Forside / Vores arbejde / Nødhjælp / Kvinder gør fredsprocesser stærkere

Kvinder gør fredsprocesser stærkere

Kvinders rettigheder er noget af det første, der bliver ramt, når der er konflikter og krig. Erfaringer viser, at der er 35 procent større chance for at fredsaftaler holder, når kvinder deltager i fredsforhandlingerne. Det gør sig også gældende i Sydsudan, hvor kvinder gør op med traditionelle kønsnormer og vold, i deres kamp for mere indflydelse og medbestemmelse i fredsprocessen.

kvinder-gor-fredsprocesser-staerkere.jpg
Foto : Robert Fogarty

Dybt indgroede patriarkalske normer i Sydsudan betyder, at kvinder ofte marginaliseres i beslutningsprocesserne, som er forbeholdt en elitær skare af mænd og der er ikke en eneste kvindelig statsleder i Sydsudan.

En ny undersøgelse fra Oxfam gør op med, at lederskab kun er for mænd. Den peger på, at sydsudanesiske kvinder har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at opnå fred i Sydsudan, selvom dette bidrag er underkendt og underdokumenteret. Til trods for at kvinder møder modstand i form af vold og chikane, har de været vigtige katalysatorer i at forme landets fredsaftale. Det giver undersøgelsen flere eksempler på og giver talerør til sydsudanesiske kvinder, der giver deres synspunkter, om deres rolle i landets seneste nationale fredsprocesser. Dertil anbefalinger til, hvordan politikkerne kan ændres.

Der er et behov for at styrke den yngre generation, og opbygge selvtilliden i særdeleshed hos de unge kvinder. Så når nogen siger: du må ikke være her fordi du er kvinde, så har de styrken til at svare: jo, jeg er en del af dette samfund og jeg har ret til at være involveret i beslutninger, der har betydning for mit liv.
Kiden Lukudu
Oxfam Danmarks partner

Oxfam Danmark har været med til at støtte op om unge og kvindelige fredsaktivister som Kiden Lukudu, der vedholdende har insisteret på, at kvinder skal repræsenteres og have en stærk stemme i fredsprocessen – ikke blot ved forhandlingsbordet, men ved at sikre, at kvinder på alle led og niveauer, har en stærk fælles stemme og indflydelse. På trods af stor usikkerhed har en række civilsamfundsorganisationer i Sydsudan bl.a. stået i spidsen for at samle kvinder i solidaritet gennem oprettelsen af Sydsudans kvindekoalition for Fred.

Dette kulminerede i to revitaliserede fredsaftaler i 2015 og 2018, hvoraf den seneste inkluderer en kvote på 35% for kvinders deltagelse i den overgangsregering, der skal dannes den 22. februar 2020. Det vedvarende pres for en mere inkluderende fredsprocess, har endvidere ført til højere deltagelse af kvinder som politiske ledere, og et generelt mere dedikeret rum for kvinder i fredsopbygning og konfliktløsning. For hvis freden skal vare ved, skal kvinderne høres.

Kvindekoalitionen har desuden været med at lancere kampagnen #BorntoLead, der dokumenter hvordan sydsudanesiske kvinder bidrager til positiv forandring i deres samfund hver dag og sammen kæmper for en fremtid, hvor kvindernes ledelse fejres, og hvor alle sydsudanesiske kvinder og piger har magten til at påvirke de beslutninger, der påvirker deres fremtid.

Selvom kvinderne har tilkæmpet sig et vigtigt stykke, er der stadig langt vej igen. Rapporten fremsætter derfor også anbefalinger til, hvad der skal til for at styrke kvinders fortsatte rolle i opbygningen af bæredygtig fred i Sydsudan.

Kvinder og piger har båret hovedparten af konflikten, og vi er trætte. Vi har sagt det igen og igen: nu er det tid til varig fred i Sydsudan. Vi har demonstreret, vi har krævet plads ved forhandlingsbordet, vi har påvirket indholdet og gennemførelsen af Sydsudans fredsaftaler. Vores bidrag til fred er tydelige: Vi har ret til at blive involveret i beslutninger der berører vores land; køns-kvoten, som kvinder med succes har presset på i den seneste aftale, anerkender dette,.
Yuyada
En sydsudanesisk fredsaktivist