Ulighed

1-kl-under-trae-nia-moz-foto-anne-hefting.jpg
1. klasse bliver undervist under et træ, Mozambique.

Oxfam Danmark arbejder for en mere lige og retfærdigt fremtid. Vi bekæmper ulighed i økonomi, mellem kønnene, i uddannelsessystemet og via indflydelse. Og ulighed i, hvordan klimakrisen, krige, konflikter og katastrofer rammer de mest udsatte hårdest.

De allerrigeste lever i en gylden tidsalder – i disse år kan de lægge milliarder til formuen, mens verdens fattigste efterlades uden mange chancer for at skabe sig et bedre liv. Det økonomiske system driver os ud i en klimakrise. Kvinder, unge og mindretal får ikke mulighed for at udleve deres potentialer.

Oxfam Danmark arbejder for, at en større del af verdens rigdom skal gå til skoler, hospitaler og klimaindsatser, som kommer alle til gode. Både herhjemme og i verdens fattigste lande.

I mere end 50 år har vi sammen med partnere verden over kæmpet for en mere retfærdig og lige fremtid

Det begyndte med en håndfuld unge aktivister, der ville støtte kampen mod apartheid i Sydafrika og de undertrykkende regimer i Latinamerika. Den historie kan du dykke ned i her.

Sådan skaber vi forandring og fremskridt

Vi tror på, at forandring kommer, når mange går sammen lokalt, nationalt og på tværs af lande og kæmper for retfærdighed. Vi arbejder sammen med og støtter unge, kvinder, partnere, bevægelser og lokalsamfund, der kæmper for deres sag. Forandring kommer indefra. Fra mennesker, der rejser sig, organiserer sig og kræver forandringer. Sammen med dem kan vi bekæmpe uligheden og skabe en mere retfærdig og lige fremtid.

Vi tror på, at vi kan nå vores mål, når bare vi står sammen – som mennesker, som organisationer, som virksomheder og på tværs af traditionelle skel. En del af vores partnerskaber er med danske virksomheder og donorer, som spiller en vigtig rolle for vores mulighed for at nå vores mål.

En lige så vigtig rolle spiller de tusindvis af engagerede danskere, som støtter vores arbejde med både økonomi og engagement.