Hverdagen i savanneland

01. mar 2013
Af
Helene Tønning

Min første dag i Bole satte min chef og jeg os ned og havde en fornuftig lille samtale om vores gensidige forventninger til mit praktikophold i Bole. Han advarede mig om, at jeg ofte ville blive chokeret over især pigers forhold i Nordghana, at jeg nogle gange ville føle mig provokeret og andre gange hjælpeløs. For IBIS står foran en stor udfordring i Nordghana, og jeg skulle ikke forvente, at jeg ville opleve, at vores arbejde fra den ene dag til den anden ville skabe den store forandring. Svære ord at sluge for en ung antropologistuderende med blod på tanden for at kaste sig ud i udviklingsarbejdet og med store ambitioner om at gøre en forskel. Denne første samtale blev en samtale som vi gentagne gange skulle vende tilbage til i løbet af mine seks måneder i Bole – for han havde ret. Al forandring tager tid, og hver dag opstår der nye udfordringer – heldigvis arbejder IBIS med langsigtede projekter og løsningsmodeller, og i løbet af min tid i Bole oplevede jeg, hvordan netop sådan en forandring skabes.

Arbejdet på kontoret, i skolerne og i landsbyerne blev hurtigt rammen om min hverdag i Bole. Vi arbejdede som oftest 12 timer om dagen, og i løbet af en dag kunne jeg nå at sidde på et iskoldt kontor (aircondition er utroligt populært i Ghana) og snakke med Director of Education i distriktet for senere samme dag at knæle for en høvding i en traditionel hytte. Min hverdag var med andre ord utrolig alsidig og ikke to dage ens. Men som altid står nogle dage skarpere i hukommelsen end andre, og når jeg nu sidder og tænker tilbage er især én dag skarpt aftegnet i mine minder.

To landsbyer – to forskellige valg

Det var en dag i starten af august. Dagene op til havde det regnet non-stop, men netop denne dag var der høj sol på himlen, og jeg opfattede det som et godt tegn. Dagens program stod på besøg i to små landsbyer, Dabori og Kompeini, som ligger i Sawla-Tuna-Kalba (STK) distrikt tæt på grænsen til Elfenbenskysten og ca. 3 timers kørsel fra Bole. For at forstå mødet med Dabori og Kompeini er det dog nødvendigt først at forstå Ghana.

Ghana er modsætningernes land. Her er et vestlig demokrati med præsident, parlament og domstole og så er der House of Chiefs, hvor sædvaneretten styrer slagets gang. Der er mennesker som beder til Allah fem gange om dagen, men som ofrer lidt af deres måltid til forfædrene og siger en bøn på ewe før de spiser deres mad.  I Bole og STK Distrikt er alle sider af det ghanesiske samfund repræsenteret. Der er utroligt rige mennesker med store private Landrovers, og der er familier, der ikke har råd til at spise mere end måske én gang om dagen. Samtidig er der store parabolantenner på mudderhytter med lyden af vestlige film, som vælter ud af vinduerne, der er en moske på de fleste gadehjørner, og de lokale heksedoktorer lever i bedste velgående. Ghana er et land, hvor det moderne og det traditionelle går hånd i hånd, og hvor ingen løsning er bæredygtigt, hvis den ikke tager hensyn til begge dele. De to landsbyer Dabori og Kompeini er bevis på dette.

Dabori

Kompeini og Dabori ligger kun et par kilometer fra hinanden på en hullet og ufarbar vej, som efter mange dages regn næsten var for meget for IBIS’ firhjulstrækker. Vi nåede frem til Dabori, og byens ældre sad allerede klar og ventede på os. Vi ønskede dog ikke kun at adressere de ældre, men hele det lille samfund, og vi fik derfor sendt bud efter resten af landsbybeboerne, som kom fra de omkringliggende farme. Dagens emne og formålet med mødet var at diskutere skolegang for landsbyens børn. Et emne som ligger såvel landsbyen som IBIS meget på sinde, og vi var taget til Dabori for at tilbyde dem, at de kunne tage del i IBIS’ CEP program. CEP står for Complimentary Education Programme, og tilbyder børn i alderen 8-14 år, som ikke går i skole, muligheden for tre timer om dagen at modtage undervisning i at læse, skrive og regne på deres modersmål. Efter at have gennemført et 9 måneders forløb, bliver disse børn indlemmet i det offentlige skolesystem, men på et klassetrin, der passer til deres evner og alder – en 14årig dreng bliver med andre ord ikke placeret i børnehaveklassen.

