”I virkeligheden skal jeg måske takke alle dem, der har sagt, at jeg ikke var noget værd”

27. feb 2020
Af
Malene Aadal Bo

Chaimae Tounarti er svært spastisk og har udover sit handicap kæmpet mod folks fordomme og fordømmelse, når hun har stræbt efter at leve et almindeligt liv.  

De har sat sig side om side ved en af pultene i klasselokalet, moren og hendes næsten voksne datter. De unge mennesker, der plejer at tage kurser her, holder ferie, så bortset fra de to er lokalet tomt. Mor og datter er kommet for at fortælle 22-årige Chaimaes historie.

Man ser det ikke ved første øjekast, når hun sidder elegant og velklædt. Først når hun bevæger sig eller taler, ser man, at Chaimae er spastisk og skal kæmpe med sin krop om de fleste ting. Chaimae går dårligt, står dårligt og taler med stort besvær. For hende er det en udfordring at åbne sin computer eller fange et par solbriller, der er på vej til at glide ned fra deres plads i håret.

Sådan er hun født, og i 22 år har hendes dagligdag været en kamp for at få lov til at gøre de ting, andre tager for givet; gå i skole, være sammen med venner, poste på facebook og turde drømme om fremtiden.

”Selv i vores egen familie er der folk, der har spurgt, hvorfor jeg altid har insisteret på, at Chaimae skulle i skole. Hvorfor jeg tog hende med ud, og hvordan jeg dog kan tro på, at hun nogensinde skal få et job og klare sig selv. Men se bare på hende og se, hvad hun har opnået,” siger Chaimaes mor.

I 22 år har jeg kæmpet for hende

Hun ser på samme tid stolt og bekymret på sin kønne datter, børster usynlige fnug af hendes tøj. Hun har det med at tale på Chaimaes vegne, selv når det ikke er nødvendigt. Måske af vane, måske af angst for, at fremmede ikke skal forstå datterens besværede ord. Med et utålmodigt kast med hovedet beder Chaimae moderen om at lade hende tale ud.

”Der er mange mennesker, der i årenes løb har fortalt mig om alt det, jeg ikke kan. Men det har altid bare fået mig til at kæmpe hårdere. I virkeligheden skal jeg måske takke alle dem, der har sagt, at jeg ikke var noget som helst værd,” siger Chaimae og smitter sin mor med sit grin. Grinet bliver til tårer.

”Chaimae har brug for hjælp til næsten alt. I 22 år har jeg taget mig af hende og kæmpet for hende. Jeg er træt. Jeg drømmer om, at hun kan få et job og på en eller anden måde komme til at klare sig,” siger Chaimaes mor og hviler et øjeblik de blå øjne i en ukendt fremtid.

”Jeg deler min mors drøm om at jeg skal få et job, men jeg har også mange andre drømme,” tilføjer Chaimae, der stolt fortæller, at hun ønsker sig at blive kendt og berømt og et forbillede for andre i hendes situation.

Den store drøm er opstået for nylig. Efter det livsforandrende møde med folkene fra den marokkanske organisation Amal Al Mansour. Det er to år siden, Chaimae kom her første gang. Skuffet over, at den lokale tekniske skole ikke ville optage hende trods hendes gode karakterer og moderens løfte om, at hun nok skulle være der til at hjælpe med alt det praktiske. Mismodig over, at endnu en dør var lukket for hende og nervøs for, om også kurserne hos Amal Al Mansour på en eller anden måde ville vise sig uden for hendes rækkevidde.

Her var der ingen der behandlede mig som handicappet

Men Chaimae blev budt velkommen på en måde, hun aldrig havde oplevet før. Medarbejdere og de andre unge opfordrede hende til at være med, komme her mere. Overtalte hende til, at både teaterkurset og filmholdet også var noget for hende.

”Jeg har altid skammet mig over mit handicap og prøvet at gøre mig usynlig. Men her var der ingen, der behandlede mig som en handicappet eller undgik mig. Her bliver jeg set og hørt og opfordret til at gøre alt det, jeg kan lide,” siger Chaimae glad.

Det har givet hende mod til at vise flere, hvem hun er. Hun har lavet en lille film om sit liv, som hun gerne viser og deler. Hun er aktiv på sociale medier og bruger dem til at dele glæder og sorger fra sin hverdag. Blandt andet har hun fortalt historien om, hvordan hun for nylig endelig blev tilbudt lidt hjælp fra kommunen, men at den kom i form af en kørestol, hun aldrig havde ønsket sig. Hun forærede den væk for at være sikker på, at hun ikke ville blive doven og komme til at bruge den. Nu har hun igen kun sin rollator, som tvinger hende til at træne og kræver, at hun holder sig i form.

Andre historier er bare billeder af Chaimae selv i smukke positurer og fuld makeup. Hun kan lide at se sig selv sådan og lide tanken om, at det måske er med til at ændre folks fordomme om handicappede.

Clean and cute

”Mange tror, at handicappede også altid er beskidte og sjuskede. Det har Chaimae aldrig været,” siger hendes mor. Selv som baby var hun altid nyvasket og ren og hendes mor sikrede, at hun aldrig viste sig med snotnæse eller plettet tøj. I dag er det indgroet i Chaimae, at hendes liv bliver langt nemmere, hvis hun altid er ”clean and cute”, som hendes mor formulerer det. Chaimae er da også både clean and cute, men især er hun også både kvik og stædig og har en fandenivoldskhed, som nok i højere grad bliver det, der vil hjælpe hende i kampen for at opfylde sine drømme. I første omgang til et job som grafisk designer. I anden omgang en karriere som aktivist og forkæmper for handicappedes rettigheder i Marokko.

”Mit liv er fuld af kamp, men jeg kæmper gerne videre for mig selv og for andre. Mit store ønske er at kunne være talerør for dem, som ingen hører og give håb til dem, som intet har,” siger hun.