Tidligere FARC-soldat kæmper for freden i Colombia

16. sep 2020
Af
Rikke Hovn Poulsen

Fire år efter fredsaftalen i Colombia hænger freden i en tynd tråd. Mange af de tidligere FARC-soldater bor stadig i lejre, og mens volden hærger landet, svækkes troen på fredsaftalen. Men 42-årige Marinelly kæmper for en fredelig fremtid for sit land.

”Vi levede dybt inde i junglen med duften af naturen, planterne og fuglene. Vi fik hverken telefoner eller nyt tøj – den slags betød ikke noget for os. Men vi fik uddannelse, vi fik mad nok, og reglerne var klare og enkle at følge. På sin vis var det et fantastisk liv."

Marinelly er 42 år og har brugt 27 år af sit liv som guerillakriger i FARC – en væbnet oprørsbevægelse, der gennem et halvt århundrede kæmpede for at få indført kommunistisk styre og skabe bedre forhold for Colombias fattigste. Men den revolutionære kamp endte med at koste mindst 220.000 liv og sende over syv millioner mennesker på flugt.

For fire år siden underskrev FARC's ledere en fredsaftale med regeringen. Den betød, at Marinelly sammen med tusindvis af andre guerillasoldater skulle sluses tilbage i samfundet. Men hvordan integrerer man et menneske i et samfund, som hun har brugt hele sit voksne liv på at bekæmpe? Hvordan får man et traumatiseret lokalsamfund til at åbne armene for tidligere fjender? Ja, kort sagt: Hvordan læger man sårene efter 50 års blodig krig?

Løfter bliver brudt

I dag bor Marinelly i en lejr for tidligere FARC-soldater og deres familier i det nordlige Colombia. Den består af en samling barakker, kunstfærdigt udsmykket med graffittimalerier af fortidens og nutidens revolutionære helte. Her er rindende vand, bibliotek og syværksted. Men samtidig bærer de asbestholdige bygninger tydeligt præg af, at de var tænkt som noget midlertidigt.

”Vi er dybt bekymrede over forholdene. I fredsaftalen blev vi lovet jord, udvikling og økonomisk hjælp til at begynde et nyt liv. Men regeringen har ikke holdt sine løfter. Vi har ikke fået andet end tom snak,” siger Marinelly. Alligevel holder hun fast i, at freden er den eneste vej frem, og at den er værd at kæmpe for.

"Jeg ser på det her fra et politisk perspektiv. Fredsprocessen har åbnet nogle muligheder for os, der aldrig var der før. Vores børn skal aldrig igennem de samme tab, som vi har oplevet.”

Marinelly bruger derfor en stor del af sin tid på det sociale arbejde i lejren. Hun kæmper for at få tingene til at fungere på trods af situationen. Og som ligestillingsansvarlig i lejren har hun involveret sig i et Oxfam-projekt, der skaber dialog mellem lejrens kvinder og kvinder i det omgivende samfund.

”Jeg tror på, at det nytter at tale med hinanden og sammen se på, hvordan vi kan skabe en heling efter krigen. Ingen af os vil nogensinde kunne glemme, men vi kan bevæge os i den rigtige retning, og det er vi i gang med her.”

Drab på alle sider

Marinelly voksede op i 80’ernes ludfattige Colombia, mens borgerkrigen rasede. Hver dag dukkede et nyt lig af en politisk aktivist op – eller naboens søn eller en anden bekendt.

"Der var aldrig nogen myndigheder, der kom og hjalp os. FARC-folkene var de eneste, der bekymrede sig om os,” fortæller hun. I den unge teenagepiges øjne var det guerillasoldaterne, der genoprettede lov og orden. Klædt som almindelige mennesker men med geværer i taskerne udførte de vigtigt socialt arbejde.

