Ny rapport fra Oxfam estimerer, at CO2-aftrykket fra verdens rigeste 1 pct. vil være 30 gange større i 2030, end hvad der er foreneligt med at nå målet om maksimalt 1,5°C temperaturstigning.
Lige nu mødes verdens ledere til COP26 i Glasgow med det formål at holde hinanden fast på det løfte, de gav i Paris i 2015; at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C i 2100 sammenlignet med temperaturerne før industrialiseringen.
FN’s klimapanel har for nylig slået fast, at de nuværende klimaløfter fra regeringer verden over langt fra er tilstrækkelige til at holde den globale opvarmning under 1,5 °C.
I dag udgiver Oxfam i samarbejde med IEEP (Institute for European Environmental Policy) rapporten Carbon Inequality in 2030, der fremskriver CO2-udledningerne frem til 2030. Den viser, at verdens rigeste vil udlede så meget CO2, at det vil være mere end svært at overholde målet i Paris-aftalen.
”Verdens 10 pct. rigeste vil alene stå for så meget CO2-udledning, at uanset hvor lidt de resterende 90 pct. udleder, vil toppen have et forbrug, der gør, at vi ikke kan holde verden indenfor målet om 1,5°C temperaturstigning. Det er et vidnesbyrd om, at ambitionerne i Glasgow skal være tårnhøje. Selv med de løfter, regeringerne har givet hidtil, vil den globale CO2-udledning i 2030 stadig være alt for høj,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.
Den store skævhed i CO2-aftrykket viser, at de rige lande har pligt til at bidrage med både flere penge for at imødegå konsekvenserne af klimakrisen og til at reducere deres CO2-udledninger markant, for at vi som internationalt samfund kan lykkes i den fælles kamp, lyder det fra Kristian Weise:
”Vi kan ikke være bekendt at lade verdens fattigste betale for en klimakrise, de ikke i nogen nævneværdig grad er med til at forårsage. Klimaforandringerne rammer fattige og sårbare mennesker hårdere, derfor må de rigeste mennesker og lande også påtage sig et langt større ansvar.”
For at holde kursen i Paris-aftalen, må hver person i gennemsnit kun udlede 2,3 tons CO2 om året i 2030. Danmark er et af de lande på verdensplan, der udleder allermest per indbygger. I 2019 lå den danske gennemsnitlige udledning på 8,1 tons per indbygger.
”Derfor har Danmark også en forpligtelse til at arbejde for, at der sættes ambitiøse og reelle klimamål til COP26. Vi er blandt verdens rigeste lande, og vi gav et kollektivt løfte for 12 år siden om at give ekstra 100 mia. dollars om året fra 2020 til at støtte især fattige lande med klimatilpasning og -omstilling. Det løfte har vi ikke holdt. Klimauret er ved at løbe tør for tid. Danmark må nu vise vejen og sikre, at de rige lande indfrier den klimagæld, de har opbygget,” siger Kristian Weise.
- Rapporten er forfattet af Tim Gore fra IEEP i samarbejde med Oxfam og baseret på forskning/research udført af IEEP og SEI.
- Undersøgelsen medregner, hvordan de forskellige regeringers løfter vil påvirke rigere og fattigere menneskes CO2-aftryk, og behandler den globale befolkning og indkomstgrupper, som om de var et enkelt land.
- Tallene er baseret på en analyse af de nationale klimabidrag, der er blevet indsendt af de forskellige lande frem til september 2021 under Paris-aftalen, af forbrugsudledninger per indbygger fra forskellige globale indkomstgrupper.
Globale indkomstgrupper | Estimereret forbrugsudledning per indbygger i 2030 (tons CO2 per år) | Antal gange over det udledningsniveau per indbygger, der er I overensstemmelse 1,5°C (2,3 ton) |
Rigeste 1% | 70 | x30 |
Rigeste 10% | 21 | x9 |
Midterste 40% | 5 | x2 |
Fattigste 50% | 1 | x0.43 |
- De 2,3 ton CO2 per indbygger, der er estimeret til at være foreneligt med ønsket om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C, er baseret på tal fra The United Emissions Gap Report 2021.
- Det er estimeret, at verdens befolkningstal vil være på omkring 7,9 mia. mennesker i 2030. Her af vil omkring 80 mio. udgøre den rigeste 1 pct, omkring 800 mio. vil udgøre de rigeste 10 pct., 3,4 mia. vil udgøre de midterste 40 pct., og 4 mia. vil udgøre de fattigste 50 pct.
- Den nye undersøgelse bygger på sidste års rapport fra Oxfam og SEI, der estimerer at de 1 pct. Rigeste i verden CO2-aftryk var dobbelt så stort som de fattigste 50 pct fra 1990-2015.
- Ifølge Carbon Brief er Danmark placeret på en 18. plads over de lande, der har udledt flest drivhusgasser kumulativt per indbygger mellem 1850-2021 vægtet efter indbyggertal. Lande med færre end 1 million indbyggere er ekskluderet.