IBIS var med, da Danmarks Indsamling 2016 lørdag 6. februar samlede ind til kampen mod ekstrem fattigdom. Af de indsamlede 97.870.606 kroner går over 3 millioner til IBIS' projekt i Liberia. Tusind tak til alle, der så med lørdag aften og alle dem, der har doneret til indsamlingen.
Fattigdom fører til sult, sygdom og fejlernæring. Fattigdom udelukker mennesker fra fællesskaber og begrænser muligheden for at skabe udvikling – for den enkelte og hele samfund. Netop derfor er bekæmpelse af fattigdom i fokus, når Danmarks Indsamling i 2016 løber af stablen for 10. år i træk.
På verdensplan lever 836 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Og det har enorme konsekvenser.
”Ansigtet på ekstrem fattigdom er familier, som må klare sig uden adgang til helt basale ting som rent drikkevand, lægehjælp og skoler, som vi andre tager for givet. Uden hjælp risikerer disse befolkningsgrupper at blive fastholdt i kronisk fattigdom og uden mulighed for skabe en værdig tilværelse og en fremtid. Det sætter vi ind overfor med årets Danmarks Indsamling,” siger Karin Aaen, der er talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i UNICEF Danmark.
”Når vi sætter ind mod fattigdom, bekæmper vi den helt grundlæggende årsag til mange af de andre problemer, verden slås med - sult, sygdomme, konflikter og flygtningekriser. Med alle de voldsomme ting, der sker omkring os lige nu, kan man godt få det indtryk, at verden er helt af lave. Men vi ved, at netop ved at bekæmpe den ekstreme fattigdom, kan vi skabe varige forbedringer, der både giver familierne en fair chance for at skabe sig en fremtid, og er med til at sikre mere fred og økonomisk stabilitet,” siger Karin Aaen.
Frem mod den 6. februar samler Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR – sammen med danskerne – ind til 12 konkrete projekter mod fattigdom. Læs om IBIS' indsamlingsprojekt for 2016.
Både tv, radio og net er med, når den 10. Danmarks Indsamling ruller af stablen. P3, P4, Aftenshowet, Ramasjang og DR Ultra er blandt de DR-platforme, der i løbet af januar og første uge af februar fylder sendefladen med historier, auktioner og konkurrencer.
Det hele kulminerer med et stort indsamlingsshow på DR1 lørdag den 6. februar 2016 kl. 19.00. Her styrer værtsparret Lise Rønne og Ulla Essendrop showet direkte fra Tivolis Koncertsal.
”De uoverkommelige udfordringer, som verdens indiskutabelt fattigste befolkningsgrupper står over for hver dag, får ofte kun opmærksomhed i medierne, når en humanitær katastrofe tydeliggør behovet for øjeblikkelig hjælp.
For tiende gang i træk åbner Danmarks Indsamling et vindue til det vi kalder de ’stille katastrofer’, og DR ser frem til at rette opmærksomheden mod disse vigtige historier, der normalt ikke fylder meget i mediebilledet. Derudover vil vi meget gerne bygge oven på resultatet fra de første ni år, sammen med danskerne, som allerede har gjort en forskel for mere end syv millioner mennesker gennem årene,” siger DRs redaktør Anders Thomsen.