Q&A: Hvorfor skal gælden slettes?

14. apr 2020

Oxfam IBIS kæmper lige nu for at få udviklingslandenes gæld slettet. Men hvorfor egentlig? Og hvem skal betale? Få svar på de vigtigste spørgsmål her

 

Hvorfor skal vi eftergive gæld til udviklingslandene?

Mange af verdens fattigste lande bruger i øjeblikket milliarder af dollars på at betale gæld af – som de så ikke kan bruge på sundhed, skoler og hvad befolkningerne ellers har brug for. Nogle af landene er allerede fanget i en form for ’gældsspiral’, hvor de må optage nye lån for at betale af på renterne på de gamle, og de er ved at gå fuldstændig rabundus. Mens andre lande er faretruende tæt på at lande det samme sted.

Gælden var allerede et kæmpestort problem for et par måneder siden – og nu kommer coronaen så oveni og gør det endnu mere akut. Udviklingslandene har mere end nogensinde brug for at bruge deres penge på for eksempel sygehuse i stedet for på at betale renter af på gamle lån. Ellers risikerer vi, at millioner af mennesker vil dø af coronavirus – eller blive skubbet ud i den dybeste fattigdom i den økonomiske recession, der vil følge i kølvandet.

 

Mange af verdens fattigste lande har store problemer med korruption. Hvad er pointen med at give dem millioner af dollars?

Det er sandt, at mange udviklingslande har en dårlig historik og skal bevise, at de håndterer krisen ansvarligt uden korruption. Mange andre gør et godt stykke arbejde. 

I de lande, hvor regeringer før har opført sig uansvarligt, bør støtte fra rige lande være ledsaget af støtte til civilsamfundet – foreninger, universiteter og så videre - som kan holde opsyn med regeringer og holde dem ansvarlige. Oxfam IBIS samarbejder med rigtig mange af den slags organisationer verden over, og vi kan hver dag se, hvor stor en forskel, de gør. 

 

Kan I nævne nogle eksempler på, hvorfor gælden er et problem?

  • Ghana bruger 42 procent af statens budget på at betale af på renter og gæld. Det er mere, end det ville koste at give gratis offentligt finansieret sundhed til hele befolkningen.
  • 46 af verdens fattigste lande bruger flere penge på at afbetale gæld og renter, end de bruger på deres sundhedssystem.
  • En stor del af gælds-udgifterne går til rentebetalinger, og ikke til at afdrage på lånene. En analyse har vist, at den hurtigst voksende udgiftspost på de offentlige budgetter i Afrikanske lande syd for Sahara er renteudgifter.
  • Mens vi herhjemme kan optage statslån med cirka nul procent i rente, så må mange udviklingslande låne til mere end ti procent i rente.
  • Et midlertidigt stop for rente- og gældsafbetalinger på to år kan frigive mere end 344 milliarder kroner for verdens 69 fattigste lande. Penge, der i stedet kan bruges på at holde hånden under de fattigste, når deres livsgrundlag forsvinder som konsekvens af coronavirusset.

 

Hvad har gæld med sundhedssektoren at gøre?

Sundhedssektoren er en af de offentlige sektorer, der ofte har måttet betale en hård pris, når der blev givet lån til udviklingslande, på grund af de betingelser, der følger med. Efter Ebolakrisen i Sierra Leone ville IMF for eksempel kun give lån, hvis det ludfattige land skar drastisk ned i det offentlige forbrug på ting som sundhed og uddannelse. IMF så disse universelle ydelser som en udgift, ikke en investering. Men uden gode skoler, sygehuse med mere er det umuligt at få en stærk privat sektor. Omsorgsarbejde er det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt. 

 

Hvad sker der, hvis vi ikke eftergiver gælden?

