Når det oser af kærlighed og mad

16. Maj 2012
Af
Eva Køngerskov

I udvalgte restauranter i La Paz i Bolivia hersker der i disse dage en spændt stemning. Udvælgelsen til Madskolen i Bolivia er gået i gang. Blandt de 50 elever, som i øjeblikket er i praktik, skal 35 udvælges. Vi tog en snak med et par af kandidaterne.

Daniela:  ”Køkkenet blev det sted, hvor jeg oplevede størst glæde”


Foto: Eva Køngerskov

Som de fleste andre bolivianere smider Daniela fire skefulde sukker i kaffen, inden den bliver drukket. Hun er netop kommet fra restauranten, hvor hun har været praktikant i tre måneder. Daniela har et smittende smil og et stort overskud. Men sådan har det ikke altid været, fortæller hun.

”I begyndelsen kendte jeg ikke mine arbejdsopgaver. Jeg var usikker og nervøs.”

Men hurtigt lærte Daniela en masse og begyndte at tage mere ansvar.

”Jeg blev selvsikker og kunne pludselig se meningen med det hele. Køkkenet blev det sted, hvor jeg oplevede størst glæde. Jeg sang og dansede og følte mig hjemme.”

Siden Daniela var lille, har hun hjulpet sin bedstemor med at lave mad. Hun har altid haft en drøm om at blive kok, men hun er fra et fattigt hjem og har altid fået at vide, at det var for dyrt at komme på kokkeskole – ligesom mange andre døre var lukkede for hende.

Madskolen er derfor Danielas håb om at kunne udleve sin drøm. Nu venter hun spændt på at finde ud af, om hun bliver udvalgt til skolen. Hun stråler ved tanken. Hun kan ikke forklare med ord, hvad det vil betyde, men det gør ikke noget. Hendes ansigt siger alt.

Mauricio: Jeg ved nu, at øvelse gør mester”


Foto: Eva Køngerskov.

”Jeg har lige friet til min kæreste. Vi skal giftes til sommer.”

Mauricio er en dreng fyldt med kærlighed. Og han har oplevet, hvordan også gastronomi kan påvirkes af positive følelser.

”Når jeg tænker på, hvor meget jeg elsker min kæreste, mens jeg laver mad, bliver maden bedre. Engang lavede jeg mad, efter vi havde haft et stort skænderi, og det kunne smages på retten.”

Da Mauricio startede sin praktik, gik det op for ham, at det ikke var helt så let, som han havde troet. Han skulle den første uge ordne en bunke fisk. Det tog ham to dage og efterlod ham oversmurt af fiskeblod og med utallige sår i fingrene.

”Det var ikke det værd, og jeg var fast besluttet på aldrig mere at skære fisk. Min chef pressede mig dog til at gøre det igen ugen efter. Efter at jeg nu har ordnet fisk hver uge i tre måneder, går det hurtigt og nemt. Det var en lektie i, at øvelse gør mester.”

Nu ser Mauricio frem til forhåbentlig at kunne blive elev på Madskolen. Det vil nemlig betyde, at han vil kunne forsørge sin kommende hustru og samtidig gøre hende pavestolt.

”Madskolen vil give mig muligheden for at lære noget og suge informationer til mig, som jeg ellers aldrig havde fået. Det gør, at jeg måske en dag kan blive Bolivias bedste kok,” drømmer han.