Mandehørm og motorolie – en kvinde med en mission

22. jul 2014
Af
Eva Køngerskov

På et anderledes uddannelsescenter i udkanten af Nicaraguas hovedstad Managua får udsatte kvinder muligheden for at få en praktisk uddannelse, som traditionelt set er forbeholdt det mandlige køn. En af kvinderne er Josefa Guido, som efter massiv modgang endelig har fået vind i sejlene.

Der er motorcykler, møtrikker og masser af mænd, der udlever drengedrømmen om at blive motorcykelmekaniker. Midt i al testosteron-osen står en kvinde. Hun er lille og tynd, men viser med kasketten vendt omvendt og huller i cowboybukserne, at hun også hører til. Hun har tydelige problemer med at gå, og hun er delvist blind.

Kvinden hedder Josefa Guido og har oplevet mere end de fleste. Efter en hjerneblødning for nogle år siden, fik hun en dom fra lægerne om, at hun skulle leve et liv som multihandikappet. Men stædigheden tog over, og hun blev stærkere dag for dag. Hun blev ved med at kæmpe for en fremtid og kurset i motorcykelreparation er for Josefa en manifestation af, at hun nok skal klare den.

Kvinderne kommer med dårligt selvværd

Det er IBIS’ partner Dos Generaciones der kører uddannelsescentret. Centret blev åbnet tilbage i 2001 for at skabe uddannelsesmuligheder for den store del af børn og unge, der brugte deres tid på at lede efter skrald på den store losseplads, der ligger i nærheden.

Siden 2010 har der været fokus på også at få de unge kvinder med – og lære dem de praktiske håndværk, som ellers traditionelt er forbeholdt mænd: motorcykelreparation og reparation af aircondition og køleskabe.

”Kvinder har traditionelt set holdt til i hjemmet og har derfor ikke haft mulighed for at hjælpe til med familiens økonomi. Desuden ser vi mange kvinder, som kommer på centret med lavt selvværd", fortæller centerleder Daisy Estradia og tilføjer:

”Det er en utraditionel uddannelse for kvinder, og mange kvinder føler ikke, at de hører til i disse fag. Det er vigtigt, at vi får vores kvinder i gang med de praktiske fag, så vi kan styrke deres selvtillid og så vi kan nedbryde de gængse holdninger om, at kvindens rolle er i hjemmet. Vi prøver at skabe fokus på kvinder i disse utraditionelle uddannelser via medierne, og vi håber på, at de kvinder, som i øjeblikket er i gang med en uddannelse med centret, kan inspirere andre kvinder i området”.

Drømmer om flere kvinder

Josefa Guido er uden tvivl glad for at være startet på uddannelsen, da det har givet hende en selvtillid og tro på livet, hun aldrig havde turdet håbe på.

”Da jeg begyndte her på uddannelsen, var jeg stadigvæk meget svag efter min hjerneblødning og min selvtillid var i bund. Jeg havde næsten fået førligheden tilbage, men kunne stadig intet huske. Nu kan jeg næsten huske det hele, og jeg har fået min førlighed tilbage. Vigtigst af alt har jeg fået troen på mig selv og min fremtid som motorcykelmekaniker. ”

Josefa håber, at der kommer flere kvinder ind i mandefaget, så hendes store drøm kan blive til virkelighed.

”Jeg drømmer om at åbne mit eget værksted. Og det skal kun være for kvinder. Måske vil jeg også ansætte mænd. Men størstedelen af mekanikerne skal være kvinder,” fortæller hun drømmende, mens hun tørrer olie af fingrene.