Forside / Nyheder / Vi kommer ret meget ud over stepperne
Artikel

Vi kommer ret meget ud over stepperne

07.05.2019

Af Malene Aadal Bo

"Hvis bare alle betaler en fair andel af deres overskud i skat, så kan alle børn i verden få uddannelse og ordentlige sundhedstilbud," siger Ninna Holbek. Hun er frivillig for Oxfam IBIS og bruger for tiden en stor del af sine vågne timer på at bekæmpe skattely, kommune for kommune.
"Hvis bare alle betaler en fair andel af deres overskud i skat, så kan alle børn i verden få uddannelse og ordentlige sundhedstilbud," siger Ninna Holbek. Hun er frivillig for Oxfam Danmark og bruger for tiden en stor del af sine vågne timer på at bekæmpe skattely, kommune for kommune.
Foto : Thomas Flensted-Jensen

Ninna Holbek og Stine Liengaard er to af de frivillige, der har været med til at give kampagnen Skattelyfri Kommuner en flyvende start. De deler begejstringen over, at det, de gør lokalt, har betydning for kampen mod skattely globalt.

”Den store drøm er, at vi næste år kan sende den danske statsminister til det økonomiske topmøde i Davos med nyheden om, at alle danske kommuner vil stoppe samarbejdet med virksomheder, som undgår at betale til fællesskabet ved at gemme deres overskud i skattely,” siger Ninna Holbek og slår en hjertelig latter op. Ikke fordi drømmen er naiv, men fordi den er så storslået, at hun bliver helt glad ved tanken.

Tænk, hvis Danmark kunne vise vejen for, hvordan man gør den globale kamp mod skattely helt konkret og lokal, og tænk, hvis det viser sig, at det bliver det, der en gang for alle får store virksomheder til at beslutte sig for, at det kan betale sig både moralsk og økonomisk at betale en fair andel af deres overskud i skat. Den drøm definerede Ninna Holbek fra første dag, da hun meldte sig til gruppen af Oxfam Danmark-frivillige, der siden har været helt afgørende for at drive kampagnen Skattelyfri Kommuner.

Ret sjovt at være med til

På få måneder har ni kommuner – herunder landets største – skrevet under på Oxfam Danmarks charter for skattelyfri kommuner og dermed sat sig et mål om ikke længere at handle med virksomheder, der bruger skattely. I en række andre kommuner har der været afholdt borgermøder, hvor også lokale politikere har deltaget, og i foreløbig tre kommuner er emnet blevet løftet helt ind i byrådssalen.

”Vi kan se ret store resultater bare på de måneder, jeg har været med," siger en af de andre frivillige, Stine Liengaard. "Til forskel fra meget andet frivilligt arbejde, jeg har lavet, så er dette her en kampagne, der kommer ret meget ud over stepperne, og hvor et ellers kompliceret og abstrakt problem bliver koblet til nogle meget konkrete løsninger. Det er sjovt og spændende at være en del af.”

Ttil kamp mod ulighed

Stine Liengaard er 27 år og i begyndelsen af sit arbejdsliv, mens Ninna Holbek er nyslået pensionist efter et langt liv som selvstændig. Stine har allerede stor erfaring med frivilligt arbejde, mens det for Ninna er første gang, hun synes, at livet har levnet hende tid nok.

”Det sociale engagement har været der, siden jeg som ganske ung boede i USA og så den nød, mange mennesker befinder sig i, selv om de lever i et af verdens rigeste lande. Jeg har i mange år glædet mig til at få tid til at være med til at bekæmpe den uretfærdighed i verden,” siger Ninna Holbek.

Det er grunden til, at hun nu bruger mange timer om ugen på at bekæmpe de individer og virksomheder, som uden blusel stjæler fra fællesskabet ved at føre deres penge i skattely.
Stine Liengaard tilføjer: ”Det er helt fundamentalt for vores samfund, at borgere og virksomheder betaler skat. Skattely skaber desuden stor ulighed, fordi det især er de rigeste forundt at udnytte de her fiduser.”

Det konkrete arbejde

De frivilliges indsats består i at arrangere borgermøder i kommuner over hele landet – i første omgang dem, hvor Oxfam Danmarks medlemmer har opfordret dem til at komme, eller hvor de frivillige selv har skabt kontakt til politikere og engagerede borgere. Ud over at booke lokaler, invitere politikere, skrive til medierne og afholde selve mødet går arbejdet i høj grad ud på at støtte dem, der har fået lyst til at gå videre med sagen og på sigt stille det som forslag i byrådet.

Og så er der selvfølgelig det sjoveste, som er at få selve charteret underskrevet, når en kommune har besluttet at blive skattelyfri. Det har både Ninna og Stine endnu til gode at være med til.
”Det er bestemt noget, jeg glæder mig til, og indtil det sker, nyder jeg at være en del af noget, som jeg oprigtigt føler, er med til at gøre en forskel. Jeg lærer meget og møder mange interessante og engagerede mennesker. Jeg får i det hele taget meget igen,” siger Stine Liengaard.

Skattely i de danske kommuner

  • De danske kommuner køber ind for 87 milliarder kroner hos private virksomheder hvert eneste år. Hvis kommunerne nægter at handle med virksomheder, der bruger skattely, vil det presse virksomheder til at ændre deres skatteadfærd til gavn for den fælles velfærd herhjemme og i verdens fattige lande.

  • Kampagnen Skattelyfri Kommuner har til formål at få alle landets kommuner til at underskrive Oxfam Danmarks charter for skattelyfri kommuner. Indtil videre har ni kommuner skrevet under, nemlig København, Frederiksberg, Aarhus, Syddjurs, Roskilde, Gladsaxe, Næstved, Odsherred og Albertslund. Flere andre er på vej.

  • Drivkraften i kampagnen er frivillige, som arrangerer borgermøder i kommunerne, rejser sagen i den lokale presse, engagerer politikere og leverer den information og vejledning til byrådene, som de har brug for.