Forside / Vores arbejde / Ulighed / Hvordan bekæmper vi ulighed?

Hvordan bekæmper vi ulighed?

familie-dyrker-log-til-export-til-ghana-loumbila-burkina-faso-foto-lotte-aersoe-(25).jpg
Søskende fra Burkina Faso bærer en stor kurv med løg, de selv har høstet.
Foto : Lotte Ærsøe

Ulighed er skabt af mennesker – og derfor kan mennesker også udrydde den. Vi støtter mennesker og lokalsamfund i at få indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres liv, både på lokalt, regionalt, nationalt og globalt niveau.

Målet er at ændre de strukturer og politikker, som udvider forskellen mellem rig og fattig.

Vi bekæmper ulighed gennem vores fire kernetemaer:

Kvalitetsuddannelse og økonomisk retfærdighed danner grundlag for alt vores arbejde, og her vil vi kun blive stærkere og få mere indflydelse fremover.

Da nutidens krige og konflikter sætter særlige forhindringer op i kampen mod ulighed, vil vi samtidig udvide vores arbejde med fredsopbygning og nødhjælp. Det rekordhøje antal voldelige konflikter i verden gør det simpelthen nødvendigt at handle, hvis ikke vi skal efterlade nogle af verdens mest marginaliserede grupper endnu dybere begravet i fattigdom end i dag.

Alt vores arbejde bygger på det, vi kalder forandringstrekanten:

  • Vi opbygger civilsamfundets evner og styrker.

  • Vi leverer strategisk udvalgte services – som for eksempel uddannelse af flygtningebørn, jobskabelse blandt unge og støtte til skattereformer.

  • Og sammen med vores partnere laver vi et stærkt advocacy- og kampagnearbejde, så vores erfaringer lokalt får indflydelse på reformer både nationalt og globalt.

Denne bottom-up, evidensbaserede tilgang til indflydelse er selve kernen i Oxfams verdensomspændende indflydelsesnetværk, som gør os til en effektiv fortaler for de marginaliserede og en troværdig inflydelsespartner for beslutningstagerne.

Vi kæmper for civilsamfundets ret til at være til stede og tale magthaverne imod. Vi sætter små lokale partnere i forbindelse med regionale og nationale netværk, så de tilsammen får en stemme, der giver genlyd helt ind på regeringskontorerne i København, Washington og Addis Ababa. Alle partnerskaber er ligeværdige forhold baseret på tillid og fælles ansvar og mål. Vi respekterer og lærer af hinanden.

Og sammen går vi i konstruktiv dialog med regeringer og virksomheder. Vi samler stærke koalitioner af ligesindede, når det er nødvendigt og giver mening – almindelige mennesker, ngo’er, fagforeninger, virksomheder, medier og andre gode kræfter, der vil være med i kampen mod ulighed. Men vi insisterer samtidig på at tale med alle, der har noget at skulle have sagt i en sag – også dem, der slet ikke er enige med os.

Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte menneskes styrker og svagheder. Og vi tror på civilsamfundets evne til selv at finde nye løsninger på deres egne problemer; Vi skaber rum for, at lokale og regionale aktører kan udvikle ny viden og nye idéer, teste dem af og dokumentere, hvordan de virker. Og så hjælper vi dem med at få idéerne til at flyve, så mennesker andre steder i verden også kan få glæde af dem.

Vores tilgang er menneskerettighedsbaseret, og målet er, at vi skal have alle med – ingen skal efterlades i fattigdom.

Køn og generationerne er altid tænkt ind

Uligheden rammer altid de svageste grupper hårdest: kvinder, unge og marginaliserede grupper. Erfaringerne viser, at den mest effektive måde at støtte deres kamp er ved at tænke dem ind på tværs af alt, hvad vi gør – det kaldes mainstreaming. Og at have programmer, der specifikt støtter disse grupper, for eksempel bekæmpelse af vold mod kvinder. Ved at mainstreame køn og unge vil vi:

  • Motiverer mænd og drenge til at deltage mere i arbejdet for piger og kvinders rettigheder.

  • Støtte kvinder og unges organisationer i at være med i beslutningsprocesserne.

  • Påvirke beslutningstagere på lokalt, nationalt og internationalt plan til at lave politik og strukturer, der skaber retfærdighed mellem kønnene og øger unges deltagelse.

  • Systematisk dokumentere resultater på disse områder, så de kan få størst muligt effekt.

Da alt arbejde i konfliktramte lande potentielt set kan forværre konflikterne – men også markant kan bidrage til fred ved at gøre noget ved de grundlæggende årsager – vil vi også mainstreame konfliktsensitivitet og fredsopbygning i alle vores programmer.