Dansk au pair-ordning fastholder global ulighed og klasseskel

20. dec 2019

Rengøring, tøjvask, indkøb, børnepasning, putning og hentning. Listen af opgaver er lang, når en helt almindelig dansk familie skal fungere. En au pair kan være en hjælp.
Særligt for de kvinder, der i Danmark i snit arbejder én time mere om dagen i hjemmet end mænd. Og selvfølgelig endnu mere, hvis man er enlig mor eller en travl karrieremor.

Men man skal ikke tro, at det gør meget for de lande, de kvindelige au pairer rejser væk fra. Debatten fik ellers straks Søren Pind til at udbasunere, at »au pairer er den bedste udviklingsbistand«. En win-win, forstås det, når underbetalt arbejdskraft fra et udviklingsland sender penge retur til deres fattige familier.

Filippinerne er det land, som flest au pair-arbejdere i Danmark kommer fra. De er en del af de 2,3 millioner filippinere, der arbejder i udlandet og sender penge hjem til deres familier. I 2018 var det hele 228 milliarder kr. Og det gør selvfølgelig en forskel for dem, der modtager dem.

Men spørgsmålet er, om det også skaber udvikling? Pengeoverførslerne har øget efterspørgslen og dermed understøttet væksten i den filippinske økonomi. Men det har ikke leveret de varige strukturelle forandringer, der er brug for, hvis et land skal løftes ud af fattigdom: højere produktivitet, velfungerende institutioner, større skatteindtægter, investeringer i uddannelse og offentlig velfærd, et velfungerende arbejdsmarked, mindre ulighed og bedre social mobilitet.

Pengene fra udlandet bruges typisk på kortsigtet privat forbrug. Det kan være godt for den enkelte au pairs familie, men øget privatforbrug skaber ikke udvikling alene - særligt ikke, hvis det er importerede varer, som det ofte er tilfældet. Udvikling handler i økonomisk henseende om at rykke sig op af »produktionsstigen« og skabe økonomisk aktivitetet, der har en højere værdi. Det kræver investeringer i virksomheder, infrastruktur og meget andet. Og det er kun meget, meget sjældent, at en au pairs opsparing havner der.

Pengeoverførslerne betyder i flere tilfælde også, at de mennesker, der bliver tilbage i hjemlandet, ikke arbejder, fordi der ikke er job til dem i den lokale økonomi eller de ikke føler, at det kan betale sig.

Filippinerne har ofte gode uddannelser, men de, der tager dem, bliver sjældent. I stedet tager de arbejde i udlandet, som de i mange tilfælde er overkvalificeret til. De kvinder, der arbejder i Danmark, ville kunne være med til at opbygge Filippinerne. Det er både brain-drain og care-drain.

Filippinerne er fattigere end de fleste andre østasiatiske lande og har udviklingsmæssigt klaret sig dårligere de seneste årtier end flere af de lande, de normalt sammenlignes med - for eksempel Thailand, Indonesien og Mongoliet. Migrationsvejen fører ganske enkelt ikke til bæredygtig udvikling. I stedet fastholder den verden i globale klasseskel, hvor danske familier er afhængige af en global underklasse og Filippinerne af en global overklasse. Ordninger som disse bringer ikke verden frem, men holder den fast. Det er ikke udvikling.


Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende den 20. december.