LæseKaravane har kurs mod danske folkeskoler

12. mar 2013
Af
IBIS

Inden længe kan de mindre elever på 50 folkeskoler fordelt ud over hele landet se frem til et besøg af udviklingsorganisationen IBIS’ LæseKaravane, når den til marts 2013 drager ud på årets turné.

I to uger har karavanen, som består af otte unge universitetsstuderende, rejst rundt i hjertet af Mellemamerika – nærmere bestemt Nicaragua. Her har de besøgt nogle af landets børn og forsøgt at danne sig et indtryk af, hvordan det er at være barn i Mellemamerikas fattigste land. Med billeder, videoklip og fortællinger fra deres rejse vil de indtil maj turnere rundt og give deres indtryk videre til danske skolebørn.

Ifølge kampagneleder Helle Gudmandsen er idéen med LæseKaravanen at få virkeligheden langt fra Danmark tættere på børnene. ”Den begejstring, som de unge kommer med, den smitter af på eleverne, og oplevelsen bliver derfor meget nærværende og stærk.”

Populært at kende til verdens børn

Over 100 folkeskolelærere sad klar ved tasterne, da tilmeldingen til årets LæseKaravane åbnede d. 28. januar. På mindre end en halv time var de populære besøg totalt udsolgt.

Det er dog ikke kun via karavanen, at skolerne kan få kendskab til Nicaraguas børn. IBIS udgiver hvert år skolebogen LæseRaketten, som ligesom LæseKaravanen er en del af Hele Verden i Skole-kampagnen, der gør opmærksom på, at 61 millioner børn ikke går i skole. I bogen, som ca. 165.000 elever modtager, kan man læse historier om de børn, som karavanen besøger, og få et endnu dybere kendskab til deres liv og hverdag.

Fakta

  • Til skolebogen LæseRaketten hører et undervisningsmateriale, som alle folkeskolelærere kan gøre brug af. Find det på heleverdeniskole.dk
  • Se ruten over LæseKaravanens besøg rundt i landet på vedhæftede google-map.

 

Kontakt:

Helle Gudmandsen, kampagneleder, IBIS: 35 20 05 29, Mobil: 20 86 00 84, heg@ibis.dk

Hanne Selnæs, presseansvarlig, IBIS: 35 20 05 24, Mobil: 60 43 33 32, hs@ibis.dk