Sikker LæseRaket-landing over hele landet

22. mar 2012

Fra Upernavik i Grønland til Husby i Sydslesvig får skoleelever i hele Danmark nu et sjældent indblik i, hvordan det er at være barn i et af verdens fattigste lande. Det sker, når den populære bog LæseRaketten fra IBIS lander på 1135 skoler i LæseRaketugen, 26-30. marts.

I den uge skifter over 161.000 danske skoleelever Gummitarzan og H.C.Andersens eventyr ud med LæseRakettens fortællinger om rigtig levende afrikanske børn, som Cyrus på ni år, der drømmer om at komme til USA og drikke koldt vand, og Rose der blev tvunget på flugt til Liberia. Fortællinger der suppleres med nye og velskrevne historier leveret af danske børnebogsforfattere og illustratorer.

Det er 9. år i træk, at IBIS udgiver LæseRaketten i forbindelse med organisationens tilbagevendende uddannelseskampagne Hele Verden i Skole. Sidste år gav Danmarks Lærerforening i øvrigt IBIS Stinus-prisen for sit vedholdende engagement i folkeskolen med denne kampagne.

I år har kampagnen fokus på det vestafrikanske land Liberia, som kampagneleder Helle Gudmandsen fra IBIS netop har besøgt:

”To ud af tre børn i Liberia går ikke i skole. Vi mødte flere af dem. Børn som må arbejde og snydes for skolegang. Det er de børn IBIS, og de mange danske elever der læser i LæseRaketten, er med til at sætte fokus på. For det er uacceptabelt, at der stadig er 67 millioner børn i verden, som er skoleløse,” siger Helle Gudmandsen, som er uddannet lærer og nu står i spidsen for IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagne.

”Bogen hedder LæseRaketten, for der skal så meget raketfart på, hvis verdens politiske ledere skal nå at indfri løftet fra 2000 om skolegang til alle senest i år 2015. Realiteten er nemlig, at når danske børn læser i bogen, så gør de det, som millioner af børn ikke har mulighed for – at gå i skole og lære at læse,” forklarer Helle Gudmandsen.

Global undervisning på skoleskemaet

Formålet med LæseRaketten er både at stimulere børnenes læselyst og deres utrolige nysgerrighed over for børn i andre lande – og at få fokus på de skoleløse børn. ”Vi er derfor rigtig glade for, at LæseRaketten i dag er blevet en fast del af den globale undervisning, som lærerne giver eleverne,” siger Helle Gudmandsen.

50 skoler er desuden heldige at få besøg af IBIS’ LæseKaravane, som består af otte unge frivillige, der har besøgt Liberia og nu turnerer rundt på skolerne med bagagen fuld af lege, film, musik og historier.

Indsamlingskonkurrencer og interaktivt univers

Udover LæseRaketten har eleverne mulighed for at deltage i indsamlingskonkurrencer, hvor pengene går til at finansiere skolegang til børn i Liberia.
Ved siden af læsebogen har IBIS udviklet et omfattende interaktivt og tværfagligt undervisningsmateriale med hjemmeside, lærermateriale, opgaver, musik og film. Se www.heleverdeniskole.dk

For yderligere information, kontakt venligst:

Helle Gudmandsen, kampagnekoordinator, IBIS, heg@ibis.dk, dir: 3520 0529, mobil: 2086 0084
Hanne Selnæs, presseansvarlig, IBIS, hs@ibis.dk, dir: 3520 0524, mobil: 6043 3332
 

Billedtekst: 161.000 elever i Grønland, Sydslesvig og resten af Danmark får LæseRaketten i hænderne ugen før skolernes påskeferie. Foto: Mikkel Østergaard