Ulighed river samfund fra hinanden

Da Oxfam Danmark lancerede vores rapport om ”En Økonomi for de 99%” mandag den 16. januar 2017 skabte det overskrifter, at 8 mænd ejer det samme som de 50 procent fattigste i verden.

Samtidig har vores rapport mødt en del kritik, for eksempel fra Martin Ågerup fra CEPOS og chefredaktør Tom Jensen her i Berlingske. Kritikerne afviser, at den ekstreme ulighed er et problem og misforstår (bevidst?) vores analyse som en kritik af de 8 rige i stedet for et udtryk for et sygt økonomisk system.

Oxfam Danmark er først og fremmeste optaget af de 3,6 milliarder fattigste, der lever for under 5,50 dollar om dagen.

Vi kritiserer ikke de otte rige mænd, men det økonomiske system, der producerer den ekstreme ulighed, som de er udtryk. En kritik vi deler med to af de rigeste, Bill Gates og Warren Buffet, der begge argumenter for en større omfordeling og højere skatter på de ekstremt rige, i stedet for at der skal gælde særlige regler for de superrige og største selskaber, hvor de kan gemme formuerne i skattely.

Bill Gates formue er steget med 50 procent eller 25 milliarder dollars siden han forlod Microsoft i 2006, det på trods af hans store bidrag til humanitære formål. Det er udtryk for, at formuer af en hvis størrelse har en tendens til at vokse af sig selv, langt mere end væksten i samfundet.

Verden har siden 1990 set mere end en halvering af fattigdommen i verden så vi i dag er nede på omkring 10 procent, der lever i absolut fattigdom, hvilket er under 1,90 dollars om dagen. Det er et kæmpe fremskridt for menneskeheden, der helt overvejende er drevet af, at væksten i Kina og delvist Indien har trukket hundreder af millioner ud af fattigdom. Hvis vi i stedet for at forgylde den ene procent rigeste, havde reduceret uligheden, så kunne vi have trukket 700 millioner flere mennesker ud af fattigdom.

Faldet i andelen af fattige bliver, af en række danske debattører, udlagt som om, der ingen grund er til at se på ulighed, da det uregulerede marked automatisk sikrer, at de fattige bliver trukket ud af fattigdom. Det kommunistiske, udemokratiske Kina med en stats-kapitalistisk model med stor statslig intervention i marked og økonomi bliver sjovt nok taget til indtægt for, at der intet behov er for regulering af markedet.

Her er Oxfam Danmark uenige. Vi ser også markedet som en vigtig motor for at skabe vækst og udvikling, men motoren er spændt foran vognen og sætter retningen. Det er nødvendigt, at vi genvinder den demokratiske regulering af markedet for at sikre, at økonomien kommer til at arbejde for mennesker. Det uregulerede marked skaber en ekstrem ulighed, blandt andet fordi formuer eskalerer og skaber deres egen vækst, mens vi har set at lønninger for middel- og underklassen er stagnerende i forhold til de voldsomt stigende indkomster for den rigeste ene procent.

I mange afrikanske lande er udfordringen, at der trods en vækst på omkring 6 procent om året de sidste ti år eller mere, så er fattigdommen ikke reduceret. I Zambia var væksten 3 procent i perioden fra 2004-2013, mens andelen af mennesker, der lever under den ekstreme fattigdomsgrænse steg fra 65 procent til 74 procent. Væksten bliver i stigende grad absorberet af en lille elite, og derfor kommer væksten ikke den brede befolkning til gode.

Bolivia i Sydamerika er et eksempel i en anden retning. Ifølge Verdensbanken er den stærke økonomiske vækst i landet over de sidste ti år blevet brugt til at styrke indkomsterne for de fattigste, blandt andet gennem massive investeringer i uddannelse. Det har markant reduceret fattigdom og ulighed, og samtidig skabt en stigende økonomisk efterspørgsel i landet, der som en positiv spiral styrker økonomien.

Verdens ledere har sat som mål at afskaffe den ekstreme fattigdom frem mod 2030. Det kan lade sig gøre – hvis vi samtidig reducerer uligheden.

Verdensbanken og verdens økonomiske og politiske ledere samlet i Davos i sidste uge er klare i spyttet: Det er nødvendigt at reducere uligheden for at få udryddet fattigdommen og sikre trygge samfund for mennesker.

Bragt i Berlingske 24. januar 2017