Klimatopmødet bliver en fiasko, hvis ikke de rige lande svarer på kravene fra de mest udsatte lande

I de næste uger mødes verdens regeringer og ledere i Sharm El-Sheikh i Egypten til FN’s klimatopmøde – COP27. Omfanget af klimakrisen er kun blevet større og værre siden topmødet sidste år og derfor bliver klimatopmødet en fiasko, hvis ikke de rige lande lytter til og svarer på kravene fra de mest udsatte lande om penge til klimarelaterede tab og skader og grøn omstilling.

Det står lysende klart for de fleste, at en klimakatastrofe står for døren. Oversvømmelserne i Pakistan i sommer, der ramte 33 mio. mennesker og tørken på Afrikas Horn, hvor 22 mio. lever i akut fødevareusikkerhed, er nogle af de begivenheder, som for nylig har vist, at klimaforandringerne i den grad koster menneskeliv.

Og desværre koster de flest menneskeliv i fattige og sårbare lande, der i meget lidt grad selv har været skyld i klimaforandringerne. Og som har meget få ressourcer til at modstå krisen. Det er nemlig rige lande og rige individer, der historisk har udledt og stadig udleder mest CO2, der nu forårsager massive klimaskader.

En rapport offentliggjort i forrige uge viste, at 189 millioner mennesker om året i gennemsnit har været ramt af ekstreme vejrforhold siden 1991, og ekstreme vejrbegivenheder er fordoblet i udviklingslandene i den periode.

Klimatopmødet er den vigtigste og bedste mulighed for at vise verden, at statsledere og regeringer er villige til at vende den faretruende udvikling.

Og der er nok at tage fat på.

Som FN’s nye rapport viser, har de løfter, som landene har afgivet på klimaområdet været så svage, at verden har udsigt til en stigning i udledningerne på over 10 pct. i 2030. Vi skulle i stedet reducere udledningerne i 2030 med 45 pct. ud fra løfterne i Paris-aftalen.

Samtidig halter det stadig kraftigt med den klimabistand, som verdens rige lande lovede på klimatopmødet i København i 2009. Ud af de 100 mia. dollars, der er blevet lovet i ekstra klimabistand til udviklingslandene, er der i bedste fald kun blevet leveret 83,3 mia., men en ny rapport viser, at der faktisk kun er leveret mellem 21-24,5 mia. USD i 2020 i reel klimabistand, da resten bl.a. er baseret på lån, hvorpå der skal afdrages, og som de facto kan sætte landene i en ny gældsspiral.

Heller ikke Danmark lever op til sine klimaløfter. De seneste år har Danmark kun betalt omkring halvdelen af det, vi har lovet, i klimabistand. Derudover bliver næsten alt, hvad Danmark giver i klimabistand, taget fra udviklingsbistanden – fra midler, som ellers skulle hjælpe verdens fattigste og mest sårbare lande med at bekæmpe fattigdom.

Det er simpelthen ikke godt nok. Klimaforandringerne rammer fattige og sårbare mennesker hårdest. Når oversvømmelser, tørke og sult rammer, så forsvinder menneskers livsgrundlag.

De rige lande har en historisk klimagæld til verdens fattigste lande. Både når det kommer til klimabistand, men også når det gælder kompensation for de skader, klimaforandringerne medfører.

Det er de rigeste lande og mennesker, der bruger de fleste ressourcer og gennem deres forbrug udleder suverænt mest CO2 og dermed bærer det største ansvar for klimakrisen. Verdens rigeste har fra 1990-2005 udledt dobbelt så meget, som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Landene i syd bliver ladt i stikken, når de står tilbage med hele regningen for klimaforandringerne. Derfor kommer de også med specifikke krav til mødet i Egypten, og der er en risiko for, at klimaforhandlingerne i Egypten bryder sammen – medmindre de rige lande ændrer kurs.

Hvis vi skal have en chance i kampen mod klimaforandringerne, skal klimatopmødet i år derfor medføre markante forandringer.

Først og fremmest skal der laves en international aftale om at etablere en fond eller anden form for finansieringsmekanisme til kompensation af ”Tab og Skader” efter klimakatastrofer, som fx oversvømmelsen i Pakistan, som de fattige lande ingen chance har for at betale for oprydningen af. At trække på fonden skal være en ret, som alle lande kan trække på, for at få en rimelig klimakompensation. Danmarks rolle må være at presse på for, at en sådan fond kan blive til virkelighed på topmødet i Egypten.

Og så er det bydende nødvendigt, at de rige lande opstiller mere ambitiøse klimaplaner og leverer på dem. Landenes klimaplaner (de såkaldte ”National Determined Contributions”) skal op i niveau, så vi reelt har en chance for at nå Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigninger til 1,5 grader. Det nytter ikke, at verden lige nu er på vej mod en temperaturstigning på 2,6 grader, fordi de rige lande nøler.

Det er også afgørende, at der laves en plan for, hvordan de rige lande kan levere på de 100 mia. i klimabistand og ikke mindst få lavet en ny plan for, hvordan der findes finansiering efter 2025, som der endnu ikke er en plan for.

Vi i de rige lande har et særligt ansvar og forpligtelse til at betale vores klimagæld. Det handler slet og ret om retfærdighed.

Støt vores arbejde for en mere klimaretfærdig verden

Klimakrisen er en del af den globale ulighedskrise. De riger forurener, og de fattige betaler prisen. Det mener Oxfam Danmark er uretfærdigt.

Vil du også være med til at støtte Oxfam Danmark arbejde for en mere klimaretfærdig verden?