IBIS skal diskutere medlemskab af Oxfam

15. nov 2013

IBIS’ styrelse har netop besluttet at sætte sit møde i december af til at diskutere, om IBIS skal søge medlemskab af Oxfam International.

IBIS vil undersøge om fremtiden ligger indenfor et større globalt samarbejde, der er stærkere på fortalervirksomhed, kampagne og udviklingspolitik, end det alliancesamarbejde med en række europæiske organisationer i Alliance2015, som IBIS har haft i snart 15 år.

IBIS’ forkvinde Mette Müller udtaler:

”Oxfam kunne være en spændende mulighed for IBIS. Der er et meget stort sammenfald i vores visioner om rettigheder og retfærdighed, og i de temaer vi arbejder med.”

Igennem nogle måneder har IBIS og Oxfam været i uformel dialog, og den gensidige interesse er absolut til stede. Styrelsen hæfter sig ved, at det er et rigtigt godt tidspunkt for IBIS at undersøge dette:

”Det er i opgangstider som disse, at vi skal være nysgerrige efter nye muligheder,” siger Mette Müller, og fortsætter: ”Nu tager vi hul på diskussionen. På torsdagens (14/11) styrelsesmøde i IBIS var de første reaktioner positive. Stemningen var klart, at vi skal gå videre med at analysere muligheder og konsekvenser grundigt og kritisk. Og at vi skal have tilrettelagt en proces, hvor både medlemmer og samarbejdspartnere er inddraget, frem mod generalforsamlingen i 2014.”

Medlemskab af Oxfam har været overvejet flere gange i IBIS’ historie, men har ikke tidligere været oppe til en reel diskussion. Vagn Berthelsen, IBIS’ generalsekretær, ser spændende muligheder:

”IBIS og Oxfam har gennem årene haft mange tætte samarbejder, og har hver gang skabt stærke resultater, der inspirerer til at rykke tættere på hinanden og gøre mere. Det gør det oplagt at undersøge grundigt og kritisk, om vi som IBIS kunne rykke endnu mere for en retfærdig verden ved at blive en del af Oxfam.”

Kontakt

Forkvinde Mette Müller tlf: 27 14 09 20. Mail mmu@ibis.dk

Generalsekretær Vagn Berthelsen tlf:  24 40 86 40. Mail vb@ibis.dk