Verdensmål om uddannelse kræver finansiering og vilje

22. okt 2015
Af
Helle Gudmandsen

Verdens ledere har besluttet at alle mennesker skal have ret til kvalitetsuddannelse. Men der skal følge penge med, hvis den gode intention skal nå ud til kommende skoleelever i hele verden. Kort sagt handler det om hvilken verden vi gerne vil have om 15 år.

Solen er stået op over Alto Molocue i det nordlige Mozambique, Regina er vågnet tidlig denne morgen, for i dag flytter hun hjemmefra og begynder hun på universitet i hovedstaden Maputo.  Hendes forældre er pavestolte, fordi hun her i 2030 er kommet på universitet, en drøm de ikke kunne forestille sig i 2015, da Regina begyndte i børnehaveklasse. Ingen af Reginas forældre har gået i skole, så det er en stor sejr, at alle pigerne i Alto Molocue går i skole og gennemfører minimum ni års skolegang.

Sådan kan en historie om retten til kvalitetsuddannelse se ud i 2030, hvis verden vælger tilstrækkelige investeringer i uddannelse. Dette er et kig ind i krystalkuglen. Hvordan vil vi gerne have at verden ser ud om 15 år, og hvordan er realiteterne?

Uddannelse er en ambitiøs og effektiv investering

I september vedtog verdens ledere 17 nye verdensmål, som skal sikre en bedre, bæredygtigt verden. Mål fire skal sikre alle mennesker retten til kvalitetsuddannelse, en menneskeret, som 58 millioner børn i dag ikke nyder godt af. 781 millioner mennesker på verdensplan kan ikke læse.  Det nye uddannelsesmål er ambitiøst.  Der er lagt op til en kæmpe forbedring af uddannelse verden over. Målet skal sikre minimum ni års skolegang, og der skal blandt andet satses på det første skoleår, så alle børn kommer i børnehaveklasse og får en god start på deres uddannelseskarriere. Det skal samtidig sikres at voksne, der ikke kom i skole, får muligheden for at lære senere i livet.

Uddannelse er en effektivt og langsigtet investering i menneskerettigheder, demokrati og bæredygtig udvikling. Faktisk vil alle verdensmålenes opfyldelse kræve en øget investering i uddannelse. Der er ikke noget land, som har opnået nævneværdig vækst, og hvor befolkning markant er kommet ud af fattigdom, som ikke samtidig har satset stærkt på uddannelse.

Allerede i Dakar i år 2000 vedtog verdens ledere at intet land, der forpligter sig på uddannelse for alle, skal blive forhindret i at nå målet på grund af manglende ressourcer.  I følge UNESCO’s Global Monitoring Rapport 2015 kan vi midlertidig se, at andelen af udviklingsbistanden, der går til uddannelse, er den samme som i 2000, den var stigende frem til 2010, men er herefter faldet.  I følge Alice Albright, direktør for Global Partnership for Edcuation (GPE), så vil der gå 80 år før alle børn er i skole, hvis finansieringen fortsætter, som i dag.

Mere koordineret bistand

Donorerne har heller ikke indfriet deres løfter om mere koordineret bistand. Som eksempel er det katastrofalt, når alle uddannelsesdonorer trækker sig samtidigt fra et land. For et par år siden mistede Cambodia, Nicaragua og Burkina Faso hver især fem af deres største uddannelses-donorer, heriblandt Danmark, på én gang.

Global Partnership for Education (GPE) er et vigtigt skridt mod bedre koordination og er det første globale partnerskab, der fokuserer på uddannelse i udviklingslande. Det fylder et vakuum i internationalt lederskab på dette område. Danmark omdirigerede for nogle år siden bilateral bistand til netop GPE, men nu har regeringen annonceret, at den vil halvere bistanden til GPE. Det er utroligt bekymrende, fordi GPE er ledende i forhold til at nå de mest fattige lande. GPE er også en af de store donorer, der finansierer uddannelse i konflikt- og nærområderne.

Global Campaign for Education har påpeget, at det også er nødvendigt at forbedre de nationale skattesystemer, herunder beskatningen af udvindingsindustrier og elimineringen af multinationale selskabers skatteunddragelse. Det er vigtigt, at staterne holdes op på at allokere flere af disse midler til uddannelse. Der er international konsensus om, at mindst 20 % af de nationale budgetter skal gå til uddannelse.

I følge UNESCO’s beregninger vil nationale regeringer med en øget skatteindtægt kunne øge budgettet for uddannelse til 20 % af BNP’et . Alligevel vil det være umuligt for mange lande at øge deres udgifter tilstrækkeligt til at nå de fulde mål. Det gennemsnitlige årlige finansieringsunderskud vil i lavindkomstlandene være 137 mia. kroner, og i de lavere mellem-indkomstlande 120 mia. Ifølge UNESCO er der samlet set fra 2015-2030 et årligt finansunderskud på 257 milliarder kroner, hvis FN’s nye mål om kvalitetsuddannelse skal indfries. Donorerne må sammen med partnerlandene optrappe deres bestræbelser og sikre, at det ikke er manglende finansiering, som står i vejen.  

Regina skal have en uddannelse

Reginas historie i dag lyder sådan: Solen står op over Alto Molocue, og Regina tager på markedet for at sælge den majs, familien har dyrket. Hun kan ikke regne og har på fornemmelsen, at hun bliver snydt, når købmændene vejer majsen, men hun tør ikke protestere.  Hun har svært ved at skaffe penge og mad til hendes 5-årige datter. Hun blev tidlig gravid og er nu alene med datteren. Sådan skal historien da ikke lyde i 2030, selvom det er virkelighed for mange piger i Mozambique i dag. Verdens nye mål for kvalitetsuddannelse skal også komme Regina i Mozambique til gode.