Alle kan se at skattely er et kæmpe problem – undtagen dem, der vil have mere ulighed

25. jan 2016
Af
Lars Koch, program- og politikchef

Det er vildt at tænke på, hvor meget verdens ekstreme ulighed er blevet talk of the town i hele verden, efter at Oxfam og IBIS i mandags lancerede vores rapport En økonomi for den ene procent.

Pointerne er klare: De absurd rige og store selskaber gemmer deres formuer i skattely. Vi viser også, at vi kunne løfte langt flere ud af fattigdom, hvis uligheden ikke var steget.

Gennem analyse af de bedst tilgængelige data om formuer viser rapporten, at den 1 procent rigeste ejer mere end de øvrige 99 procent af jordens befolkning. I 2015 ejer alene de 62 rigeste det samme som de 3,6 milliarder fattigste (et antal der bare fem år før – i 2010 – var 388). En absurd ulighed, der stiger voldsomt.

Selvfølgelig medfører en så kontroversiel rapport også, at kendte kritikere fremturer med deres sædvanlige repertoire. I stedet for at forholde sig til, at verden bliver mere og mere skæv, indleder man en kritik af metoderne. Flere har kastet sig over vores rapport med en gammelkendt kritik: Vores tal giver ingen mening, for man kan ikke bruge nettoformue som mål for velstand og levevilkår, – fordi gæld – altså negativ formue – også tæller med.

Nettoformue giver et ret præcist billede

Kritikken går altså på, at beregningen af formueuligheden får fx danske studerende med et studielån eller andre i den rige verden med gæld til at ligge blandt den tiendedel af verdens befolkning, der er mindst formuende. Det bliver så et argument for at feje hele rapporten af bordet. Problemet er bare, at kritikerne ikke forholder sig til, at tre fjerdedele af de 10 procent mindst formuende altså bor i Afrika, Sydøstasien og Latinamerika. Her er der altså ikke rigtig tale om studerende, der har studiegæld.

Gældsargumentet er derudover også svagt, fordi det er vigtigt at huske på, at gælden for de 10 pct. mindst formuende i verden udgør mindre end 1 pct. af den totale globale formue. Og trækker man den omtalte gæld fra i regnestykket over formueuligheden, vil den rigeste ene procent fortsat eje 49,8 procent at den globale formue. Medtager man dem med negativ formue er det som bekendt 50,1 procent.

Med andre ord spiller gælden absolut ingen rolle, når det kommer til at måle verdens ekstreme ulighed på formuer. Konklusionen står fast: Formuerne samler sig om stadig færre personer, mens 1 ud af 9 mennesker går sultne i seng.

Nogle kritikere fremhæver også, at udviklingen i formuer er betinget af den stigende dollarkurs. Men mens det måske er tilfældet fra 2014-15, så er betydningen af valutaudsving i perioden 2010-15 overordnet neutral. Og det er i denne periode, at har vi set en stærk koncentration af rigdom på stadig færre hænder.

Nettoformue kan selvfølgelig ikke stå alene

Kritikerne har dog ret i, at formueulighed selvfølgelig kun er én måde at måle ulighed på – og viser kun en del af det samlede billede. Det er lige præcis derfor, at der er et kapitel om indkomstulighed i vores rapport. Her fremgår det, at de fattigste 10 procents indkomst kun steget med i gennemsnit 3 dollars om året eller under 10 øre pr arbejdsdag de seneste 25 år. Samtidig viser rapporten, at næsten halvdelen af væksten i indkomst i perioden 1988-2011 gik til top 10 % af verdens befolkning.

Det skaber et ret ensartet billede.

Oxfam og IBIS skal i øvrigt være de første til at opfordre IMF, Verdensbanken og OECD til at udvikle bedre data for ulighed omkring formuer, så vi kan få et klarere billede af formueuligheden. Men af en eller anden grund er det åbenbart stadig for politisk betændt, selvom alle tre institutioner over det sidste år i stigende grad udtrykker bekymring for den stigende ulighed i verden.

Hvorfor finder kritikerne ikke skattely problematiske?

Mens kritikerne har meget travlt med at angribe metoden, undlader flere at forholde sig til sagens kerne. Nemlig det, som vores rapport betegner som det vigtigste tiltag mod uligheden, nemlig at sætte en stopper for skattely. Måske er det en ubelejlig sandhed?

Det er fortsat en gåde, at nogle liberalistiske økonomer ikke finder det problematisk, at vi har en række sorte huller i den internationale økonomi, hvor der ikke er nogen information om ejere af selskaber og formuer. En velfungerende markedsøkonomi bygger som bekendt på information og åbenhed. Når store selskaber flytter deres overskud i skattely koster det alene udviklingslandene omkring 170 milliarder dollars i tabte skatteindtægter, samtidig med at nationale og mindre selskaber udsættes for unfair konkurrence. Det virker som om kritikken primært er drevet af en ideologi om, at ulighed er godt, og at det er fint at de absurd rige og de store selskaber kan gemme deres formuer i skattely. Og i øvrigt at beskatning er roden til alt ondt.

Derimod havde Præsident Obama fat i den lange ende, da han for nyligt kaldte det en afgørende udfordring for verden at absurd rige mennesker har placeret 7.600 milliarder dollars i skattely. Eller som Warren Buffet, der er verdens tredjerigeste mand, har sagt: Det er absurd, at han er den på sit kontor, der betaler mindst andel af sin indtægt i skat.

Vi udrydder kun fattigdom, hvis vi får styr på ekstrem ulighed

Oxfam og IBIS er begejstrede for, at det er lykkedes at reducere den globale fattigdom kraftigt det seneste årti.

Men i vores rapport noterer vi os også, at hvis ikke uligheden var steget de sidste 30 år, så kunne vi have reduceret fattigdommen med yderligere 200 millioner mennesker. Når den rigeste procent i stigende grad absorberer formuer og indkomster, siver væksten ikke ned til de fattigste. Vi ser derimod lande i Afrika, der både har en stærk økonomisk vækst, men samtidig ser en stigning i antallet af fattige.

Derfor er der behov for en politisk regulering af markedet med en stærk omfordeling fra de rigeste til de fattigste og udbygning af et socialt sikkerhedsnet i landene.. I Oxfam og IBIS tror vi på fri og lige adgang til kvalitetsuddannelse og sundhed som en motor for at skabe bedre vilkår for den enkelte og fællesskabet.

Vi mener, der er behov for at sætte en stopper for de skattely, der dræner statskasserne for milliarder og giver de rigeste mulighed for at løbe fra regningen. Vi tror faktisk, at den danske model i en global sammenhæng på mange måder fungerer som et forbillede: hvor få har for meget og færre for lidt.