Forside / Pressemeddelelser / Oxfam Danmark kæmper mod hungersnød i Sydsudan
Pressemeddelelse

Oxfam Danmark kæmper mod hungersnød i Sydsudan

20.02.2017

farming_and_guns_bajarial_south_sudan_photo_william_vest-lillesoe.jpg
Sydsudanesiske bønder, maj 2016. Mange mennesker er drevet på flugt i øjeblikket, og derfor er en stor del af landbrugsjorden ikke dyrket i øjeblikket. Foto: William Vest-Lillesøe

Sydsudans regering og FN har mandag 20. februar officielt erklæret hungersnød i dele af landet. Det er første gang, at FN officielt erklærer hungersnød siden Somalia i 2011, hvor anslået en kvart million mennesker døde af sult.

4,9 millioner sydsudanesere – 40 procent af befolkningen – har akut behov for fødevarer og risikerer at sulte inden udgangen af april i år. Oxfam Danmark er til stede i landet, og sammen med resten af Oxfam arbejder vi på højtryk for at hjælpe menneskene i de hårdest ramte områder.

”Landets indbyggere er fanget i en borgerkrig mellem kæmpende militser. Mange bønder er flygtet fra deres jord på grund af krigshandlingerne, og det betyder naturligvis, at der ikke bliver produceret lige så meget mad, som der plejer. Oveni kommer, at tørkesæsonen i år er længere end normalt,” forklarer generalsekretær Vagn Berthelsen fra Oxfam Danmark.

”Tilsammen betyder det, at priserne på fødevarer er alt for høje til, at almindelige mennesker har råd til at købe dem. Derfor sulter millioner af mænd, kvinder og børn lige nu. Og endnu flere vil blive ramt inden sommer, hvis ikke vi som verdenssamfund skrider til handling nu,” siger generalsekretær Vagn Berthelsen fra Oxfam Danmark.

Siden den nuværende krise begyndte i december 2013, har Oxfam hjulpet næsten 700.000 af de mennesker, der er hårdest ramt af konflikten, med mad, vand og sanitet. Og vi har assisteret 350.000 med hjælp til landbrug, fredsopbygning, uddannelse og organisering.

”Oxfam gør, hvad vi kan, for at hjælpe de civile, der er fanget i krigsherrernes spil og bidrage til langsigtede løsninger på konflikten i Sydsudan”, siger Vagn Berthelsen.