Skoleelever samler ind til børn i Sydsudan

17. mar 2017
Af
Malene Aadal Bo

I disse dage bliver der solgt lodsedler og lavet events overalt i Danmark. Det er de danske skoleelever, som sammen med Oxfam IBIS samler ind for at hjælpe børn i Sydsudan, der lige nu er ramt af hungersnød og lider under en langvarig og blodig konflikt.

180.000 danske elever læser netop nu om Sydsudan i ”LæseRaketten”, den læsebog som Oxfam IBIS hvert år udgiver med støtte fra Danida. I år møder de danske skolebørn Simon og Samuel, der fortæller om livet i en flygtningelejr, James, der har været børnesoldat, men som har masser af håb og drømme for fremtiden - og alle de andre børn og deres dagligdag i Sydsudan.

Der er også brug for dig

Sms LIV til 1220 og giv 150 kroner

Pengene går til Oxfams nødhjælpsarbejde

Du kan også støtte elevernes indsamling, der skal hjælpe sydsudanesiske børn i skole.
Indbetal et frivilligt beløb via MobilePay til 30 73 33 73.

Nogenlunde samtidig med, at læsebogen ankom på skolerne, blev der erklæret hungersnød i dele af Sydsudan - den første hungersnød i verden i seks år.

”Derfor er det særligt vigtigt i år med den ekstra indsats, som danske skoleelever gør, når de sælger lodsedler og samler ind. Det betyder, at vi kan hjælpe endnu flere børn i Sydsudan,” siger Line Trolle fra Hele Verden i Skole, der netop nu oplever stor lyst til at samle ind fra skolerne.

Konkret skal pengene gå til at skabe uddannelse til børn, der har været på flugt eller væk fra skolen pga. konflikten, til skolebøger, toiletter og vand på skolerne samt uddannelse af flere lærere. Det er der hårdt brug for i Sydsudan.

Mange elever landet over er allerede i gang med at sælge lodsedler, og børnene går meget op i at hjælpe andre børn i verden. På Langelinieskolen i København har 4. klasserne netop nu emneuge, hvor de sælger lodsedler.

”Vi samler ind for Oxfam IBIS for at få børn i Sydsudan i skole,” siger Sofie, der har solgt mange lodsedler.
”Det er et budskab, hvor vi hjælper andre med at komme i skole, det handler ikke kun om os selv. Det handler om andre børn, som vi gerne vil være med til at støtte, så de også kan have det samme som os,” uddyber hun.

”Jeg vil gerne have, at alle kommer til at have en uddannelse eller have et godt arbejde og et godt liv, så de kan få mad og drikke,” siger Anna Helena fra 4. klasse på Langelinieskolen om, hvorfor det er vigtigt med deres emneuge.