Svar til Berlingskes artikel bragt den 22. januar 2020

27. jan 2020
Af
Annahita Nikpour

Berlingske bragte 22. januar 2020 artiklen ”Oplysninger om skattesnyd i ulighedsrapport bygger på 13 år gamle data”, hvor forudsætningerne for Oxfams årlige ulighedsrapport kritiseres. Nedenstående tekst er en replik til artiklen

1. De superrige snyder i skat med op til 30 procent

Berlingske siger ikke, at vores tal for de riges skattesnyd er forkerte, men påpeger, at de er gamle. Vi har klart indsat vores reference i rapporten, så alle kan se, hvilken undersøgelse vi bygger vores påstand om de riges brug af skattely på. Den forskning, vi henviser til, er først udgivet i 2017 , og er siden blevet bragt i det anerkendte tidsskrift, American Economic Review i udvidet udgave i 2019.  Det er den nyeste og mest anerkendte forskning inden for området. Blandt de, der også anvender studiet, som vi referer til, er bl.a. Skatteministeriet.  Berlingske peger ikke på andre nyere kilder, de mener er mere troværdige. 

I deres overskrift skriver Berlingske, at studiet, vi bruger om de riges brug af skattely, ”bygger på 13 år gamle data”. Det er dog misvisende. Studiet anvender tre kilder, hvilket klart fremgår af første side af forskernes artikel: Lækagedata fra en Schweizisk bank, der dækker en periode fra 2006-07 (SwissLeaks), lækagedata fra et rådgiverfirma, der går op til og med slutningen af 2015 (Panama Papers), samt data fra amnestiordninger i Sverige og Norge, som går op til omkring år 2013-14. Forskernes data bygger derfor på flere kilder, der strækker sig tilbage i tiden og op til omkring midten af 2010’erne. Det er rigtigt, at vi ikke har kunnet bruge tal fra år 2020, men det er samtidig ikke korrekt, at det studie, vi bruger, alene hviler på data fra 2007, sådan som Berlingske påstår. Der er således sneget sig en væsentlig fejl ind i overskriften og hovedpåstanden i Berlingskes faktatjek, hvilket er beklageligt.

Når det er sagt, så skal vi være de første til at ønske os bedre og mere tidssvarende data om skattely. Det er derfor, at vi i Oxfam IBIS igennem mere end et årti har kritiseret den lukkethed, som omgærder skattely, og arbejdet benhårdt for at presse vores politikere til at gennemtvinge mere åbenhed. Som Berlingske tidligere har mindet os om med sine afsløringer om hvidvask, så er vi i dag afhængige af lækager og graverjournalister for at få de glimtvise indblik i de finansielle sorte huller, som mange skattely stadig er. Nye lovkrav har opbrudt noget af den traditionelle bankhemmelighed, men det er stadig alt for nemt at omgå den, så mens vi venter på den næste lækage, arbejder Oxfam IBIS videre på at sikre større åbenhed om verdens skattely.

Til sidst er det værd at tilføje, at man af Berlingske og andres kritik får det indtryk, at vi i Oxfam IBIS forsøger at puste omfanget af ulighed op ved kun at udvælge den data, der understøtter vores budskab. Netop skattely-problematikken er dog et eksempel på det modsatte. Vi ved, at Credit Suisse tallene, som vi anvender til at måle verdens formueulighed, ikke tager højde for de enorme formuer, der er skjult i skattely. Den bedste forskning, som vi har, viser, at det er omkring 10% af verdens samlede formuer, der er skjult i disse skattely, og at den rigeste 0,01%, der ejer omkring halvdelen af den. Til trods for det har vi valgt at se bort fra disse skattelyformuer i de ulighedstal, vi anvender i vores rapport, for at sikre metodisk stringens. Men det betyder også, at vi ved, at vores tal med meget stor sandsynlighed undervurderer det sande omfang af verdens ulighed. Dét forhold kunne et faktatjek med rette have fremhævet.

2.    Milliardærerne ejer store dele af verden

I artiklen bliver Oxfam IBIS taget til indtægt for at påstå, at verdens dollarmilliardærer ejer 50 % af verdens formue. Det er imidlertid ikke det, der står i rapporten. I rapporten står, at verdens dollarmilliardærer har en formue svarende til 4,6 mia. mennesker . 

Det er korrekt, at verdens dollarmilliardærer  ejer ca. 2,4 % af verdens formue. Gruppen af milliardærer udgør imidlertid kun ca. 0,000028 % af jordens befolkning. Forholdet mellem, hvor lille en gruppe, milliardærerne udgør, og hvor stor en del af velstanden de besidder, er uhørt stor. 

Den vigtige pointe, at 4,6 mia. mennesker kun tegner sig for 2,4 % af verdens velstand er desværre blevet glemt i debatten. I Oxfam IBIS mener vi, det er vigtigt at holde fast i, at det er uretfærdigt. At alle mennesker har ret til et værdigt liv, og at vi skal adressere de strukturer, som i dag fastholder mennesker i fattigdom, er den substantielle pointe, som Berlingske ikke fortæller.

