Verdens samlede udviklingsbistand var i 2017 146,6 mia. dollar, svarende til 0,31 procent af donorlandenes BNI. Det er et fald fra 2016. Det viser den årlige opgørelse over verdens samlede udviklingsbistand, som OECD netop har offentliggjort.
“Selvom de rige lande er kommet ud af den økonomske krise, og selv om vi nu ser et stigende antal dollarmilliardærer, så mangler der politisk vilje til at bidrage til at sikre fattige mennesker retten til uddannelse, sundhed og et værdigt liv. Det er skamfuldt og uansvarligt, ” siger Lars Koch, vicegeneralsekretær i Oxfam IBIS.
Opgørelsen fra OECD er en samlet opgørelse over, hvor meget verdens rigeste lande bruger på udviklingsbistand og mere konkret, hvad pengene går til. Den internationale anbefaling er, at de rige lande bruger 0,7 procent af BNI på at bekæmpe fattigdom og give humanitær bistand til udsatte befolkningsgrupper i den fattige del af verden – et beløb, som kun fem lande levede op til i 2017. En af dem var Danmark, som ligger på 0,72 procent.
”Danmark ligger over målet men er samtidig del af en global tendens, hvor udviklingsbistand bliver reduceret og i stigende grad styres af donorlandenes økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser, og hvor fokus på at bekæmpe fattigdom og ulighed bliver mindre vigtigt,” siger Lars Koch.
Det er problem, fordi udviklingsbistand er fortsat helt afgørende for at hjælpe særligt de fattigste lande til at nå FN’s Verdensmål. Samtidig udgør udgifterne til nødhjælp en stigende andel af den samlede udviklingsbistand, hvilket betyder, der er færre midler til at styrke den langsigtede udvikling og bekæmpelse af ulighed og fattigdom.
”Når vi snakker om udviklingsbistand, så tænker de fleste på Afrika og meget fattige lande. Men det er kun omkring en sjettedel - 25 mia. dollar - af den samlede bistand, der går direkte til Afrika Syd for Sahara. Samtidig er det en alt for lille del, der går til den langsigtede udvikling og fattigdomsbekæmpelse,” siger Lars Koch og henviser til, at 28 procent af udviklingsbistanden går til nødhjælp og flygtningeudgifter i donorlandene.
”Vi skal hellere investere i at løse problemerne, før de opstår, end langsomt at udhule den langsigtede bistand. Vi er nået langt, men udviklingsbistand er stadig afgørende vigtigt i vores kamp for at skabe en bedre og mere lige verden for os alle,” siger Lars Koch.