Lærere fejres med æbler og kram

29. sep 2014

Oppyntede lokaler, æbler og kram fra eleverne er noget af det, lærere rundt omkring i landet møder ind til i forbindelse med Lærerens Dag i starten af oktober. IBIS og Danmarks Lærerforening markerer også lærernes store betydning for den enkelte elev og for samfundsudviklingen i både Danmark og i udviklingslandene.

Over 100 lande markerer i år FN's internationale Lærerens Dag den 5. oktober. I Danmark bliver de fleste lærere fejret på skolerne den 6. oktober, da den 5. oktober i år falder på en søndag.   

Præstemoseskolen i Hvidovre er en af de skoler, som markerer dagen og fejrer skolens lærere. Her vil DLF-formand Anders Bondo Christensen og Helle Gudmandsen fra IBIS lægge vejen forbi skolen og møde lærerne for at sætte fokus på den store indsats, lærerne hver dag gør for at give eleverne den bedst mulige undervisning.

”Forudsætningen for at få uddannelse af høj kvalitet - i Danmark og i resten af verden - er at sikre veluddannede lærere og gode undervisningsmiljøer både for elever og lærere. Lærerens Dag er med til at markere, hvor vigtige lærerne er for samfundet og for den enkelte elev”, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Lærerens Dag bliver også markeret med salg af postkort og æblenåle. Overskuddet fra salget går til et projekt i Sierra Leone, hvor lærerne bliver efteruddannet, og pigerne får støtte, så de kan fortsætte med at gå i skole, selv om de har fået familie.

I Sierra Leone hærger ebola-epidemien, og alle skoler er lige nu lukkede. Derfor har indsamlingen i år ekstra stor betydning, da både lærere og elever står overfor en stor opgave, når de igen kan vende tilbage til skolerne.

Fakta:
Anders Bondo Christensen og Helle Gudmandsen besøger Præstemoseskolen mandag 6. oktober kl. 12.00 -13.20, Præstemoseskolen, M. Bechs Allé 122, 2650 Hvidovre, hvor pressen også er velkommen til at deltage.

Læs mere om Lærerens Dag og indsamlingen på www.laererdag.dk og følg Lærerens Dag på Facebook, hvor man blandt andet kan sætte en Lærerens Dag-badge på sit profilbillede og udfylde et online postkort og sige tak til en lærer, der har gjort en forskel.

Kontakt:
Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening, mobil: 2164 6293
Hele Gudmandsen, kampagneleder IBIS, heg@ibis.dk tlf: 20860084

Marianne Kjems, skoleleder på Præstemoseskolen, mkp@hvidovre.dk, tlf: 7228 2812, dir: 4132 0704