”FARC hjalp os med at organisere os og få os børn tilbage i skole. De kom ligefrem med en lærer til os. Så da jeg var 14 år, bestemte jeg mig for at blive en del af guerillaen. Min far var imod det," siger Marinelly. Men hun gjorde det alligevel. ”Det var det bedste, der var sket for mig. I begyndelsen var jeg meget genert, og jeg kunne hverken læse eller skrive. Men mine kammerater lærte mig alt. Jeg voksede som menneske og forstod den politiske kamp og det store potentiale. Selv om vi levede som illegale, kunne vi se samfundet klart. Jeg føler stadig, at jeg skylder guerillaen alt – det er dens fortjeneste, at jeg sidder her i dag og er i stand til at udtrykke mig og forstå verden omkring mig.”

Men der var også en anden side af livet som revolutionær. For kampen krævede ofre, både blandt FARC-folkene og deres fjender. Og ikke mindst blandt civile, når de kom i vejen eller uforskyldt faldt i unåde hos den ene eller anden af krigens parter. Der var der ingen rene skurke og helte – det er Marinelly på det rene med. Kun et blodigt sammensurium af ofre og gerningsmænd. Og Marinelly selv kender kun alt for godt smerten ved at miste dem, man elsker.

”Da jeg gik med i FARC, var min største frygt, at jeg aldrig skulle se min familie igen. Og det blev desværre virkelighed. Min mor døde. Og min far, der var politisk aktivist, blev tortureret og myrdet af hæren, og hans hus blev brændt ned. Derefter forsvandt en af mine brødre og er aldrig siden set."

Hun er ikke vred på de soldater, der slog hendes familie ihjel. De var en del af krigens struktur. Men hun vil kæmpe for at stoppe det system, der gjorde det muligt.
”Selv om krigen på papiret er slut, foregår de her ting stadig. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sone mine egne handlinger og for at hjælpe Colombia til en varig fred,” siger hun.

Usikker fredstid

I denne tid hænger fredsprocessen i Colombia i en tynd tråd. Ud over amnesti og starthjælp til tidligere guerillasoldater som Marinelly indeholdt fredsaftalen løfter om store investeringer i de fattige landområder. Men efter fire år lader hjælpen og pengene stadig vente på sig, mens regeringen til gengæld optrapper sin militære tilstedeværelse flere steder i landet. Det betyder, at frustrationerne hober sig op – ikke mindst blandt de tidligere revolutionære i FARC-lejrene.

Flere fremtrædende FARC-ledere har sluttet sig til nogle af de oprørsgrupperinger, der aldrig sluttede op om fredsaftalen. Marinelly vil ikke undskylde de frafaldne. Men hun forstår dem godt.

”Der er mange, som bakker fuldt og helt op om freden og fredsaftalen. Men en del af dem, der i dag sidder på ressourcerne, forsøger at kortslutte fredsprocessen. De tjente mange penge på krigen, så de prøver at sætte ild til konflikten og skubbe landet ud i krig igen,” siger Marinelly. Hun og ligesindede i lejren ønsker ikke, at det skal ske. De arbejder for at få en ende på usikkerheden, og de kæmper for konkrete initiativer, der kan hjælpe dem og de lokale, så de kan skabe sig et bedre liv.

"For at freden skal lykkes, kræver det, at tidligere fjender arbejder sammen. Det kræver en enorm indsats, men jeg håber, det lykkes. Jeg håber og ønsker, at vores børn får mulighed for at skabe sig et helt andet liv end det, vi har haft. Et liv uden krig, frygt og fattigdom," siger Marinelly.

Det gør Oxfam

  • Sammen med lokale partnere afholder vi workshops i lejre for tidligere FARC-soldater. Her deltager kvinder fra lejrene og fra de omgivende lokalsamfund. Formålet er, at kvinderne skal lære hinanden at kende og finde ud af, hvordan de kan arbejde sammen.
  • Oxfams partnere bruger også disse møder til at indsamle viden om kvindernes ønsker og behov, som de tager med op på nationalt niveau, hvor de deltager i møder om fredsprocessen. • Studier viser, at der er større sandsynlighed for, at freden vil holde, hvis kvinderne er med i arbejdet – det samme gælder i øvrigt andre marginaliserede grupper som unge og oprindelige folk.