså ikke bruges som syndebuk. Den akkumulerede ophobning af CO2 i atmosfæren er skabt af verdens rigeste. Problemet er vores økonomiske model og forbrugsmønstre. Vores flyrejser, vores benzinslugende biler og vores opvarmning eller nedkøling af boliger.

I samme periode øgede den fattigste halvdel af jordens befolkning næsten ikke deres udledning. Over tre mia. mennesker, der lever i fattigdom for under 5,5 dollars om dagen og som mærker konsekvenserne af klimaforandringerne – når tørke eller orkaner rammer, høsten slår fejl eller byer bliver oversvømmet. Lad os kalde det, hvad det er: klimauretfærdighed. Og lad os en gang for alle stoppe med at placere skylden hos befolkningsboomet på det afrikanske kontinent. For nu har vi sort på hvidt, at det ikke passer.

Vi bør tage ansvaret på os

Det er på tide, at os i toppen af den globale indkomstpyramide for alvor tager ansvaret for klimakrisen på os. Klimaskatter og mere udviklingsbistand Men mulighederne for forandring findes heldigvis. Vi ved godt, hvad der skal til. Det er handlingerne, der mangler. Situationen skriger på strukturelle ændringer. Finansieringen af den globale klimakamp kan passende starte med en grøn genstart efter Covid-19, der tager udgangspunkt i progressiv og social retfærdig beskatning. Især udledninger fra biler og flyrejser fylder i det globale CO2-regnskab, og de er begge luksusvare for en mindre del af verdens befolkning – 80 pct. af den har aldrig siddet i et fly.

Derfor bør vi i de rige lande skabe en progressiv og social retfærdig skatte- og afgiftsmodel, der beskatter forbrug af CO2 langt mere, end vi gør i dag.
Samtidig må vi øge bistanden til verdens fattigste mennesker. Igennem Paris-aftalen har Danmark forpligtet sig til at give ca. fem mia. kr. i klimabistand til verdens fattigste lande. De penge skal være nye penge, så de ikke tages fra den eksisterende udviklingsbistand. En bistand, vi har lovet udviklingslandene for 50 år siden. Før der fandtes klimakriser og Brundtland-rapporter.
Derudover skal vi bidrage til at styrke modstandsdygtigheden hos de befolkningsgrupper, der er mest udsat for klimaforandringerne. Det kræver en langsigtet indsats med fokus på ulighedsbekæmpelse og øget omfordeling – af penge og naturressourcer. Som et af verdens rigeste og mest industrialiserede lande har Danmark et ansvar.

Vi skal gå forrest, og rette op på den ulige virkelighed, som truer vores fælles fremtid.