Ulighed i Marokko forstærket af Covid-19

03. sep 2020
Af
Mohammed Amine og Malene Aadal Bo

Corona afslører den afgrundsdybe ulighed i Marokko og konsekvenserne af den politiske, sociale og økonomiske vej, landet er slået ind på. Oxfams bud på en kur mod den voksende ulighed er at skabe god, stabil beskæftigelse til landets store generation af unge.

Lamiae Ghandi er 21 år fra en lille by et par timer fra Tanger i Marokko. Trods sin unge alder har Lamiae allerede oplevet store skuffelser i sit liv. Især erkendelsen af, at hun med sin beskedne baggrund aldrig vil lande de gode karrierejob i et land, hvor uligheden er stor, og hvor gode karakterer og hårdt arbejde kun bringer dig en lille del af vejen – resten kræver netværk og penge af en slags, som Lamiaes familie ikke har.

Fremtid og indtægt forsvandt med corona

Med hjælp fra Oxfam og vores lokale partner CASAL fik hun sidste år endelig et job – som ufaglært på en tøjsorteringsfabrik. Men jobbet, indtægten og håbet om en bedre fremtid forsvandt med et slag, da corona-pandemien ramte Marokko.

Siden foråret er der konstateret knap 55.000 smittede, men landet har ikke ressourcer til at teste bredt, så det reelle tal kan være meget højere. For at begrænse smitten valgte regeringen at lukke landet ned i tre måneder fra 20. marts. Kun dem med en særlig tilladelse havde lov at forlade deres hjem, og kun det privilegerede mindretal kunne enten arbejde hjemmefra eller på anden vis beholde deres indtægt. Håndværkere, ufaglærte, de selvstændige, daglejerne og de mange millioner i uformelle job mistede med et slag deres levebrød.

”Fabrikken lukkede med dags varsel, og vi blev sendt hjem uden løn, uden noget løfte om at kunne komme tilbage,” siger Lamia, der var frustreret og dybt ulykkelig.

De mange, som til hverdag lige netop klarer sig igennem, var nu nødt til at tigge om hjælp, og det gjorde det pinagtigt klart, hvor skrøbelig den marokkanske økonomi er. Hvor skævt goder som job, indtægt, ejendom og andre ressourcer er fordelt.

Særligt unge og kvinder rammes af krisen

Ifølge den ulighedsrapport, som Oxfam Marokko udgav sidste år, er Marokko det mest ulige land i Nordafrika. Hverken den vækst, landet har oplevet de seneste årtier, eller faldet i den absolutte fattigdom har reduceret uligheden. Tværtimod. Mens en lille elite bliver rigere og rigere – og endda har tjent penge under corona-krisen - lever 1,6 millioner marokkanere i fattigdom, og mindst lige så mange er i konstant risiko for at falde derned. Samtidig mangler staten penge, så hospitaler, skoler, veje og de fleste andre offentlige institutioner bliver systematisk udsultet. I ulighedsrapporten konkluderes det, at landets rigeste femtedel har en samlet livskvalitet, der er syv gange bedre, end den fattigste femtedel. Uligheden betyder, at mange – især unge – marokkanere er ved at miste håbet om, at de kan skabe sig det liv, de drømmer om.

Arbejdsløsheden i Marokko er officielt på 10 procent, men andre tal viser, at mindst 50 procent af de unge lige nu hverken har arbejde eller er under uddannelse. Dertil kommer, at langt de fleste kvinder og unge arbejder i den uformelle sektor, hvor de hverken kan regne med minimumsløn, ordentlige arbejdsvilkår, sygesikring eller sikkerhed i ansættelsen.

De sektorer, der allerede er mest berørt af krisen, er ifølge HCP (Marokkos højkommissariat for planlægning) hoteller og restauranter, tekstil- og læderindustrien, metal- og mekaniske industrier og byggesektoren, hvor mellem 60 og 90 procent af virksomhederne stadig er lukket, fem måneder efter den første nedlukning. Det er sektorer, der er kendetegnet ved lave lønninger og usikre arbejdsvilkår, men også ved at have en stor andel kvinder og unge ansat.