Hvor er opgøret med uligheden?

10. dec 2019


Der er mange gode takter at finde i finansloven for 2020, men det er bekymrende, om vi virkelig får et opgør med den stigende ulighed i Danmark.

En lavtlønnet mand lever 9,5 år kortere end en højtlønnet mand. Vi har 250.000 medborgere, der lever i fattigdom, heraf mere end 50.000 børn. Mænd tjener fortsat 15 procent mere i løn end deres kvindelige kollegaer og mens indkomsten for de ti procent fattigste kun er steget to procent siden 2010, så har den rigeste én procent fået hele 32 procent mere i lønningsposen. Der er ridser i billedet af det danske samfund med gratis skolegang, frie sundhedsydelser og lige muligheder for alle.

Det er nogle af de foruroligende data om ulighed i en ny rapport, som ti stemmer fra civilsamfundet bestående af fagforeninger, tænketanke, udviklingsorganisationer og sociale organisationer er gået sammen om. Udgangspunktet er vores løfte til Verdensmålene, hvor vi i FN har skrevet under på at reducere at reducere ulighed – både i og mellem landene. Formålet er at sætte fokus på den stigende ulighed, som vi ikke er alene om at bekymre os over. Hele 86 procent af befolkningen ser den stigende ulighed som et problem, mens 60 procent finder det vigtigt/meget vigtigt, at regeringen mindsker afstanden mellem samfundets top og bund. Det viser en nylig holdningsundersøgelse foretaget af Analyse Danmark, og nu har vi så fået en finanslov, der heldigvis på flere områder adresserer gabet mellem samfundets top og bund, men desværre ikke er et opgør med uligheden.  

Eksempelvis er det godt, at regeringen og dens støttepartier med finansloven genindfører en 15 procent arveafgift for generationsskifte i virksomheder, fordi arveskat præcist bliver betalt af de mest velstående, som er blevet forgyldt af de sidste 15 års skattereformer. På den anden side indeholder finansloven ingen af de initiativer, regeringen har lovet for at mindske uligheden i sundhed, ligesom finansloven heller ikke giver et markant skifte mod højere skat på de store indkomster og formuer til at finansiere en reduktion af uligheden i bunden.
Socialdemokratiet spillede ellers før valget ud med et forslag om højere skat på formueindkomster.

”Det vil ramme nogle ganske få mennesker. Til gengæld vil det være nogle, der har meget, meget høje indkomster,” sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen dengang, mens der fra anden politisk kant lyder et ”hold nu op – ulighed er ikke noget problem i Danmark.”  
Jo, det er, men heldigvis er det et mindre problem end i mange andre lande. Danmark er fortsat kendt som et af verdens mest lige og velfungerende lande, og det skal vi ikke sætte over styr. Uligheden er på mange parametre steget de sidste 25 år. Indkomster for de, der står uden for arbejdsmarkedet, er blevet reduceret; skatterne for de med størst formuer og indkomster er blevet sænket; der har ikke været nok fokus på at reducere uligheden mellem mænd og kvinder; der sker en eksklusion af marginaliserede grupper i udsatte boligområder.  

På nogle områder fortsætter udviklingen endda mod større ulighed, mens tendensen på andre områder - måske - er ved at vende. Det er dét, som vi med den nye rapport søger at kortlægge ved at opstille en række indikatorer for ulighed, så vi år for år kan følge udviklingen i ulighed. Så vi sikrer, at uligheden ikke sætter den meget omtalte sammenhængskraft og tilliden i det danske samfund over styr.

For der er en sammenhæng mellem lighed og tillid, og den forklares på glimrende vis på side 1 i regeringens og støttepartiernes forståelsespapir: ” Vi skal bekæmpe den stigende ulighed. Så vi igen begynder at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde og trygge lande i verden. Hverken fattigdom eller grådighed hører hjemme i vores land”.

Ligesom det ikke hører hjemme i vores land, at regeringen blæser på aftaler indgået i FN, og det var det, den tidligere regering gjorde, da den besluttede, at det ikke er relevant for Danmark at følge op FN’s Verdensmål 10 om at reducere ulighed. ”Ulighed er ikke et problem i Danmark”, lød begrundelsen fra den tidligere regering for at negligere FN’s verdensmål om inden 2030 at sikre og fastholde, at indkomsten for de fattigste 40 procent af befolkningen stiger hurtigere end gennemsnittet.

Men nu piben heldigvis fået en anden lyd:
Med den nye finanslov er det besluttet at lave en årlig ulighedsredegørelse, og det er et vigtigt første skridt for at følge udviklingen. Men det bør følges op af en egentlig handlingsplan mod ulighed. En handlingsplan, der dækker uligheden i alle dens dimensioner og som bør være en del af en samlet handlingsplan for, hvad Danmark vil gøre for at indfri alle FN’s 17 verdensmål. På den måde kan vi sætte en ny kurs for Danmark i en mere solidarisk og lige retning – hvor alle er med.

Læs ulighedsrapporten her