Dobbelt så mange milliardærer siden finanskrisen

29. okt 2014

En ny rapport fra IBIS og Oxfam: ”Even it Up – tid til at gøre op med ekstrem ulighed”, peger på at den stadigt accelererende ulighed i verden er på vej ud af kontrol: Siden finanskrisen er antallet af milliardærer fordoblet, i samme periode døde mindst en million mødre under fødslen, fordi de ikke kunne komme på hospitalet.

”Den voksende ulighed kan sætte kampen mod fattigdom flere årtier tilbage,” advarer Lars Koch, politikchef hos IBIS i forbindelse med lanceringen af rapporten ”Even it Up”.

Rapporten viser nemlig, at den økonomiske ulighed i verden nu er blevet så ekstrem, at den begrænser økonomisk vækst, forhindrer social mobilitet, underminerer samfundenes sammenhængskraft, korrumperer politik og skaber kriminalitet og endda voldelige konflikter.

Akkumuleringen af rigdomme på nogle få hænder går så stærkt, at verdens rigeste 85 personer (som ejer det samme som halvdelen af jordens fattigste) på kun et år har forøget deres samlede formuer med over 3,5 milliarder kroner om dagen – eller hvad der svarer til 2,8 millioner kroner i minuttet!

En selvforstærkende effekt der minut for minut øger uligheden i verden.

Ifølge rapporten har verdens rigeste flere penge, end de kan nå at bruge i løbet af et helt liv, mens millioner lever i ekstrem fattigdom uden adgang til sundhedsvæsen eller skolegang.

Selv i lande med høj vækst får almindelige borgere ikke glæde af de store rigdomme. Fremfor at sive nedad stiger pengene opad til de få, og i forvejen exceptionelt rige, så kløften mellem rig og fattig bliver dybere i hastigt tempo.   

Fra IMF til paven, fra Præsident Obama til World Economic Forum, er der stigende enighed om, at den voksende ulighed er en central udfordring i vores tid og at manglende handling kan føre til økonomiske og sociale skader. På trods af alle ordene, har der dog hidtil manglet handling.

Rapporten “Even it Up”(PDF) bakkes op af blandt andre Graça Machel, Kofi Annan og økonomen Joseph Stiglitz i forbindelse med, at kampagnen af samme navn skydes i gang.

Kampagnen vil presse verdens ledere til at gå fra ord til handling og sikre at de fattigste mennesker i verden får en bedre deal. Der er brug for handling for at slå ned på såvel individers som multinationale firmaers skatteunddragelse. De må betale deres retfærdige andel til regeringers skattekister, så lande over alt i verden kan takle ulighed og opbygge mere retfærdige samfund.

Rundt om i  verden dør millioner af mennesker på grund af manglende sundhedsfaciliteter og millioner af børn kommer ikke i skole, mens en lille elite har flere penge, end de kan nå at bruge I deres levetid.

”Det skal der sættes en stopper for. Nu må der handles,” siger Lars Koch fra IBIS.

Læs mere på kampagnesiden Even It Up

Kontakt:

Lars Koch, politik- og kampagnechef, 60605831, lk@ibis.dk