Udviklingsministeren slår et slag for Operation Dagsværk

08. nov 2011
Af
Ane Lützhøft

9. november tager mere end 20.000 gymnasieelever landet over en fridag fra skolebøgerne for at tjene penge til unge i Peru. I forbindelse med Operation Dagsværk besøgte udviklingsminister Christian Friis Bach Borupgaard Gymnasium i Ballerup.

Flere hundrede elever på Borupgaard Gymnasium har skaffet sig job til den 9., og dagsværks-elevgruppen har knoklet for at få alt det organisatoriske på plads. Det blev rost af ministeren, der understregede, at eleverne har gjort en virkelig flot indsats.

Christian Friis Bach talte først til dagsværksgruppen og efterfølgende til alle skolens elever, der var samlede for at møde ham. Ministeren har selv lang erfaring med frivilligt arbejde, og han fortalte blandt andet eleverne, at han har tilbragt en del af sin ungdom som omrejsende sælger af Fairtrade u-landskaffe.

"Jeg har arbejdet frivilligt det meste af mit liv, og nu er jeg blevet udviklingsminister,” var hans korte budskab, der helt sikkert gav gymnasieeleverne endnu mere blod på tanden til at hjælpe andre.

"Operation Dagsværk er ikke et almisseprojekt. Det handler om rettigheder. Om retten til at gå i skole. Alle verdens ledere har skrevet under på retten til uddannelse, så det er bare med at komme i gang", sagde udviklingsministeren til de mange elever, der den 9. vil gøre rent, lave havearbejde eller noget helt andet for at samle penge ind.

Christian Friis Bach har selv hyret en dagsværker til 9. november. Han skal bruge en personlig rådgiver på dagen, hvilket nok skal blive et udfordrende, men sjovt job for en gymnasieelev.

Herudover har en række andre kendte danskere meldt sig på banen som arbejdsgivere, heriblandt Camilla Plum, Søren Ryge og Christian Friis Bachs kollega, børne- og undervisningsminister Christine Antorini.