Foto: Thomas Flensted

Af:

Malene Aadal Bo

Sammen mod ulighed, er titlen på Oxfam IBIS' nye strategi, som blev præsenteret på weekendens generalforsamling på Nørrebro i København.

Strategien slår fast, at kampen mod ulighed fra nu af er overliggeren for alt Oxfam IBIS' arbejde for at sikre en bedre og mere retfærdig verden, og de mange fremmødte medlemmer benyttede lejligheden til at diskutere ulighed med blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, Mie Dalskov Pihl fra Arbejdernes Erhvervsråd og Max Lawson, der leder Oxfams internationale politiske arbejde.
"Der er ikke nogen nem måde at bekæmpe ulighed, og lige nu går det den forkerte vej. Det kan man godt blive deprimeret over." Sådan lød de indledende ord fra Poul Nyrup Rasmussen i paneldebatten, som heldigvis viste sig at være alt andet end deprimerende. For selv om konsekvenserne af ulighed er tydelige og alvorlige i verden i dag, var alle paneldeltagerne enige om, at ulighed er noget, vi kan gøre noget ved. 

"I 2002 var der 100.000 fattige i Danmark. I dag er der 200.000. Så det er tydeligt, at det går den gale vej. Men det er også tydeligt, at udviklingen er tæt knyttet til politiske beslutninger, så hvis man laver dem om, så kan man også vende udviklingen," sagde Mie Dalskov Pihl og nævner blandt andet kontanthjælpsloftet, der har skabt 700 fuldtidsjob men har sendt 60.000 børn ud i fattigdom.

"Og fattigdom og ulighed handler jo ikke bare om, hvorvidt man kan køre i en lækker bil eller ej," siger Max Lawson. Han bor i en overklasseghetto i Nairobi i Kenya, hvor middellevetiden er omkring de 65. En kilometer derfra ligger en af verdens største slumområder, hvor folk i gennemsnit bliver omkring de 40. "25 års liv er det, som uligheden i gennemsnit koster her. Sikket spild. Og sikket spild med alle de millioner af drenge og piger, som på grund af ulighed aldrig får adgang til ordentlig uddannelse og får muligheden for at udleve deres potentiale og bidrage til vores fælles fremtid," sagde Max Lawson og opsummerede de løsninger, han personligt ser på ulighedskrisen.
De rige skal betale en fair andel af deres overskud til fællesskabet - det gør de ikke lige nu.
Regeringer skal investere i de samfundsområder, som bekæmper ulighed, f.eks. sikre rige og fattige lige adgang til kvalitetsuddannelse og sundhed.
Vi skal sikre folk en løn, de kan leve af. Sørge for at minimumslønninger og arbejdsbetingelser er fair og ordentlige i alle brancher i alle lande.

Poul Nyrup Rasmussen tilføjede sine bud, som overordnet handler om at bruge det han kalder "det ansigtsløse finansielle marked" som værktøj til at bekæmpe ulighed. Ved at indføre skat på finansielle transaktioner. Ved at opmuntre investeringsfonde og pensionsselskaber til at investere på en måde, der medvirker til at skabe lighed.
"Og så sidder jeg i en kommission, som om lidt kommer til at foreslå indførelsen af en adgangsbillet for virksomheder til det fælles europæiske marked - en adgangsbillet, som kun udstedes, hvis virksomhederne tager et ordentligt samfundsmæssigt ansvar igennem deres CSR-politik." 

For Oxfam IBIS handler kampen mod ulighed i høj grad om at sikre alle børn og unge en fri og lige adgang til kvalitetsuddannelse, fordi uddannelse er en af de vigtigste "equalizers" både når det gælder økonomi, ligestilling mellem køn og mellem etniske grupper. 

"Der er med andre ord meget vi kan og bør gøre," sagde Max Lawson og tilføjede:
"Personligt er jeg meget stor tilhænger af, at i også adresserer bekæmpelsen af ulighed i Danmark. I er kendt for at være et af de mest lige lande i verden, men over de sensete år har det eroderet. Jeg håber I vil tage og vinde den kamp om ulighed i Danmark, så Danmark igen kan være en rollemodel for resten af verden."

Efter paneldebatten fortsatte generalforsamlingen med udarbejdelsen af et nyt arbejdsprogram, godkendelse af regnskab og budget og med valget af en ny bestyrelse.
Tusind tak til alle fremmødte for en god og konstruktiv dag.

Kommentarer

Fast actions block