For det første bliver udviklingslandene tvunget til at bruge en masse penge på at betale afdrag og renter lige nu, hvor de så akut har brug for at investere i sundhed. Det kommer til at kosterigtig mange menneskeliv. Og de har heller ingen penge til økonomiske redningspakker, som vi jo benytter os af i stor stil herhjemme lige nu. Derefter er der heller ingen penge til uddannelse og hvad der ellers er brug for i de lande inden for de kommende år.

For det andet går nogle af landene sandsynligvis statsbankerot. Mange af de her penge er der ingen chance for, at investorerne nogensinde får ind alligevel. For gælden er blevet fuldstændig uoverstigelig for udviklingslandene. Så vi kan lige så godt slå en streg over den i stedet for at drive dem helt ud, hvor de går fallit.

 

Jeg troede egentlig, at problemet med gæld var løst for 20 år siden. Hvorfor taler Oxfam pludselig om det igen?

Omkring årtusindskiftet fik mange udviklingslande eftergivet deres gæld, og det, der var tilbage, blev omlagt til nogle mere bæredygtige vilkår. Det fungerede fint i nogle år. Men inden for de seneste cirka fem år er problemet eksploderet igen.
Det er blandt andet sket, fordi udviklingsbistanden i verden generelt bare er faldet og faldet. Og samtidig er udviklingslandene forpligtet til at levere på en række offentlige services, blandt andet  gennem FN’s Verdensmål. Landenes befolkninger er fattige, så de kan ikke bare opkræve en masse penge i skat. Så de ser ikke andre muligheder end at låne pengene. Og jo flere penge, de låner – desto dårligere vilkår får de på lånene. Til sidst ender de hos de private kapitalfonde, og så er det skruen uden ende.

 

Hvad er det præcis, Oxfam foreslår?

I første omgang sætter vi alle lånene til udviklingslandene på pause i to år. Så skal de hverken betaler renter eller afdrag, og der kommer heller ikke nye renter på. På længere sigt skal en stor del af gælden slettes fuldstændig, så de værst ramte lande får en chance for at komme på fode igen. For de kommer også til at have brug for rigtig mange penge om to år, hvor hele verden sandsynligvis stadig vil stå i en dyb økonomisk krise på grund af coronaen.

Helt konkret skal det foregå ved, at landene selv melder ud til alle deres kreditorer, at de ikke har tænkt sig at betale pengene tilbage. Hvis de gør det samtidig, er der ikke så meget, kreditorerne kan gøre ved det.

 

Hvilke lande drejer det sig om?

Et sted mellem 50-70 lande: Alle udviklingslande plus nogle mellemindkomstlande, der er meget tæt på at være fanget i ovennævnte gældsspiral, for eksempel Kenya og Ghana.

 

Hvem er det, der skal eftergive gælden?

Her bliver det kompliceret, så hold tungen lige i munden: Der er både multilaterale (IMF og Verdensbanken), bilaterale (store lande som ex. USA, Kina og Tyskland) og private kreditorer.

De private fonde er de mest komplicerede – og ofte de værste lån. Når de fattigste lande ikke længere kan låne penge på ordentlige vilkår andre steder, optager de ’forbrugslån’ hos de private fonde til vanvittigt høje renter og på meget dårlige vilkår. I bedste fald bruger de pengene til skoler og sygehuse. Men ofte bruger de pengene på at betale af på lån til andre kreditorer. Og det er en ond spiral at havne i.

 

Hvad er Danmarks rolle?

Danmark er bidragsyder til både den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, og herigennem kan vi presse på for en global aftale om gældsstop og gældsslettelse. De to institutioner har virkelig meget at skulle have sagt her, og der skal være stort topmøde (det såkaldte Forårsmøde) i IMF og Verdensbanken 17-19. april, hvor gældssituation i udviklingslandene er højt på dagsordenen.

Gennem EU har Danmark også indflydelse på diskussionerne i G20, som er kluppen af magtfulde lande, som har magten til at vedtage et gældsstop og slette en stor del af gælden.