Glistrup var amatør ved siden af Luxembourgs skattecirkus

10. dec 2014

"Mogens Glistrup var en ren amatør i forhold til det skattecirkus, som Luxembourg har sat i system. Men skattefiflerierne er ikke begrænset til Luxembourg, andre skattely kan også være med. For multinationale selskaber er det et rent tag-selv-bord, og reglerne udnyttes til grænsen og mere til," siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS i en kommentar til de nye LuxLeaks, hvor også det tidligere danskejede Skype er kommet i fokus.

"Det er godt, at skattemyndighederne i EU er ved at vågne op (med et første skridt taget i går), men der er lang vej hjem. Land-til-land rapportering, sortlistning af skattely, krav om åbenhed til selskaber og håndtag, der sikrer ulandenes interesser og deltagelse i beslutningerne, er helt nødvendige tiltag. Meget tyder på, at ulandene er de allerstørste tabere, fordi systemerne er så svage, " fortsætter Vagn Berthelsen..  

"Hvis vi for alvor skal ændre de internationale skatteregler og bekæmpe multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning, skal OECD og FN også på banen," mener Lars Koch, politisk chef i IBIS.

"Vi har brug for at få sat en proces i gang om helt nye og internationale skatteregler. En proces hvor ulandene er med på lige fod og hvor reglerne tilgodeser dem. Det kræver et helt nyt internationalt skatteorgan, som kan indføre nye og fair spilleregler på hele skatteområdet," siger Lars Koch, som netop nu er i New York i forbindelse med forhandlingerne om finansiering af de nye udviklingsmål:

”Herovre kæmper vi og andre NGOer netop for en global aftale om skatteregler, hvor de fattige har en stemme og deres interesser bliver tilgodeset. Men jeg mener, at både Danmark og EU kunne gå meget længere, og først og fremmest få skatte- og udviklingspolitik til at hænge sammen. De skatteregler, som man lige nu arbejder på i Danmark, EU og på globalt niveau, hjælper ikke de fattige lande med at opkræve flere skatter. Derfor mener IBIS, at Danmark må være med til at skabe nye spilleregler, så de fattigste får en chance i spillet.”

Kontakt: Vagn Berthelsen på vb@ibis.dk – mobil: 24408640 eller Lars Koch på lk@ibis.dk, mobil 60605831 (Helst efter kl. 10 dansk tid) Skype: lars.koch.ibis