Stærkt med fokus på årsager til kriser og konflikt i ny strategi

24. jun 2021

Regeringen har netop fremlagt sin nye udviklingspolitiske strategi, der sætter rammerne for Danmarks udviklingsbistand i de kommende år. Med strategien står det klart, at Danmark skal have viljen til det langsigtede og svære udviklingssamarbejde – særligt i konflikter og skrøbelige kontekster.

”Vi er glade for, at man med den nye udviklingspolitiske strategi gør det meget klart, at man vil bekæmpe fattigdom og ulighed og samtidig have fokus på bæredygtighed og klimakrisen. Det er vigtigt. For vi kan ikke udrydde fattigdom, hvis vi ikke også tager hånd om den ulighed, der ofte er årsag til den vedblivende fattigdom og til konflikter,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

”Ulighed står centralt i strategien, der har bred opbakning i Folketinget, og det som Danmark vil forebygge og bekæmpe i de næste mange år. Det er stærkt, at Danmark fokuserer på de bagvedliggende årsager til kriser og konflikt og insisterer på, at menneskerettigheder herunder især marginaliserede grupper og kvinders, er et fuldstændigt uomgængeligt omdrejningspunkt,” siger Kristian Weise.

Han noterer sig, at der i det hele taget er nogle gode rammesættende principper om internationale aftaler og konventioner i strategien, herunder fokus på opfyldelse af verdensmålene og princippet om ’Leaving No One Behind’. Det er vigtigt, at de kommer til at stå tydeligt og integreres i de faktiske prioriterede indsatser.

”Udover fokus på bekæmpelse af fattigdom og ulighed er jeg glad for, at indsatsområder som bistand til retfærdige skattesystemer og bedre uddannelse står stærkt – herunder at uddannelse netop skal bruges som løftestang til at sikre lighed, kræve og bruge sine rettigheder. Og at også konfliktforebyggelse og fredsopbygning har høj prioritet,” siger Kristian Weise.

Strategien er meget bred, og derfor bliver selve implementeringen vigtig at følge. Derfor er det også godt, at der kommer en årlig redegørelse, understreger Kristian Weise.

”Det er en ambitiøs plan. Det er vigtigt, at Danmark også sikrer den nødvendige udvikling af partnerskaber lokalt og civilsamfundets rolle i strategien. Vi ser frem til at samarbejde om at styrke den del,” siger han.

Til gengæld står noget af finansieringen lidt uklart, bla. når det kommer til klimafinansiering. Danmark vil leve op til sine klimaforpligtelser, og det burde betyde, at klimafinansieringen er additionel og ligger ud over de 0,7 pct. i bistand, som vi har forpligtet os på gennem internationale aftaler.

”Hvis alt dette skal virkeliggøres, så er der nogle udfordringer i forhold til finansiering. Danmark kan med fordel arbejde mere med at identificere, hvad der er de danske styrker, og hvad der skal prioriteres, når udmøntningen skal ske i finansloven. Der er klart brug for flere penge til bekæmpelse af fattigdom og ulighed det næste årti, ikke færre,” siger Kristian Weise.