Der er kun én ting, der virker, hvis vi vil stoppe strømmen af migranter

Danmark er nødt til at vågne op og erkende, at fattigdom i Afrika ikke kun er nogle andres problem – det er i allerhøjeste grad også vores. For hvis vi ikke sætter massivt ind mod problemets kerne, får vi aldrig løst migrantkrisen.

”Jeg giver det fire måneder. Hvis jeg ikke har fundet en levevej inden da, tager jeg afsted igen.”

Ordene stammer fra gambianeren Sharif Davor, der på forsiden af Politiken 3. juni fortalte om de rædsler, han var udsat for i et libysk torturfængsel. Her endte hans foreløbige forsøg på at nå Europa. Men alligevel har han tænkt sig at prøve igen, for fattigdommen derhjemme er endnu værre.

Sharif Davor er et levende eksempel på, hvorfor vi i Europa og Danmark er nødt til at vågne op og erkende, at fattigdom i Afrika ikke kun er nogle andres problem – det er i allerhøjeste grad også vores. For hvis vi ikke sætter massivt ind mod problemets kerne, får vi aldrig løst migrantkrisen. Den massive og livsfarlige folkevandring fra Afrika syd for Sahara vil tværtimod kun tage til i styrke.

Ulighed skaber migration

Når unge mennesker ikke kan se en fremtid for sig selv, hvor de bor, flytter de sig helt naturligt andre steder hen. Det gjorde titusinder af fattige danskere for et århundrede siden, da de rejste til Amerika. Og det gør alt for mange unge afrikanere i dag.

Det kræver ikke mere end to klik på en computer, før indbyggerne i enhver vestafrikansk landsby ved selvsyn kan konstatere, at mennesker andre steder i verden har bedre muligheder end dem selv. Så når en mand ikke kan skaffe mad nok til familien eller finansiere sine børns skolegang med udbyttet fra en udpint jordlod, er migration det naturlige svar.

Derfor nytter det ikke noget, når danske politikere i disse år flytter penge fra den langsigtede udviklingsbistand – der netop går ud på at skabe uddannelse, job og muligheder i verdens fattigste lande – til flygtningeudgifter i Danmark eller hjælp i de såkaldte ’nærområder’. Det er at behandle symptomerne på den globale ulighedskrise og gør intet for at løse det grundlæggende problem.

Vi er nødt til at bremse den ekstreme ulighed, der truer med at rive verden fra hinanden. Vi skal støtte verdens fattigste i at skabe sig en fremtid der, hvor de bor. Hjælpe civilsamfundet med at opbygge bæredygtige demokratier uden korruption. Og samtidig skal vi sætte ind over for de økonomiske strukturer, der dræner Afrika for værdier; for eksempel bliver en tredjedel af kontinentets rigdomme i dag gemt væk i skattely i stedet for at skabe uddannelse og jobs for almindelige mennesker.

Hvis ikke vi giver en mand som Sharif Davor chancen for at skabe sig en tålelig tilværelse i sit eget land, vil han drage afsted igen – lige meget hvor mange penge vi giver til libyske kystvagter og nordafrikanske flygtningelejre.