Danmarks indsamling 2017

Med pengene fra sidste års Danmarks Indsamling sørger Oxfam Danmark for, at 7.000 bolivianske børn får en næringsrig morgenmad i skolen. Det får flere til at møde op og sikrer, at de lærer mere end før.

Mange steder i Bolivia er det alt for almindeligt, at børn går i skole uden morgenmad, og at de generelt for får lidt eller for næringsfattig mad. Det giver kronisk under- eller fejlernærede børn, som trives dårligt og blandt andet har svært ved at koncentrere sig. På den måde er sult og fejlernæring ofte årsagen til, at mange af Bolivias fattigste børn lærer for lidt i skolen eller ender med at droppe ud.

Fakta

  • Målet er at tilbyde nærende skolemorgenmad til 7000 børn på 13 skoler i de fattige forstæder til Sucre i Bolivia. Bedre ernæring skal bidrage til, at flere børn får en god uddannelse.

  • Projektet løber over to år, og herefter skal Sucre Kommune overtage opgaverne.

  • På verdensplan lider 159 millioner børn af fejl- eller underernæring. Det påvirker udviklingen af børns hjerner og kan gå ud over motorik, nervesystem og indlæringsevne. Bolivia har ifølge World Food Programme den næsthøjeste rate af fejlernæring i Latinamerika.

Ernæring påvirker børns vækst, helbred og evne til at få en uddannelse. Børnene i Sucres fattige forstæder har problemer med deres udvikling og klarer sig i gennemsnit dårligere i skolen end andre bolivianske børn. Hvis ikke deres kost forbedres, går det ud over den uddannelse, som er så vigtig for at give familierne en vej ud af fattigdom,.
Misha Wolsgaard-Iversen
Rådgiver i Oxfam Danmark

Derfor er Oxfam Danmark sammen med lokale partnere og med pengene fra Danmarks Indsamling 2017 i fuld gang med at forbedre ernæringen blandt de fattigste børn. På 13 skoler bidrager vi til, at 7000 børn hver dag får et nærende morgenmåltid. Samtidig inddrager vi forældre, lærere og lokalsamfund i arbejdet med generelt at sikre børnene en bedre og mere afbalanceret kost.

Projektet løber over to år, og det er planen, at Sucre Kommune gradvist overtager opgaven, så der også i fremtiden bliver tilbudt en god og næringsrig morgenmad i skolerne.

Hele familien bliver involveret

I projektets første del har der været særligt fokus på at informere lærere og forældre om vigtigheden af, at børnene får en afbalanceret og næringsrig kost, og inspirere forældrene til, hvordan man med fordel kan bruge lokale ingredienser i madlavningen. Skolerne laver familieworkshops, som hjælper forældrene og lærerne med at forstå de grundlæggende ernæringskoncepter og effekten af ernæringen. De bliver vejledt i, hvordan man undersøger, hvad maden indeholder, og hvorvidt den er sund eller ej. Kurserne bliver naturligvis holdt på både spansk og deltagernes modersmål quechua.

Samtidig er der skabt et tæt samarbejde med kvinderne, som står for at lave maden til skolebørnene. Ved at øge deres viden om ernæring og sund kost, øger man både kvaliteten af skolebørnenes mad, men også den mad, som kvinderne laver til deres egne familier.

Andre elementer i projektet er at styrke samarbejdet med de lokale fødevareproducenter og radioprogrammer om kost og ernæring. Desuden har man inddraget universitetsstuderende, som har undersøgt elevernes kostvaner og hjulpet lærerne med at identificere alvorlige tilfælde af fejlernæring blandt børnene.

”Effekten breder sig allerede fra de 13 skoler, vi samarbejder med,” siger Lisbeth España, som er projektets koordinator i Bolivia. Hun forklarer, hvordan Sucre Kommune eksempelvis har besluttet at de måltider og sunde snacks, som er udviklet i projektet, skal være det, som serveres på alle byens skoler næste år.

”Samtidig arbejder myndighederne på at stille krav om, at skolemaden alle steder skal være sund, og de laver vejledninger til, hvad sund mad egentlig er,” tilføjer Lisbeth España.

danmarks-indsamling.jpg
Om Danmarks Indsamling
En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at opnå FN’s Verdensmål. Oxfam Danmark har været med siden 2016 og er det igen i år.
Læs mere