3.    De fattige bliver fattigere

Overskriften ”De fattige bliver fattigere” indikerer, at Oxfam IBIS påstår, at der bliver flere fattige i verden. Læser man imidlertid Oxfam IBIS' pressemateriale og rapporten i øvrigt, anerkender Oxfam, at fattigdommen er faldet: "Selvom færre lever i ekstrem fattigdom i dag end tidligere, er den hastighed, vi udrydder den ekstreme fattigdom med, halveret siden 2013. Og der er i dag flere, der sulter, end antallet der regnes som ekstremt fattige. Derudover lever næsten halvdelen af klodens indbyggere for under 5,5 dollars om dagen."

Oxfam gør det således i klart, at der er tale om en velstandsstigning i verden, og at middelklassen er vokset. Men vi gør opmærksom på, at denne velstandsstigning i høj grad er båret af megalandene Kina og Indien, og at der er store regionale og nationale forskelle. 

Credit Suisse har således undersøgt formueandelen for top-1% siden år 2000 på regionalt niveau. I Europa er den ca. det samme i 2019 som i 2000, nemlig ca. 25,20% - den laveste formueandel for den rigeste ene procent var i 2007 og 2008, hvor top-1% ejede 21,22% af den samlede formue. Ser man i stedet på Kina, er formueandelen for top-1% steget fra 20,52 i 2000 til 30,32% i 2019, mens der for gruppen ”andre vækstøkonomier” kan ses en stigning fra 32,35% i 2000 til 38,96% i 2019 . 

For Nordamerika er andelen steget fra 32,73 % i 2000 til 34,65 % i 2019, højindkomstlandene i Asien og Stillehavsområdet er der også tale om en lille stigning fra 20,29% til 21,34% og for gruppen ”andre lande” er formueandelen for den rigeste ene procent af befolkningen steget fra 28,35 % til 29,44%.

Berlingske tager herefter udgangspunkt i Credit Suisse og konkluderer, at uligheden er faldende baseret på perioden 2000 til 2019. Oxfam IBIS anerkender, at analysen af, hvorvidt uligheden er stigende eller faldende, kommer an på, hvornår man måler fra, hvilket tallene ovenfor også viser. Går man derimod tilbage til 1980, er det tydeligt, at uligheden er steget markant i Nordamerika og Asien, steget med mindre hastighed i Europa, og har været stabilt på et meget højt niveau i Mellemøsten, Afrika syd for Sahara og Brasilien. 

Bliver der så flere fattige? Oxfam benytter Verdensbankens definitioner for fattigdom, og Verdensbanken har i 2018 justeret deres fattigdomsmål for at give et klarere billede af fattigdommen på globalt plan i erkendelsen af, at 1,90 dollars pr. dag ikke er et retvisende mål for fattigdom i alle lande. 
Fx. vurderer FN, at 820 millioner mennesker lever med sultproblemer. Men med Verdensbankens grænse på 1,90$ om dagen lever ”kun” 735 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Dette betyder, at 85 millioner mennesker ikke er ekstremt fattige, selvom de ikke har råd til mad.

Verdensbanken har således indført en ny fattigdomsgrænse på 3,20$ pr. dag for lav-middelindkomst-lande og 5,50$ om dagen for høj-middelindkomstlande. 46 % af verdens befolkning lever for under 5,5$ om dagen. Det svarer til ca. 2.000$ årligt, og det er for lidt, fordi mange af disse mennesker kun er en lægeregning eller en fejlslagen høst fra at vende tilbage til ekstrem fattigdom.

Måler man alligevel udelukkende på fattigdom på under 1,90 dollar om dagen, er det vigtigt at understrege, at fattigdommen faktisk er stigende i afrikanske lande Syd for Sahara   . 

Hvorfor er det så vigtigt at adressere ulighed, når vi taler om fattigdom? Det er det, fordi uligheden er et vigtigt parameter, når vi skal bekæmpe fattigdom. Verdensbanken har konkluderet, at reducering af ulighed er mere effektivt for fattigdomsbekæmpelse end vækst. At reducere hvert lands gini-index med 1 % pr. år har således større effekt end at øge hvert lands årlige vækst med et procentpoint over deres prognosticerede vækst .

4.    Kvinder arbejder ulønnet for milliarder

Berlingske problematiserer Oxfam-rapportens konklusion om, at kvinder verden over yder ulønnet omsorgsarbejde i hjemmet såsom børnepasning, ældrepleje, tøjvask og rengøring til en værdi af 10.800.000.000.000 dollar om året, hvis de skulle have en meget lav mindsteløn for det. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, hvori faktatjekket består, så Oxfam IBIS vil alene fastslå, at vi mener, at det er et problem, at millioner af kvinder fastholdes i fattigdom – bl.a. fordi, den kæmpe indsats, de yder, ligger i ulønnet omsorgsarbejde. 

Oxfam har således udarbejdet en hypotetisk beregning, der forsøger at estimere værdien af det ulønnede omsorgsarbejde i hjemmet, som udføres af kvinder, hvis det blev værdisat på arbejdsmarkedet, og de fik en løn for det. Det er et forsøg på at estimere en ulighed mellem kønnene, der opstår ved, at kvinder globalt set står for over 75% af dette ulønnede omsorgsarbejde. 

Læs Oxfam IBIS' pressemeddelelse for ulighedsrapporten 2020 her