I Dabori er alle ankommet til mødet, og vi sidder i en stor rundkreds under et mangotræ. Kvinderne i den ene side og mændene i den anden. Vores partner fra den lokale Ngo PAPADEV (Partners in Participatory Development) starter med en lille tale om formålet med vores møde og prøver at sætte dagsordnen og den rette stemning. Stille og roligt kommer der gang i en debat, og selvom det kun er mændene, der deltager, virker det som om, landsbyen oprigtigt gerne vil starte et CEP-hold for deres børn. Men vi var ikke kun interesseret i at høre mændenes synspunkter, vi ville også gerne høre, hvad kvinderne syntes om idéen. Samtidig fremhæver vi også, at halvdelen af de børn, som deltager på et CEP-hold, helst skal være piger. Dette vækker opsigt. Kvinderne begynder at blande sig i debatten, og jeg fik mit første rigtige indblik i de udfordringer, piger, som gerne vil i skole, står overfor. For kvinderne i Dabori mener, at det er spild af tid at sende en pige i skole, for hun er ikke lige så intelligent som en dreng, og så er det et velkendt faktum, at piger kun klarer sig godt i skolen ved hjælpe af hekseri. Men overtro er ikke den eneste faktor, som holder pigerne i Dabori ude af skolen. Som en af kvinderne udtrykker det;”If you send girls to school they get impregnated because they are not wearing underwear.”

At de ikke har undertøj på er et ordsprog i det lokale sprog vagla, og selvom det ikke skal tages bogstaveligt, er det stadig et udsagn, som jeg ikke kan glemme. Pigerne har selvfølgelig undertøj på, men det som mødrene i Dabori frygter er, at deres unge døtre vil blive gravide, hvis de bliver sendt i skole. I et distrikt hvor 26% af de tilfælde, hvor børnene dropper ud af skolen skyldes teenagegraviditet, er det en frygt, som er let at forstå, i sær når ca. 33% af alle børn dropper ud af skolen. Så længe pigerne går hjemme, kan mødrene holde øje med dem, og forhindre at de bliver tidligt gravide. Det er et argument, som er svært at argumentere imod, til trods for ihærdige forsøg fra vores side. Da vi forlod Dabori, var det med en følelse af modløshed i kroppen, men samtidigt håbede jeg, at vi ville modtage en ansøgning fra Dabori om at blive en del af CEP. Sandt at sige kunne jeg slet ikke forestille mig et andet scenario.

Kompeini

Fem minutter senere ankom vi til nabobyen Kompeini. Kompeini er på alle måder en kopi af Dabori. De taler det samme sprog, tilhører den samme stamme, og deres land grænser op til hinanden. Jeg havde alle forventninger om at vores møde i Kompeini ville foregå som vores møde i Dabori. Denne fordom skulle dog hurtigt blive gjort til skamme.


Gennemgående var der i Kompeini en overbevisning om, at ved at uddanne børnene ville landsbyen i løbet af en relativ kort årrække være i stand til at hæve levevilkårene og den generelle velstand i byen. Foto: Helene Tønning.

Vores velkomst kan bedst sammenlignes med en rockstjernes tilbagevenden til en fødeby eller en præsidents ankomst til sin egen valgkreds. Stående bifald fra en hel landsby, hvor alle høj som lav, ung som gammel og kvinde som mand var mødt op for at høre, hvad vi havde at sige. De kendte i forvejen til vores CEP program, og de var meget ængstelige efter at få lov til at være en del af det. Det område vi sad på, var et stykke ryddet land på størrelse med to fodboldbaner, og det var dekoreret med store sten, som jeg først troede, var en form for labyrint. Det viste sig at være et design for en skole. De havde ryddet jorden fordi, om end landsbyen ikke havde muligheden for på daværende tidpunkt at bygge en skole, så havde de drømmen om en dag at være i stand til det. Det ryddede jordstykke med det indviklede design midt i landsbyen var en daglig påmindelse om dette.

Mænd og kvinder sad ligeledes i Kompeini hver for sig, så da jeg holdt min tale for forsamlingen om vigtigheden af pigers adgang til uddannelse, var det med en forventning om at modtage samme reaktion som i Dabori. Igen blev mine forventninger gjort til skamme. Ikke alene klappede kvinderne ihærdigt og stillede spørgsmål til mig, men mændene virkede lige så interesseret i, hvad jeg havde at sige. Dette var en landsby, som brændte for muligheden for at give deres børn en uddannelse og en bedre fremtid. Da jeg spurgte, hvorfor de ønskede at være en del af CEP, faldt svarene prompte. En landmand sagde; ”If my sons and daughters go to school they will learn things, which will improve on my farming,” Gennemgående var der i landsbyen en overbevisning om, at ved at uddanne børnene ville landsbyen i løbet af en relativ kort årrække være i stand til at hæve levevilkårene og den generelle velstand i byen.

