Vi skal gøre endnu mere for at forhindre overgreb

10. jun 2019
Af
Kristian Weise, generalsekretær

I dag og i morgen udkommer to rapporter uafhængigt af hinanden om overgreb i og uden for Oxfam. Vi byder dem velkommen – selvom det er meget hård læsning, skal vi bruge dem til at blive bedre

I februar sidste år kom det frem, at Oxfam i Storbritannien i 2011 havde ansatte i Haiti, som misbrugte deres stilling på det groveste og seksuelt udnyttede nogle de mennesker, de skulle hjælpe. Det er fuldstændig uacceptabelt, og de burde have været fyret med det samme. Men i stedet fik disse mænd lov til at sige op i stilhed og søge videre mod nye job i ngo-sektoren. 

Det kom som et chok for os i Oxfam IBIS, da sagen kom frem sidste år; alle lige fra chefer, medarbejdere, frivillige til almindelige støtter og medlemmer som dig var dybt berørte. For mændenes handlinger var i modstrid med alt, hvad Oxfam står for. 

Hvordan kunne det ske? Det har vi i Oxfam brugt det sidste år på at opklare, undersøge – og ikke mindst har vi gjort alt, hvad der står i vores magt, for at det aldrig skal ske igen. 

Vi bad selv en uafhængig kommission bestående af fremtrædende kvinderettighedsforkæmpere og juridiske eksperter om at stå for en grundig undersøgelse. De skulle finde alle Oxfams svageste punkter – og det har de gjort. 

Samtidig har en britisk myndighedskommission undersøgt Haiti-sagen. Deres rapport beskriver alvorlige ledelsessvigt i Oxfam i Storbritannien, som ikke greb ind, som de burde. Det tager jeg skarp afstand fra – og det samme gør den nye ledelse, der er i vores britiske søsterorganisation i dag. Sammen med myndighederne gør de et stort arbejde for at rydde op i fortidens fejl og skabe en ny kultur, der aldrig vil tillade den slags sager at opstå. 

Læs mere, og find rapporten på The Charity Commissions hjemmeside her (på engelsk)

Den uafhængige kommission, som Oxfam selv har nedsat, beskriver i deres rapport, at der nogle steder blandt Oxfams 10.000 ansatte i verden hersker en kultur, der ikke lever op til vores værdier og er meget langt fra reel ligestilling. 

Den tager også et bredere blik på vores sektor, og beretter om eksempler, hvor nødhjælpsarbejdere forlanger sex til gengæld for nødhjælp. De konkrete sager drejer sig ikke om Oxfam-ansatte, men om medarbejdere fra andre organisationer. Men det står i en rapport, som vi har bedt om, og derfor har det alligevel noget med os at gøre. 

Det er direkte frastødende at høre om. Oxfam og organisationer som vores er jo netop sat i verden for at beskytte de allermest sårbare.

Rapporten fra vores egen uafhængige kommission udkommer onsdag - læs den her (på engelsk)

Vi lærer af fortidens fejl

Begge rapporter er ekstremt hård – men også bydende nødvendig – læsning for alle os, der kender og elsker Oxfam som en fantastisk organisation, der hver dag kæmper for at skabe en bedre verden. Men trods kritikken byder jeg rapporterne velkommen. Vi kan først for alvor lære af fortiden og forbedre os, når alt kommer frem i lyset. Og begge rapporter anerkender da også klart, at der er sket enorme fremskridt i Oxfam på i det forløbne år. 

Vi har arbejdet intenst på at blive bedre til at beskytter de sårbare mennesker, vi arbejder med og for. Blandt meget andet har vi:

  • Efteruddannet alle 10.000 medarbejdere, fra København til Nairobi, Burkina Faso og Sydsudan, så de i dag er ekstra opmærksomme på, hvad man skal gøre, hvis man oplever eller overværer nogen form for krænkelse. Vi har desuden lagt en plan for, hvordan vi følger op på kurserne, så disse overvejelser aldrig går i glemmebogen.
  • Uddannet HR-medarbejdere og andre nøglemedarbejdere til at efterforske overgrebssager i alle de lande, vi arbejder i.
  • Forbedret den hotline, hvor både ansatte og alle de mennesker, vi er i kontakt med, kan indberette overgreb og få dem standset og undersøgt.
  • Indført nye skærpede procedurer i forbindelse med ansættelser og fratrædelser. 
  • Gået forrest for at samle hele ngo-branchen i en fælles indsats mod overgreb. 

Læs mere om vores arbejde med at forbedre kulturen her

Alle, der arbejder for Oxfam, har nu en endnu tydeligere forståelse af, hvad der er acceptabel adfærd – og hvad der ikke er. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi nu er i mål; der er stadig områder, hvor vi kan og skal forbedre os. 

Mange af Oxfams 10.000 medarbejdere arbejder under ekstremt hårde forhold – krige og katastrofer gør det svært altid at følge procedurer og vejledninger til punkt og prikke. Men det er ingen undskyldning, og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre alle former for overgreb. Det vil vi blive ved med at have fokus på.

Jeg kan med fuld overbevisning sige, at Oxfam er en anden organisation i dag, end den var for et år siden. I det forløbne år har vi hjulpet mere end 22 millioner mennesker i deres kamp mod fattigdom og ulighed. Det betyder alverden for dem. Og vores arbejde gør en forskel.