Lørdag advarede FN om, at 20 millioner mennesker risikerer at dø af sult i 2017. Det er den værste sultkatastrofe i hele FN's historie og skyldes en kombination af konflikt og lange tørkeperioder i de hårdest ramte lande, Sydsudan, Yemen, Somalia og Nigeria. Men det skyldes også, at det globale samfund har svigtet.
I februar blev der erklæret hungersnød i dele af Sydsudan. I området omkring Lake Tchad i det vestlige Afrika er 11 millioner mennesker i dyb nød, og både Yemen og Somalia står på randen af en sultkatastrofe. I Somalia skyldes det især langvarig tørke, men i de øvrige lande er krisen i vidt omfang menneskeskabt - voldelige konflikter har tvunget mennesker til at forlade deres hjem og afskåret dem fra at kunne producere mad og brødføde sig selv.
Ifølge generalsekretær Vagn Berthelsen er det ikke for sent at forhindre en egentlig katastrofe, og vi kan stadig undgå et helt meningsløst tab af menneskeliv. Men det kræver, at vi handler nu og tilsammen finder de 30 milliarder kroner, som FN har bedt om til den humanitære indsats.
"Hungersnød opstår ikke hverken pludseligt eller uventet. Den situation, vi står over for nu, skyldes måneders tøven og mange ignorerede advarsler fra de humanitære teams til det internationale samfund. Foreløbig er der kommet langsomme, halvhjertede svar på FN's appeller. Men den omfattende ligegyldighed er det ultimative forræderi mod vores fælles menneskelighed. Det må slutte nu," siger Vagn Berthelsen.
Du kan være med til at redde liv.
sms LIV til 1220 og giv 150 kroner til nødhjælpsarbejdet
eller klik her og støt med et valgfrit beløb