Vi brugte meget tid på at fremhæve vigtigheden af at pigerne i Kompeini også skulle få adgang til CEP-holdene, et krav som de accepterede. Jeg er overbevist om, at de i Kompeini har den samme frygt og de samme fordomme i forbindelse med piger og uddannelse, men landsbyen som helhed har også et brændende ønske om fremgang. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg var med til at påvirke dem og ændre deres holdning til dette, men hånden på hjertet tror jeg ikke min tale om pigers rettigheder ændrede på ret manges holdninger til uddannelse i Kompeini. Snarere tror jeg på, at landsbyen selv havde et ønske om forandring og fremgang, og det ønske opvejede de risici, som de forbandt med at sende deres døtre i skole.

Da vi forlod Kompeini sidst på eftermiddagen, var det med en god følelse i maven. Vi havde en ged på ladet af firhjulstrækkeren – et udtryk på landsbyens taknemmelighed. Der var så mange børn i Kompeini, som gerne ville i skole, at vi havde lovet at oprette to CEP-hold, hvilket ville sige, at i løbet af 2012/13 ville 50 børn i den lille landsby lære at læse og regne. Geden var en gave, som vi modvilligt tog imod, men det stod klart for os, at hvis vi nægtede at modtage den, ville landsbyen opfatte det som en fornærmelse og nægte at arbejde sammen med os, da afslaget ville blive set som et udtryk for vores onde vilje mod byen. Geden blev solgt og pengene gik til PAPADEVS arbejde i Bole og STK distrikterne.

Tre måneder senere

Der er gået ca. tre måneder siden jeg tilbragte en dag i Dabori og Kompeini. Kompeini har to CEP-hold, som vi skal hen at besøge. Dabori havde valgt ikke at være en del af CEP programmet.

Regntiden er forlænget og er fuldstændig uforudsigelig. Selvom det burde være måneder siden, at det sidst havde regnet, var vejen til Kompeini denne gang helt ufremkommelig for vores firhjulstrækker. Den sidste kilometer til Kompeini foregik derfor til fods. Da vi ankommer til landsbyen, er dagens undervisning i fuld gang. Hvert hold er blevet udstyret med en tavle, og to frivillige undervisere fra landsbyen er i gang med at undervise holdene i fonetik. Rundt om tavlen sidder ikke kun de 25 børn per hold. Mange af landsbyens voksne benytter sig af undervisningen og deltager lige så aktivt som børnene. Visiting Learners. Det absolut bedste ved CEP-programmet er at opleve den forandring, det skaber i en lille landsby. At høre et kor af stemmer sige alfabetet med høj og selvsikker stemmeføring. CEP skaber ikke kun en forandring for landsbyernes børn, programmet kan løfte et helt samfund.

Besøget i Kompeini var derfor en stor succes, men alligevel sad jeg og overværede undervisningen med et tungt hjerte. Kun fem minutters kørsel væk, er der lige så mange børn og voksne, som ville have gavn af CEP-programmet, men som af frygt for fremgang og forandring har valgt at være foruden. Den første dag i Bole, og min chefs advarsel om, at al forandring tager tid, kører rundt i mit hoved. Dabori og Kompeini var ens på alle måder for kun få måneder siden. Nu har Kompeini taget det første aktive skridt hen imod en forbedring af landsbyens børns vilkår, og jeg kan kun sidde og håbe på, at Dabori vil kigge på sin nabo og indse det forkerte valg, de har truffet. Til syvende og sidst kan man ikke fremtvinge forandring og udvikling. Men selvom forandring tager tid, så er det fantastisk at opleve, hvordan Kompeini som et samlet samfund går sammen og arbejder målrettet efter en bedre fremtid for byens børn. Jeg ved stadig ikke hvordan, forskellen i adfærd hos henholdsvis Dabori og Kompeini er opstået – hvilke forhold der kan forklare de to forskellige beslutninger. Jeg tror ikke der er en enkel forklaring, men ét er jeg sikker på. Dabori hænger fast i det traditionelle, i den gamle livsstil, og Kompeini er begyndt at bevæge sig væk fra en mono livsstil og omfavne en tilværelse, hvor der både er plads til det traditionelle og det moderne.

Fra mit synspunkt er formålet med udviklingsarbejde ikke at fjerne lokalsamfunds identitet og kultur, men derimod at finde en balance imellem netop det traditionelle og det moderne. Derved skabes en langt mere bæredygtig og permanent forandring. Men jeg ved nu, at forandring tager tid. Da jeg kørte fra Kompeini var det derfor med et smil på læberne og en overbevisning om, at 10 år fra nu vil der være en rigtig skole i Kompeini, og med et håb om at Dabori ligeledes vil begive sig ud på vejen mod forandring og en balance mellem det traditionelle og det moderne. For alle børn har ret til at gå i skole.

Helene Tønning var praktikant på IBIS' Education Programme i Bole, Ghana (Field Office) i efteråret 2012