Corydon kan sige nej til skattefuskere

20. aug 2014

I aften, onsdag  20. august kl. 20.00, viser DR1 en ny dokumentar, der går bag sagen om salget af DONG til investeringsbanken Goldman Sachs. Et salg der var massive protester mod, da regeringen tidligere på året valgte at sælge til den amerikanske bank.

IBIS har nu flere eksperters udsagn om, at Danmark og finansminister Bjarne Corydon kunne have valgt at stille krav til køberne af DONG-aktierne om, at de ikke har en kunstig skattestruktur, der har til formål at unddrage sig skat.

”Corydon kan godt stille krav om, at Danmark ikke vil handle med skattefuskere, når vi sælger offentlige virksomheder som DONG. Regeringen siger, at den bekæmper skattely. Men den målsætning klinger hult, når man har solgt 19 % af aktierne i DONG til et firma, der gør alt, hvad de kan for at undgå at betale skat,” siger Lars Koch, Politik og Kampagnechef i Ulandsorganisationen IBIS, der gennem en årrække har bekæmpet skatteunddragelse, fordi det koster de fattigste lande milliarder i tabte skatter til at finansiere for eksempel sundhed og uddannelse.

Goldman Sachs købte sin andel af DONG gennem en selskabskonstruktion med tre skuffeselskaber i Luxembourg og fem selskaber i Cayman Islands og Delaware. Konstruktionen betyder, at DONG sparer i omegnen af 140 millioner kroner i skat årligt ved ikke at skulle betale skat af udbyttet.

”IBIS opfordrer Corydon til at stoppe med at handle med kapitalfonde, investeringsbanker og transnationale selskaber, der har kunstige selskabskonstruktioner med skuffeselskaber i skattely. Det hænger simpelthen ikke sammen, at vi bruger skatteydernes penge på at handle med selskaber, der systematisk unddrager sig skat,” siger Lars Koch

Aggressiv skatteplanlægning er en af de største årsager til, at verden er blevet helt skæv, og at de 85 rigeste mennesker i verden i dag ejer lige så meget som de 3,5 milliarder fattigste. ”Så kan det godt være, at det rent formelt er lovligt at fifle med skatten, men det er ikke i orden. Særligt ikke når man handler med staten, der lever af skatteindtægter,” slutter Lars Koch.

Yderligere information og kommentar: Lars Koch, Politik & Kampagnechef, IBIS: lk@ibis.dk; M: 6060 5831