I Boko Harams hænder - hør Bakau og Halimas historie

300 børn deltager lige nu i Oxfam Danmarks uddannelsesprojekt i Nigeria. De får tilbudt et seks måneders intensivt kursus, hvor de lærer at læse, skrive og regne. Desuden får de et dagligt måltid mad og viden om, hvordan de passer på sig selv.

NIGERIA: Undervisningen foregår på en af Damboas skoler, som låner lokalerne ud om eftermiddagen, hvor den almindelige skoledag er slut. Til gengæld har projektet betalt for at sætte skolen lidt i stand. Skoler og lærere har været et specifikt mål for Boko Haram (navnet betyder ”uddannelse forbudt”). Derfor er der lige nu et stort underskud af lærere i hele det nordlige Nigeria. En vigtig del af projektet er derfor at uddanne lærere. De får særlige værktøjer til at undervise i de intensive forløb og til at hjælpe de sårbare og ofte traumatiserede børn. Uddannelsesprojektet i Damboa er et pilotprojekt, der på et enkelt år og med knap to millioner kroner skal vise vigtigheden og effekten af at skabe et uddannelsestilbud til de allermest udsatte børn med særligt fokus på de drenge og piger, der har været i hænderne på Boko Haram. Erfaringerne skal bruges til at skabe et permanent uddannelsestilbud.

Halimas historie:
"Hvis prostitution var den eneste vej, ville jeg gøre det”

Mange af Halimas naboer blev dræbt, og store dele af byen blev brændt ned, da landsbyen Gwoza i 2014 blev angrebet af Boko Haram.

”Vi, der overlevede, blev holdt fanget. Det blev befalet, at alle piger ældre end 10 år skulle giftes. Vi kunne vælge en mand fra landsbyen, og dem, der ikke gjorde det, ville Boko Haram-soldaterne selv tage som koner. Jeg var 13 år, da jeg blev gift,” siger Halima.

Hendes nye ægtemand var en voksen mand, der arbejdede som chauffør for Boko Haram. Hun havde været gift med ham i seks måneder, da han blev bedt om at køre til en by uden for Boko Harams område.
”Han blev genkendt og tilbageholdt af militæret. Siden har jeg intet hørt fra ham,” siger Halima.

Hans forældre anbragte Halima hos nogle af deres slægtninge langt fra Halimas hjemby. Slægtningene behandlede hende skidt i håbet om, at hun ville stikke af, så de kunne slippe for ansvaret.
”Men jeg kendte ingen og vidste ikke, hvor jeg kunne tage hen. Så i lang tid blev jeg,” siger Halima, der i perioder kun fik mad, når venlige naboer gav hende lidt.

Til sidst blev det alligevel utåleligt for Halima at blive, så hun tog af sted forberedt på at gøre, hvad der skulle til for at overleve.
”Hvis prostitution var den eneste vej, så ville jeg gøre det. Det havde jeg besluttet,” siger Halima, der dengang endnu ikke var fyldt 15 år.
Hun drog af sted til fods til den nærmeste by. Her fik hun lov at låne en telefon og fik mirakuløst fat i en tante, som havde overlevet og var i sikkerhed i Damboa. Her bor Halima i dag. Rygter siger, at hendes mor sammen med nogle af hendes søskende er i en flygtningelejr et andet sted i Nigeria, men ingen ved det med sikkerhed. Halimas far har ingen hørt noget til.

Halima har haft det svært på grund af de oplevelser, hun har haft, og fordi hun nu som flygtning ikke har mange muligheder.
”Da Oxfam Danmark åbnede en skole, var jeg så heldig at blive optaget. Siden da har alt forandret sig til det bedre for mig,” siger Halima.
"Fordi jeg kommer her, kan jeg bedre glemme mine problemer – jeg har næsten lagt de dårlige oplevelser bag mig. Det har givet mig håb,” tilføjer hun.

Bakaus historie:
"Jeg var så bange. Bange for, at de ville dræbe mig eller gøre mig til en af dem"

Da landsbyen Ba’ale blev angrebet af Boko Haram i 2013, blev de fleste børn skånet, men kun for at blive kidnappet og tvunget til et liv som træl for Boko Haram. Dengang var Bakau ni år.

Han havde det hårdt hos Boko Haram. Han og de andre børn fik altid for lidt at spise og vidste aldrig, hvornår de fik mad igen. De sov på den bare jord, og dagene gik med hårdt arbejde. Nogle børn blev tvunget til at bære store bylter ind på et marked i en landsby - bylter, som detonerede og forvandlede uskyldige børn til selvmordsterrorister.

På et tidspunkt blev Bakau syg. Han fik feber og udslæt og tabte sig voldsomt. Han var ikke længere til nogen gavn, så han fik besked på at ”skride ud og dø i skoven.” Men Bakau var heldig. Han blev fundet af en gruppe flygtninge, som hjalp ham.

”Vi løb gennem natten. Jeg var forfærdelig bange og frygtede at blive fanget igen. Og jeg var syg og så tørstig, at jeg troede, jeg skulle dø,” fortæller Bakau. Til sidst nåede de frem til byen Damboa, hvor regeringens soldater har lagt en beskyttende ring om indbyggerne, og hvor tusindvis har søgt tilflugt på flugt fra Boko Haram.

Efter fire år blev Bakau genforenet med sine forældre i Damboa. Her havde de boet siden angrebet på landsbyen. Hans mor kunne først ikke genkende ham – alt ved ham syntes forandret.
“Jeg havde det forfærdeligt, mens jeg var hos Boko Haram. Jeg var så bange. Bange for, at de ville dræbe mig eller gøre mig til en af dem.”

Livet i Damboa er langt fra let for de mange flygtninge, og fattigdom og sult er stadig en del af hverdagen for Bakau. Men han behøver ikke længere frygte for sit liv, og med hjælp fra Oxfam Danmark har han nu også fået chancen for at komme i skole igen.
”Jeg vil meget gerne lære at læse og skrive og alt det, der følger med,” siger Bakau. At komme i skole giver ham en chance for at omskrive sin historie og gøre ham til andet og mere end et offer. Han får et dagligt måltid mad, så han ikke altid er sulten. Og han har venner, som gør ham glad og får ham til at glemme alt det, der er sket.