Frivillige tager børnearbejde med i skole

17. mar 2015

LæseKaravanen fra IBIS satte sig 17. marts for alvor i bevægelse og stopper undervejs ved 53 skoler fra Fanø til Bornholm.

Karavanens otte engagerede frivillige har på en to-ugers rejse suget Guatemala til sig, mærket hvad det vil sige at være barn i et land præget af børnearbejde, diskrimination af minoriteter og voldsom ulighed. I de næste to måneder inviterer LæseKaravanen fra IBIS tusindvis af danske skoleelever med på en mental rejse til det mellemamerikanske land, når karavanen stopper ved deres skole.

Første stop var ved Auning Skole på Djursland .Siden følger skoler over hele landet - inklusive Bornholm og Fanø. Til allersidst får også Grønland besøg.
En af de frivillige, Lina Farci fra Århus, var med til Danmarkspremieren på Djursland. Hun studerer til hverdag statskundskab:

”Eleverne var meget interesserede i at høre om de børnearbejdere, vi mødte i Guatemala. Vi har jo prøvet at arbejde side om side med dem på markedet, og har følt deres hverdag på vores egen krop og oplevet, hvordan de boede. Det gjorde et stort indtryk på mig,” siger Lina Farci, som har filmklip, musik, dans og en lille basar med til eleverne.

På skolerne har der været en overvældende interesse for at høre om børneliv i et land, hvor skolegang langt fra er en selvfølge. 230 skoler forsøgte at sikre sig et af karavanens 53 skolebesøg, som blev booket i løbet af få timer en tidlig morgen sidst i januar.

”Formålet med LæseKaravanen er at give danske skoleelever et møde med den store verden, hvor mange børn ikke har mulighed for at komme i en god skole, men i stedet ender som børnearbejdere. Vi er nødt til at lære børn om menneskerettigheder og gøre vores til, at de vokser op med en solid retfærdighedssans og en vilje og viden til at forsvare og fremme børns ret til at gå i skole,” siger Helle Gudmandsen fra IBIS.

LæseKaravanen er en del af IBIS’ kampagne Hele Verden i Skole, som også sender den populære skolebog LæseRaketten ud til over 190.000 danske skoleelever og deres lærere. Bogen har i år fokus på børns liv i Guatemala.

Kontakt IBIS: Hanne Selnæs, presseansvarlig, hs@ibis.dk, mobil: +45 60 43 33 32
Helle Gudmandsen, kampagneleder IBIS, heg@ibis.dk, mobil: +45 20 86 00 84

Hele Verden i Skole er IBIS’ danske del af en global kampagne, som holder verdens ledere fast på at 2015 skal være året, hvor alle børn kommer i skole. I år giver IBIS skoler og børn i Danmark muligheden for at støtte IBIS’ projekt: Stop Børnearbejde og dermed hjælpe til med at skabe en verden, hvor alle kan få en uddannelse.

IBIS er en dansk udviklingsorganisation, der arbejder for lige adgang til uddannelse, ressourcer og indflydelse. Arbejdet foregår primært i Afrika og Latinamerika.

LæseKaravanen består af otte unge, danske frivillige, som rejser til Guatemala for at besøge børnene i undervisningsmaterialet LæseRaketten. Efter hjemkomst tager LæseKaravanen i hold af to ud på danske skoler for at fortælle om rejsen.

Guatemala er et land med stor ulighed. Uligheden betyder at mange unge bliver presset ud i hårdt arbejde eller kriminalitet i en tidlig alder i stedet for at få en uddannelse.