Forside / Vores arbejde / Nødhjælp / Økonomisk støtte og fødevaresikkerhed

Økonomisk støtte og fødevaresikkerhed

Vi arbejder for, at alle mennesker har adgang til mad. Det gælder ikke mindst mennesker, som er berørte af kriser. Vores arbejde med fødevaresikkerhed skal sikre menneskers mest basale behov og gennem økonomisk støtte arbejder vi for at afhjælpe kriser og sikre langvarig udvikling.

noedhjaelp_oekonomisk_stoette_og_foedevarersikkerhed.jpg

Vores arbejde med fødevaresikkerhed har fire fokusområder:

  • Mad skal være tilgængeligt. Derfor arbejder vi med lokalsamfund og familier for at sikre at mad produceres, distribueres og udveksles mellem mennesker.

  • Mennesker skal have adgang til sund mad. Alle husholdninger, skal kunne opfylde deres behov for næring.

  • Fordeling; vi arbejder for at alle medlemmer af en husstand skal have adgang til mad.

  • Vi vil sikre stabile forsyninger, sådan så mennesker har adgang til mad til hver en tid - også hvis priser stiger, høsten slår fejl eller der opstår konflikter.

Vi hjælper mennesker før, under og efter krisen

Vores arbejde med fødevaresikkerhed finder sted i mange forskellige kontekster, lige fra naturkatastrofer som jordskælv, tsunamier og tørke til mangeårige konflikter og epidemier. Fælles er, at vi både hjælper før, under og efter krisen. På den måde hjælper vi mennesker i akut nød, bidrager til bedre langsigtede forhold og efterlader stærkere lokalsamfund til næste gang krisen rammer.

Når det er muligt uddeler vi kontanter, hævekort eller kuponer til lokale markeder. Det dækker akutte behov, giver folk mulighed for selv at bestemme, hvad de vil købe og støtter lokale markeder og økonomier.

At kunne tage selvstændige økonomiske valg giver værdighed og hjælper mennesker med at genvinde kontrol over eget liv. Og det mindsker spild af ressourcer, at individer kan købe de varer, de har brug for. Den økonomiske støtte giver mulighed for at handle på lokale markeder. På den måde støtter vi lokalsamfund og sikrer arbejdspladser, så flere forsat kan forsørge sig selv. Den lokale handel er også en klimavenlig tilgang til fødevaresikkerhed; når fragt formindskes, sparer vi CO2.

Nødhjælp til familier i Kenya

Da Coronapandemien ramte slumområderne i Mombasa i Kenya, uddelte Oxfam Danmark nødhjælp i form af kontanter til 31.000 mennesker. Dermed fik de allermest sårbare individer hjælp til at klare sig gennem krisen.

Når den mest akutte krise er overstået, handler det om at skabe mere robuste lokalsamfund. Den proces støtter vi gennem uddannelse og investeringer i langsigtet økonomisk udvikling. Det kan være donationer af værktøjer, såsæd og husdyr eller gennem forskellige erhvervsuddannelser.

Uddannelse til flygtninge i Uganda

Shida Gladys var 22 år, da hun som enlig mor til et etårigt barn flygtede fra det borgerkrigshærgede Sydsudan. I Uganda blev hun en del af Oxfam Danmarks erhvervsuddannelsesprogram. I dag er hun uddannet skrædder.

Oxfam Danmark har hjulpet hende til at tage en uddannelse og sikret startkapital i form af en symaskine. De penge hun tjener på sit skrædderarbejde, sparer hun op. Opsparingen skal gå til efteruddannelse og til ansættelse af to-tre nye medarbejdere. På længere sigt er hendes drøm at vende tilbage til Sydsudan og uddanne andre unge i skrædderarbejde.