Forside / Nyheder / Fejlernæring blandt fattige børn i Bolivia halveret på to år
Artikel

Fejlernæring blandt fattige børn i Bolivia halveret på to år

06.05.2019

Af Mette Mølgaard

ronald-pn-vej-hjem-fra-skole680x453.jpg
Foto : Mette Mølgaard

Skolebørn i Sucre i Bolivia får nu sund mad i skolen og ved, hvad de har godt af at spise. På to år er det lykkedes markant at forbedre børnenes ernæring og dermed også deres chancer for en god uddannelse.

"Moder Jord tilbyder os sund mad. Hør på mig, min ven. Hvis du spiser grøntsager, så lever du godt."

Børnene synger med stor begejstring på Guido Villagómez A Skole i udkanten af Sucre i Bolivia. Farverige tegninger af grøntsager og sunde opskrifter hænger på væggene i 5.a, og 10-årige Maite Mendoza viser stolt sin planche med frugt og grøntsager frem.
”Det er vigtigt for os at spise sundt, for det hjælper os til at stå imod sygdomme. Så koncentrerer vi os også bedre, og vi vokser,” siger Maite, der siden 2017 har lært om sund mad i skolen.

Ud over at lære om sund mad, får Maite og hendes klassekammerater sammen med 7.000 andre børn på 13 skoler i Sucres fattige forstæder nu hver dag serveret et sundt måltid mad. Alt sammen som del af et projekt, som Oxfam Danmark støtter med penge fra Danmarks Indsamling 2017.

Gjort en kæmpe forskel

Formålet er at hjælpe Bolivias oprindelige folk i deres kamp mod fattigdom og diskrimination ved at sikre børnene en god uddannelse. Indtil nu har et alt for højt niveau af fejl- og underernæring blandt områdets børn påvirket både deres fejlernæring blandt fattige børn i Bolivia halveret på to år sundhed og deres mulighed for at klare sig godt i skolen.

På bare to år er der sket markante fremskridt. En undersøgelse viser, at andelen af fejl- og underernærede børn på projektskolerne på kort tid er halveret fra 20 til bare 9 procent.
”Vi taler tusindvis af børn, der før manglede energi og overskud til at tage læring til sig. Denne relativt lille indsats har gjort en kæmpe forskel,” siger Grethe Markussen, uddannelsesekspert i Oxfam Danmark.

Før var de alt for ofte trætte

Maite er enig i, at den nye skolemad gør godt. Ligesom størstedelen af familierne i området er Maites familie migranter fra landet, der er flyttet ind til Sucre i håbet om et bedre liv. De fleste er oprindelige folk, som kæmper med både fattigdom, arbejdsløshed og diskrimination og altså et højt niveau af fejl- og underernæring blandt børnene.

”De fleste bolivianere spiser mange kulhydrater. Derfor er vi så usunde,” siger Maites mor, Julia Mendoza.
”Men vi har været på kursus på skolen, og her har vi lært, at vi skal ændre vaner. At vi skal bruge få kulhydrater og i stedet spise mere grønt og mere varieret.”

På Maites skole er det klasselæreren Sirley Copa, der underviser børnene i sunde madvaner. Ifølge hende er der sket en stor forandring med børnene, siden projektet startede. Før var de ofte trætte og uoplagte, det er de ikke længere. ”Det er tydeligt, at det har hjulpet dem at spise sundere. De er mere opmærksomme, og de har mere energi,” siger Sirley Copa.
Når Sucre Kommune om kort tid overtager opgaven, vil den sunde morgenmad og undervisningen blive udbredt til alle kommunens skoler.

Fakta

  • På verdensplan lider 159 millioner børn af fejl- eller underernæring. Det går ud over motorik, nervesystem og indlæring.

  • Projektet er finansieret med penge fra Danmarks Indsamling 2017 og støtter 7.000 børn på 13 skoler i Sucre.

  • Børnene får serveret sund mad på skolen, og de og deres forældre bliver undervist i sund mad og ernæring.

  • Efter to år er der sket en halvering i antallet af fejl- og underernærede børn på projektskolerne fra 20 til 9 procent.

  • Projektet har også gavnet udsatte kvinder, idet det er en lokal kvindeforening, der har vundet opgaven med at lave det daglige måltid mad til Sucres skolebørn. Med indtægten følger en chance for eksempelvis at gøre sig fri af et voldeligt ægteskab.