”Jeg blev skamfuld over at være passiv i noget, der er så vigtigt."

02. nov 2020
Af
Hans Bach

Ved en række events sætter Oxfam IBIS disse uger fokus på feminisme og global ulighed. Forleden var det med grønlandske Aká Hansen og Brasilianske Taily Terena, der diskuterede sammenhængen mellem feminisme, naturen, identitet og retten til at fortælle sin egen historie.

En sygdom, vi hverken kan se eller stoppe, spreder sig i år hastigt gennem verden. Den har låst mange af os inde, sat livet på hold og distanceret os fra hinanden. Men den har også åbnet manges øjne, og gjort os opmærksomme på en anden sygdom, en som bare er vokset under pandemien – den store ulighed, som gennemsyrer mange samfund.

Verden anno 2020 virker mere polariseret end nogensinde før, men i en lille sal bag den populære cafe H15 i København er det en helt anden stemning, som trænger igennem. Her holder Oxfam IBIS Feminist Talk med kønspolitisk rådgiver Emma Holten og den grønlandske aktivist og filmproducent Aká Hansen. På en stor skærm bag dem, med fra Brasilien, er feminist og klimaaktivist Taily Terena.

Gennem en række talks i 2020 sætter Oxfam IBIS fokus på feministisk aktivisme og global ulighed. Rundt i Danmark kan man møde fremstående feministiske aktivister fra hele verden, som deler ud af deres erfaringer og holdninger.

For Andrea Weltzer-Østerberg, som er kommet til talken med en veninde, er arrangementet en stor øjenåbner:
”Man bliver konfronteret med sig selv og sin egen passivitet. Det er ikke sjovt, men det er nødvendigt.”

Andrea er inspireret af den feministiske bevægelse, men hun synes ikke selv, hun gør nok. I salen er det netop nødvendigheden af at lytte, lære og handle, som talerne efterspørger. Grønlandske Aká Hansen henvender sig direkte til salen og beder dem droppe den små-racistiske omtale af hendes landskvinder og -mænd, som hun ofte møder i Danmark. Og der bliver lyttet.

”Hvordan kan man som dansker hjælpe til i den her grønlandske problemstilling uden at gøre det værre? Måske er vi for forsigtige, og så lader vi være med at have den samtale,” lyder det fra Andrea Weltzer-Østerberg.

Flere slags feminisme

Fra storskærmen i rummet toner Taily Terena frem. Hun smiler, men alvoren ligger tydeligt bag ordene, og hendes budskab er simpelt – det handler om oprindelige folks ret til at fortælle deres egen historie. Og det er en anden historie end den moderne individ-baserede historie, vi kender i den vestlige verden. For hende handler det om at tænke, være og udvikle sig i fællesskaber. Hun ser sin egen historie som en modpart til den kapitalistiske jeg- fortælling om at være dit bedste selv.

Både hun og Aká Hansen oplever, at deres historie er blevet stjålet fra dem. At fortællingen om dem som Inuit eller oprindeligt folk i Brasilien ikke defineres af dem selv. For dem rummer feminismen langt mere end kampen for ligestilling mellem kønnene. Det er i lige så høj grad kampen for respekt og selvbestemmelse og kampen mod en patriarkalske undertrykkelse. De vil have en grundlæggende ændring af fortællingen – historiebøgerne skal skrives om.

Efter talken drikker Malik Grosos en øl med en kammerat i salens bar. Han synes, budskabet er simpelt. ”Jeg tror, vi bare skal lytte.”

For ham at se vil vi alle sammen så gerne diskutere, men måske skulle vi netop være stille og lytte lidt. Lade folk selv fortælle. Vejen til større forståelse er at tilegne sig reel viden: ”at det ikke alt sammen bare er instagram-posts, men at man sætter sig ned, og der kommer en organisation som Oxfam IBIS og holder et event, så vi kan blive oplyst.”

Og Andrea er enig. ”Det, jeg går herfra med, er en kæmpe inspiration.”